Forsker: Wagnergruppen og kosakmilitser er en forsmag på morgendagens militære midler

Du har måske læst det. Ruslands mobilisering har været frugtbar. Storoffensiven er startet. Prigozjin og hans Wagnergruppe bliver marginaliseret. 

Vil det sige, at privatiseringen af den russiske indsats endelig er fejlet til fordel for krigsførelse med regulære styrker? Næppe. 

Det private element i Ruslands invasion af Ukraine er noget andet og en del af noget langt større end Wagnergruppen.  

Historien om privatiseringen er i virkeligheden historien om, hvordan staten forsøger at vende et fragmenteret magtapparat til sin fordel, og dette er næppe en saga blot, men derimod et lyslevende projekt, som Rusland fortsat har brug for. 

For at forstå denne historie, bør man løfte blikket fra Wagnergruppen og dens nærmeste konkurrenter, og tage bestik af Ruslands brug af irregulære styrker, i denne sammenhæng forstået bredt som styrker, der ikke har en permanent plads i den regulære kommandostruktur. 

Et overblik over de irregulære styrker 

Den russiske invasion er et kludetæppe af aktører med varierende motiver, loyalitetsforhold og ambitioner for deres krigsdeltagelse. Alle tal er omstridt, men et kvalificeret bud er, at invasionsstyrken består af 10 til 25 procent (varierende over tid) irregulære styrker. 

I den mest private ende af spektret ligger et væld af hackerkollektiver, desinformationsgrupper (som ikke tælles med i invasionsstyrken) og de berømte militærfirmaer samt en hastigt voksende gruppe af såkaldte kosakmilitser.

Sidstnævnte er dannet i de militaristiske kosakmiljøer, hvor man holder mindet i live om de klassiske kosakfolk i det tsaristiske imperium. 

Derudover omtales de frivillige reservistbataljoner, BARS, ofte som militærfirmaer, fordi soldaterne skriver kontrakt for den enkelte operation og ikke integreres ind i kernen af de russiske styrker. 

Udbryderrepublikkerne Donetsk, DNR, og Luhansk, LNR, er aktive med deres egne militser, som Rusland siden erklæringen om indlemning af fire Ukrainske regioner er begyndt at integrere i de regulære styrker.

Den russiske invasion er et kludetæppe af aktører

Niklas Rendboe
Projektforsker, Forsvarsakademiet

Og endelig udgøres en del af invasionsstyrken af sikkerhedsstyrker såsom de tjetjenske Kadyrovtsi, som refererer direkte til Kadyrov, og præsident Putins nationalgarde, Rosgvardija. 

Det ville med andre ord være meget besværligt for Rusland at udfase privatisering ved at fjerne alle ikke-helt-offentlige elementer fra invasionsstyrken. Det ligger ikke i den institutionelle logik at kunne skelne skarpt mellem private og offentlige aktører. 

Roden til rodet 

Der er intet odiøst eller overraskende i, at Rusland har et komplekst sikkerhedslandskab. Det er uundgåeligt givet landets størrelse, mangfoldighed og imperiale historie.

Men tiden under præsident Jeltsin efterlod et særligt præg, fordi sikkerhedsinstitutionerne var tvunget til at nedskalere, samtidig med at organiseret kriminalitet oplevede en opblomstring.