Dragsted-generationens projekt har fået et skud for boven. Og et nyt venter

Her står der, at Enhedslisten ”bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af Nato”, og at man ”går ind for, at det danske militær nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser".

Det er et punkt på Enhedslistens politiske dagsorden, som reelt og praktisk har været "sovende" i den forstand, at det ikke er her, partiet har brugt sine kræfter. Men netop derfor har partiledelsen heller ikke været opmærksom på, at det kunne forvandle Enhedslisten til en politisk fodbold, som såvel de borgerlige partier som Socialdemokratiet har sparket til for score mål.

Uenigheden med partiet er reel. Men i begge lejre har der også længe været en opfattelse af, at Enhedslisten har haft for let spil i den politiske debat igennem lang tid.

Her har folketingsmedlem Christian Juhls (EL) udtalelser i Jyllands-Posten om, at "Ukraine har ført en ikke-hensigtsmæssigt mindretalspolitik i den østlige del", hvor "russerne har fisket i rørt vande” leveret potente skyts. Det samme har udtalelser fra hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft, der – også til Jyllands-Posten – udtalte:

”Om Ukraine er en nationalstat, ved jeg egentlig ikke rigtig.”

Enhedslistens boomer-generation

Mikael Hertoft på 65 år og Christian Juhl på 69 år tilhører den ældre baby boomer-generation af Enhedslisten, der er vokset op med Vietnamkrigen, Den Kolde Krig og Fredsbevægelsen som politisk horisont for deres socialisme. Her har der været et syn på USA som en imperial magt og på Nato som dens vigtigste institution været fast inventar. 

Netop en dybdegående debat om partiets EU-politik er programsat til årsmødet, der afholdes i midten af maj i Hafniahallen i Valby. Her er det meningen, at det skal afklares, om EU-modstanden skal tones ned eller omformuleres. Det kan muligvis være for sent i forhold til en kommende afstemning om forsvarsforbeholdet.

Her ser Pelle Dragsteds Generation X og de, der er endnu yngre, på internationale organisationer som EU, Nato og Den Internationale Valutafond (IMF) som i hvert fald potentielt foranderlige og dynamiske institutioner. Ligesom man anerkender, at imperialistiske ambitioner også findes andre steder end i Washington.

Efterfølgende – og meget uvant for Enhedslisten – er Juhl og Hertoft her i Altinget blevet sat offentlig på plads af politisk ordfører Mail Villadsen (EL) og andre steder af hendes forgænger på posten, Pernille Skipper (EL).

Herfra har det lydt, at udmeldelse af Nato ikke er noget, der skal ”ske i morgen” og først kan ske, hvis der var et alternativt sikkerhedspolitisk samarbejde at melde sig ind i. Hvilket i realpolitiske termer vil sige aldrig.

Omvendt har man haft svært ved at acceptere dansk medlemskab af Nato som et gode alt andet lige. Det hænger selvfølgelig sammen med, at partiets position i forhold til Nato netop er realpolitisk uafklaret. Både fordi der ikke findes noget alternativ. Og fordi en positiv accept af Nato først vil skulle afklares i partiets hovedbestyrelse.

Sidstnævnte var dybt splittet, da partiet med et spinkelt flertal besluttede sig for at støtte de danske våbenleverancer til ukrainerne, og det vil kræve betydelig bearbejdning at ændre holdningen til Nato – hvis det overhovedet kan lykkes. Så mens partiledelsen måske godt kunne havne i en position med kritisk accept af dansk Nato-medlemskab, er det en varm kartoffel i baglandet.

På den måde er der nok lagt låg på nu, men debatten udestår stadig, hvad angår Nato. På den anden side er det selvfølgelig også en pointe, at der er et ubrydeligt og bredt flertal bag det danske Nato-medlemskab, hvilket gør, at debatten om Enhedslistens holdning i hvert fald delvist foregår i et hypotetetisk luftlag.
 
Langt mere alvorlig bliver det, hvis forsvarsforbeholdet – sådan som Altinget i går kunne fortælle, at der realitetsforhandles om – sættes til afstemning indenfor den nærmeste fremtid.

Ud af EU

For hvordan vil Enhedslisten stille sig til det? Ifølge principprogrammet ”er Enhedslisten stærke modstandere af EU og støtter en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU og oprettelsen af et socialt og grønt demokratisk samarbejde i stedet". 

På den anden side vil en afstemning om forsvarsforbeholdet af tilhængerpartierne rammesættes fuldstændigt inden for Ukrainekrigen og Putins trussel mod den europæiske sikkerhedsorden. Endda med et perspektiv, der handler om, hvad det vil betyde for dansk sikkerhed, hvis Donald Trump eller en lignende republikaner vinder præsidentposten i USA.

Dermed vil Enhedslisten, hvis partiet – og det man må gå ud fra – anbefaler et nej, blive framet som nyttige idioter for politikere og ideologier, som liste Ø samtidig er inderligt imod. Og man vil ligne et parti, der er på den forkerte side af historien. Ligesom man vil stå sammen med partier på højrefløjen, man bekæmper.

Her vil den langsigtede strategi, som Pelle Dragsted og hans generation af Enhedslisten-politikere har ført siden 2007, om ad åre at bygge sig selv op som et moderne demokratisk socialistisk parti, som vælgerne godt kan betro nøglerne til borgmester- og ministerkontorer, risikere at lide skibbrud.

Også fordi partiet siden EP-valget i 2019 er brudt ud af Folkebevægelsen mod EU for at føre sin egen EU-politik. 

Partiledelsen har ikke været opmærksom på, at det kunne forvandle Enhedslisten til en politisk fodbold, som såvel de borgerlige partier som Socialdemokratiet har sparket til for score mål.  

Hele Enhedslistens identitet er på spil

Netop en dybdegående debat om partiets EU-politik er programsat til årsmødet, der afholdes i midten af maj i Hafniahallen i Valby. Her er det meningen, at det skal afklares, om EU-modstanden skal tones ned eller omformuleres.

Det kan muligvis være for sent i forhold til en kommende afstemning om forsvarsforbeholdet. Dermed vil det sætte Enhedslisten under et gevaldigt politisk pres. Et pres, både de borgerlige og resten af centrum-venstre vil udnytte maksimalt.

Ruslands krig i Ukraine har i sit kølvand ført til historiske forandringer i europæisk politik og har genbekræftet Lenins gamle diktum om, at der er årtier, hvor der intet sker, og uger hvor årtier sker. Ikke mindst idet at Tyskland med forbundskansler Olaf Scholz i spidsen nu opfører en militær overbygning på landets økonomiske dominans i Europa til tonerne af flere tusind milliarder kroner de kommende år.

Det kan resten af de europæiske lande kun acceptere, så længe det foregår i en EU-ramme. En intensiveret – læs føderaliseret – forsvarspolitik kan Danmark som europæisk små- og randstat ikke have forbehold for.

Tilsvarende kan Enhedslisten ikke blive et magtparti, der en dag kan gå i regering, uden at acceptere hverken Nato-medlemskabet, eller at det danske EU-medlemskab også af en forsvarsunion.

Med andre ord er hele Enhedslistens strategi og identitet som politisk parti i spil.