DIIS-forsker: Her er de store forskelle på Biden og Trumps tilgang til Mellemøsten

KRONIK: Med Joe Biden ved roret vil USA gå hårdere til både Tyrkiet og Israel, end det har været tilfældet i de seneste fire år. Trump og Bidens mellemøstpolitik har store forskelle, men området vil volde store problemer uanset tilgangen, skriver Lars Erslev Andersen. 

Af Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

Skønt Donald Trump på nogle områder fortsatte forgængeren Barack Obamas mellemøstpolitik som for eksempel klar uvilje mod at starte nye store krige i regionen og prioritere at trække amerikanske kamptropper hjem, har han på afgørende punkter ændret USA’s rolle i Mellemøsten.

Efter en oversigt over Trumps mellemøstpolitik vil jeg give et bud på, hvad vi kan forvente os af Joe Biden i Mellemøsten.

Trump og Israel
For det første i forhold til Israel/Palæstina-konflikten hvor Trump besluttede og gennemførte en flytning af den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Da palæstinenserne protesterede mod beslutningen, reagerede Trump ved at afslutte bistand til de palæstinensiske flygtninge, hvilket sendte FN’s hjælpeprogram ledet af UNRWA (United Nations Relief and Work Agency) ud i voldsom økonomisk krise.

USA var med et bidrag, der dækkede en fjerdedel af UNRWA’s samlede budget, den største enkelte bidragsyder til programmet.

Programmet opererer i Gaza og Vestbredden samt i Syrien, Jordan og Libanon, hvor palæstinensiske flygtninge er afhængige af bistanden til drift af skoler, primær sundhedstjeneste og andre basale livsfornødenheder. UNRWA har fået hullet i økonomien lukket af andre bidragsydere, blandt andre arabiske golfstater.

Endeligt forhandlede Trumps svigersøn Jared Kushner en fredsplan igennem uden at inddrage palæstinenserne i forhandlingerne.

Bortset fra en stor sum penge samt et lille landområde i den israelske Negevørken til at supplere de nuværende selvstyreområder i Gaza og på Vestbredden, hvor de ligger spredt som huller i en schweizerost, var planen i store træk en videreførelse af status quo: intet sammenhængende territorium på Vestbredden, ingen palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem, ingen statslig suverænitet, men kun selvstyre under suveræn kontrol af Israel, og ingen reel løsning på flygtningeproblemet.

Det vel nok mest bemærkelsesværdige i planen, udover at den fastslog, at Jerusalem af USA anerkendes som en udelt by helt under israelsk suverænitet, var, at planen gav grønt lys til Israel til at annektere store dele af Vestbredden, ikke mindst i Jordandalen, samt afviste, at den israelske kolonisering af Vestbredden er i strid med Folkeretten.

Trump og Iran
For det andet trak Trump USA ud af den aftale, Barack Obama og hans vicepræsident Joe Biden sammen med FN, EU, Kina og Rusland i 2015 havde forhandlet på plads med Iran.

Aftalen gik ud på, at Iran afviklede sin produktion af beriget uran, undlod at udvikle atomvåben og gav FN og det internationale samfund udvidede beføjelser og muligheder til at inspicere de iranske atomenergifaciliteter. Til gengæld ville USA og det internationale samfund afvikle de omfattende sanktioner, Iran var underlagt.

Aftalen blev af forhandlingspartnerne set som vejen til fred og afspænding, men Israel, de arabiske golfstater samt oppositionen i USA så den som en åbning for Iran til at øge sin indflydelse i Mellemøsten og udvikle atomvåben og dermed til at gøre Iran til en eksistentiel trussel.

Trump var enig, trak USA ud af aftalen i 2018 og indledte under overskriften 'maksimalt pres' nye skrappe sanktioner mod Iran, der helt skulle stoppe iransk olieeksport og økonomisk trykke landet i bund.

Trump og menneskerettigheder – eller om Saudi-Arabien og immigrationspolitik
For det tredje har Trump helt og aldeles støvsuget enhver reference til menneskerettigheder og fremme af demokrati ud af sin mellemøstpolitik. Der er for eksempel ingen kritik af Israels måde at håndtere besættelsen af de palæstinensiske territorier på, og der er ingen afstandtagen til Bahrains brutale undertrykkelse af oppositionen.

Mere bemærkelsesværdigt har det imidlertid været, at Trump har givet sin absolutte støtte til Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater (UAE) trods klare og dokumenterede krigsforbrydelser i Yemen og grove overtrædelser af menneskerettigheder i begge lande.

Heller ikke da alle pile pegede på, at det var kronprinsen i Saudi-Arabien, Muhammad bin Salman (MBS), som havde beordret mordet på journalisten Jamal Khashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i 2018, svækkede Trump på støtten: tværtimod erklærede Trump frejdigt, at måske havde MBS blod på hænderne, men han var trods alt USA’s gode allierede.

