Debat

Forsker: Wagnergruppen og kosakmilitser er en forsmag på morgendagens militære midler

Invasionen er et kludetæppe af aktører med varierende motiver, loyalitetsforhold og ambitioner. Tager man højde for den større kontekst, ser det ikke ud til, at Rusland har tænkt sig at udfase brugen af private aktører i Ukraine, skriver Niklas Rendboe.

Det private element i Ruslands invasion af Ukraine er noget andet og en del af noget langt større end Wagnergruppen, skriver&nbsp;Niklas Rendboe.<br>
Det private element i Ruslands invasion af Ukraine er noget andet og en del af noget langt større end Wagnergruppen, skriver Niklas Rendboe.
Foto: Igor Russak/Reuters/Ritzau Scanpix
Niklas Rendboe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du har måske læst det. Ruslands mobilisering har været frugtbar. Storoffensiven er startet. Prigozjin og hans Wagnergruppe bliver marginaliseret. 

Vil det sige, at privatiseringen af den russiske indsats endelig er fejlet til fordel for krigsførelse med regulære styrker? Næppe. 

Det private element i Ruslands invasion af Ukraine er noget andet og en del af noget langt større end Wagnergruppen.  

Historien om privatiseringen er i virkeligheden historien om, hvordan staten forsøger at vende et fragmenteret magtapparat til sin fordel, og dette er næppe en saga blot, men derimod et lyslevende projekt, som Rusland fortsat har brug for. 

For at forstå denne historie, bør man løfte blikket fra Wagnergruppen og dens nærmeste konkurrenter, og tage bestik af Ruslands brug af irregulære styrker, i denne sammenhæng forstået bredt som styrker, der ikke har en permanent plads i den regulære kommandostruktur. 

Et overblik over de irregulære styrker 

Den russiske invasion er et kludetæppe af aktører med varierende motiver, loyalitetsforhold og ambitioner for deres krigsdeltagelse. Alle tal er omstridt, men et kvalificeret bud er, at invasionsstyrken består af 10 til 25 procent (varierende over tid) irregulære styrker. 

Temadebat

Kyiv kalder! Hvor står vi efter et års krig i Ukraine?

Altinget sætter i en ny temadebat fokus på krigen i Ukraine, hvor en række meningsdannere, fagpersoner og eksperter vil reflektere over årsdagen og se frem ind i 2023.

Du kan se det samlede debatpanel her.

Om temadebatter:
Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at sende dit indlæg til [email protected].

I den mest private ende af spektret ligger et væld af hackerkollektiver, desinformationsgrupper (som ikke tælles med i invasionsstyrken) og de berømte militærfirmaer samt en hastigt voksende gruppe af såkaldte kosakmilitser.

Sidstnævnte er dannet i de militaristiske kosakmiljøer, hvor man holder mindet i live om de klassiske kosakfolk i det tsaristiske imperium. 

Derudover omtales de frivillige reservistbataljoner, BARS, ofte som militærfirmaer, fordi soldaterne skriver kontrakt for den enkelte operation og ikke integreres ind i kernen af de russiske styrker. 

Udbryderrepublikkerne Donetsk, DNR, og Luhansk, LNR, er aktive med deres egne militser, som Rusland siden erklæringen om indlemning af fire Ukrainske regioner er begyndt at integrere i de regulære styrker.

Den russiske invasion er et kludetæppe af aktører

Niklas Rendboe
Projektforsker, Forsvarsakademiet

Og endelig udgøres en del af invasionsstyrken af sikkerhedsstyrker såsom de tjetjenske Kadyrovtsi, som refererer direkte til Kadyrov, og præsident Putins nationalgarde, Rosgvardija. 

Det ville med andre ord være meget besværligt for Rusland at udfase privatisering ved at fjerne alle ikke-helt-offentlige elementer fra invasionsstyrken. Det ligger ikke i den institutionelle logik at kunne skelne skarpt mellem private og offentlige aktører. 

Roden til rodet 

Der er intet odiøst eller overraskende i, at Rusland har et komplekst sikkerhedslandskab. Det er uundgåeligt givet landets størrelse, mangfoldighed og imperiale historie.

Men tiden under præsident Jeltsin efterlod et særligt præg, fordi sikkerhedsinstitutionerne var tvunget til at nedskalere, samtidig med at organiseret kriminalitet oplevede en opblomstring. 

Læs også

Præsident Jeltsin kunne hverken kontrollere de offentlige institutioner eller deres selvberigende partnerskaber med den kriminelle underverden, som slørede grænsen mellem stat og underverden.

Dermed styrkedes tendensen til ’fyrstedømmer’ i magteliten som vedligeholdte deres egne væbnede kapabiliteter og en rivaliserende kultur – også hos det regulære militær. 

Kremls magtvertikal – en dyd af nødvendighed 

Præsident Putins modtræk var en ihærdig indsats for at "genoprette magtvertikalen" – hans udtryk for strømliningen af præsidentens magt ud i alle samfundets lommer og indordningen af alle aktører i kommandovejen. 

Der er intet odiøst eller overraskende i, at Rusland har et komplekst sikkerhedslandskab

Niklas Rendboe
Projektforsker, Forsvarsakademiet

Det er her privatiseringen kommer i spil. Militærfirmaer, reservistbataljoner, og kosakmilitser indlemmer Ruslands mere løse ressourcer i Kremls magtvertikal og gør dem brugbare i kamp. Kreml kunne vel at mærke også have sat alt ind på at bekæmpe de egenrådige væbnede miljøer, som firmaerne rekrutterer fra, men præsidentens stil er at kultivere dem – et eksempel på, at han følger den tråd i russisk militær tænkning, som dyrker idéen om at vende kaos til en fordel.  

Selv kapaciteten hos fængselsindsatte er således blevet høstet af Wagnergruppen, der angiveligt har rekrutteret 50.000 indsatte og brugt dem i krig med enorme tabsrater – nogle kilder angiver 3/4 tabte inklusiv deserterede. 

Ved målrettet at udvikle kapabiliteterne i gråzonen mellem privat og offentlig, viderefører Kreml sovjettidens forsøg på at udvide råderummet for operationer under tærsklen for krig – og dermed atomkrig. 

Og selvom den nuværende invasion ikke er en gråzoneoperation, bruger Kreml den stadig til at udvikle morgendagens militære midler. Samtidig beskæftiges svært regerlige elementer, så de ikke udfordrer Putins magt, mens militæret er på tur, og de bliver reelt ’mindre private’ så længe militæret har hånd i hanke med dem i felten. 

Til sidst kunne man spørge om, hvorfor medierne melder om Wagnergruppens mulige fald fra tinderne, hvis de er en strategisk kapabilitet? Netop derfor. Kreml har gode grunde til ikke at overlade så vigtig en rolle til den excentriske, provokerende og egenrådige Prigozjin – Præsidenten har jo en magtvertikal at opretholde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niklas Rendboe

Projektforsker, Forsvarsakademiet, medstifter, Arba Security
MSc international security and law (SDU 2019)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

0:000:00