Så trods krigsforbrydelser i Yemen og likvidering af en journalist i udlandet fortsatte Trump med både at sælge våben til Saudi-Arabien og helhjertet støtte kronprinsen.

Nedprioriteringen af menneskerettigheder i Trumps politik har også haft indflydelse på hans immigrationspolitik for Mellemøsten: antallet af flygtninge, USA modtager, er kraftigt reduceret, især er antallet af muslimske flygtninge dalet, og dertil beordrede Trump ved præsidentielt dekret i 2018, at borgere fra Iran, Libyen, Somalia og Yemen med undtagelse af helt specielle tilfælde skulle nægtes indrejsevisum til USA.

Trump og Erdogan
Menneskerettighedsproblemer og angreb på demokrati spillede heller ingen rolle i Trumps forhold til præsident Recep Tayyip Erdogans måde at lede Tyrkiet på, hvor han er ved at gøre landet til et diktatur, efter at det i de arabiske oprør for 10 år siden blev set som rollemodel for, hvordan islamisme og demokrati kunne gå hånd i hånd.

I dag ses Tyrkiet af de konservative arabiske monarkier med undtagelse af Qatar, men plus Egypten, som deres største udfordring i Mellemøsten, efter at Iran er kommet under USA’s maksimale pres: Tyrkiet er aggressivt, opruster, udvikler avanceret militærteknologi, herunder droner, der opererer i konflikter fra Libyen til Nagorno-Karabakh, har udstationeret tropper i Mellemøsten, Nordafrika, Afrikas Horn, Kaukasus og Balkan samt optræder stadig mere truende overfor Grækenland, Israel og Egypten i kampen om at sikre sig ressourcer i det østlige Middelhav.

For de arabiske ledere i Cairo, Abu Dhabi og Riyadh er det værste dog, at Erdogan sammen med Qatar helhjertet støtter Det Muslimske Broderskab og politisk islam.

Det har Trump dog helt ignoreret, ligesom Trump flytter ansvaret for Nato-landet Tyrkiets indkøb af russisk antimissilsystem bort fra Erdogan og over på Barack Obama, fordi han ikke ville sælge Patriotsystemet til Erdogan, der ifølge Trump derfor måtte gå til Rusland for at få sit begær efter de avancerede våbensystemer opfyldt.

Det er formentlig arabernes store bekymring over Tyrkiets støtte til politisk islam og fremfærd i regionen, der har fået UAE, Bahrain og Sudan, godt hjulpet på vej af Saudi-Arabien, til at indgå de såkaldte normaliseringsaftaler – også kaldet Abrahamaftaler – med Israel: de skal få USA til at høre bedre efter, når de peger på Tyrkiet som den store trussel i Mellemøstens stadig mere definerende religionskonflikt mellem konservative over for politisk islam.

Biden: normalisering og Israel
Som alle i USA hilser Biden normaliseringsaftalerne velkomne, og ingen kan frakende Trump, at de faktisk er et resultat af dygtigt diplomati, selvom palæstinenserne og deres få tilbageværende venner ser dem som forræderi.

USA har altid støttet Israel i arbejdet for bilaterale relationer til arabiske stater. Men Biden vil formentlig i modsætning til Trump insistere på, at aftalerne ikke skal være gratis for Israel, men at israelerne må betale noget for dem, for eksempel i form af dæmpning i tempoet af koloniseringen af Vestbredden – om end han formentlig vil formulere det anderledes.

Tilsvarende vil Biden tage afstand fra Trumps grønne lys til israelsk annektering af Vestbredden, hvilket politisk vil være et ganske billigt standpunkt, eftersom annektering uden forhandling blev mødt med bred kritik både af dele af den israelske lobby, af amerikanske kongresmedlemmer og fra alle fløje i Israel.

En anden forandring i forhold til Trump vil være, at Biden vil insistere på at inddrage det palæstinensiske lederskab – skønt det er plaget af intern rivalisering og inkompetence – i forhandlinger om løsning af konflikten og ikke blot lade Israel få alle sine ønsker opfyldt.

Derimod vil Biden lade ambassaden blive i Jerusalem og på dette punkt ikke ændre Trumps politik. Forandringer i Israel/Palæstina-konflikten vil under Biden være små, men tydelige og bringe USA mere tilbage til mainstreamlinjen i det internationale syn på konflikten.

Biden og Saudi-Arabien
På menneskerettighedsområdet vil Biden skrue op for kritikken af Saudi-Arabien og UAE’s krigsførelse i Yemen og dæmpe eller forhale våbensalg.

Udover at det vil passe ind i Bidens generelle menneskerettighedspolitik, vil det også give ham mulighed for at samarbejde i kongressen, uanset om det demokratiske parti vinder Senatet eller ej, fordi der i begge lejre er stor vilje til at lægge en vis afstand til Saudi-Arabien og landets kronprins.

MBS må derfor nok som Natanyahu i Israel indstille sig på mere kant og en lille smule stok i forhold til de fløjlsbløde handsker, Trump har strøget dem over hovedet med.

Biden og regimeskifte i Tyrkiet
Det samme må Erdogan indstille sig på: Biden har allerede i stærke vendinger kritiseret Erdogans autoritære linje og ligefrem argumenteret for det ønskelige i et regimeskifte – ikke af voldens, men af demokratiets vej.

Biden tilføjede dog her, at USA aktivt burde støtte Erdogans opposition og bidrage til, at han bliver sat på porten i 2023. Dertil kommer, at Biden formentlig ikke vil se med lige så milde øjne på Erdogans våbenflirt med Putin og her forlange af en Nato-allieret, at det ikke anvender fjendens antimissilsystemer.

Så selvom MBS i Riyadh kan bekymre sig om kritik fra Biden, kan han dog glæde sig over, at Biden også giver Erdogan lidt af krabasken.  

På menneskerettighedsområdet kan Biden også relativt politisk billigt markere sig på immigrationsområdet ved at annullere Trumps præsidentielle dekret i 2018 om at nægte borgere fra Mellemøsten visa, ligesom han kan skrue op for amerikansk modtagelse af antallet af flygtninge.

Biden og Iran
Tilbage er Iran, som de fleste forventer vil være Bidens højeste prioritet i sin mellemøstpolitik. Biden var selv med til, i det mindste på sidelinjen, at få atomaftalen med Iran forhandlet igennem i 2015, og Trumps beslutning om at trække USA ud af aftalen er blevet mødt med stærk kritik både i USA og internationalt.

Umiddelbart vil Bidens højeste prioritet i mellemøstpolitikken derfor være at få USA tilbage i aftalen, men det bliver svært: USA kan ikke bare komme rendende og sige, at det var en fejl, at USA trak sig ud, og at de nu gerne vil være med igen.

Det vil Iran, Irans magtfulde venner i Rusland og Kina lige så lidt synes om, som Bidens egen opposition vil være med til det. Vejen går gennem en ny forhandling, men her kan Iran med rette gøre gældende, at det er kompliceret, især med henvisning til det yderst indviklede og lange dokument, som den oprindelige aftale faktisk består af.

Biden bliver nødt til at få hjælp fra sine allierede i EU, især Frankrigs Macron og Tysklands Merkel. Iran og forsøget på at klinke skårene efter Trump kan således indirekte være anledning til, at EU og USA igen varmes op efter fire års nedkøling.

Men selvom EU tager imod Bidens udstrakte hånd og sætter kursen mod forhandlinger med Iran, bliver det yderst vanskeligt at få den gamle atomaftale på sporet igen.

Biden og det bøvlede Mellemøsten
Som præsident kommer Biden til at sande, at Mellemøsten er et ekstraordinært bøvlet sted, hvor konflikter meget let antændes, men vanskeligt slukkes. Som for eksempel i Irak, hvor problemerne bliver ved og ved, og hvor risikoen for nye større konflikter hele tiden lurer.

Biden har udtalt, at han er helt enig med Trump i, at de amerikanske kamptropper skal ud af regionen, og at ”de endeløse krige må stoppe”. Med mindre Trump skifter mening, vil de amerikanske kamptropper være ude, når Danmark ved slutningen af året overtager ledelsen af Natos træningsmission i Irak.

For så vidt de danske soldater bevæger sig væk fra computerskærmenes blå lys i de sikre bunkers, vil de altså ikke kunne forlade sig på opbakning fra amerikanerne. Det bliver spændende at se, hvordan danskerne vil tackle udfordringen.

Risikoen for, at Biden, hvor nødigt han end vil, kommer til at sende tropper tilbage til Irak, er betydelig. Han kan så spørge sin tidligere chef, Barack Obama, til råds: Obama ville gerne have USA ud af Mellemøsten og dirigeret mod Østasien. Men gang på gang måtte han sende soldater til regionen.

Også Trump ville have dem ud, men antallet af baser er forblevet det samme. Obama insisterede på at udskifte kamptropper med specialstyrker og droner – og det ændrede Trump ikke meget på. Det kommer Biden heller ikke til – tværtimod.      

Forrige artikel DIIS-forsker: Russisk formandskab kan bringe sikkerhedspolitik ind i Arktisk Råd DIIS-forsker: Russisk formandskab kan bringe sikkerhedspolitik ind i Arktisk Råd Næste artikel Tidl. ambassadør: Socialdemokratisk udenrigsstrategi er ikke specielt socialdemokratisk Tidl. ambassadør: Socialdemokratisk udenrigsstrategi er ikke specielt socialdemokratisk
Ny aftale sikrer nye redningshelikoptere i Grønland

Ny aftale sikrer nye redningshelikoptere i Grønland

UNDSÆTNING: Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har indgået en ny aftale, der sikrer helikopterberedskabet i Grønland de næste 12 år. Det er Air Greenland A/S, der skal stå for driften.