Analytiker: Forsvarspolitikken plages af lav tillid, lav viden og for få ressourcer

Men hvad er løsningen på dette forsvarspolitiske dødvande? Det vil jeg give et bud på efter en kort analyse af problemfelterne.

Forsvarspolitikerne

Siden årtusindskiftet har funktionen som forsvarsordfører ikke været blandt de mest eftertragtede poster i mange af de politiske partier.

De få folketingsmedlemmer med lidt erfaring fra Forsvaret eller Hjemmeværnet var nærmest selvskrevne. Men der blev længere og længere mellem disse. Og forsvarspolitik har været et område, som det har været særdeles vanskeligt at "score" stemmer på hjemme i valgkredsen.

Forsvar og sikkerhedspolitik er områder fjernt fra vælgerne. Og Forsvaret er en stor og kompleks organisation, hvor det tager flere år at skaffe sig blot et nogenlunde overblik. 

Forsvar og sikkerhedspolitik er områder fjernt fra vælgerne

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker

Derfor har forsvarspolitikerne brug for grundige analyser, som kan anvendes som beslutningsgrundlag.

Det har de med cirka ti års mellemrum fået i forsvarskommissionerne i 1988, 1997 samt 2008. Men ingen af de nuværende forsvarspolitikere – med undtagelse af Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne (som var Dansk Folkepartis stedfortræder i 2008) – har deltaget i tidligere forsvarskommissioner. 

Forsvarsministeriet

Forsvarspolitikken "bor" i Forsvarsministeriet. Udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, indenrigspolitik samt finanspolitik udgør rammerne for forsvarspolitikken. Hvad er truslerne mod Danmark og Nato? Hvordan samarbejder Danmark med alliancepartnere? Hvad er Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser? Hvilke økonomiske midler bør regeringen i fremtiden allokere til forsvaret og national sikkerhed?

Disse dimensionerende faktorer skal omsættes til militære enheder, personel, materiel, etablissementer, træning, øvelser samt operationer. Og der skal lægges en plan for den fremtidige udvikling.

Det sker alt sammen i Forsvarsministeriet. Eller rettere – det burde ske her. Men ministeriet har i stigende grad udviklet sig til en ren driftsorganisation, og ressourcerne til at udvikle forsvarspolitik er støt reduceret og er i dag nærmest minimale.

Som generalsekretæren i Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, rammende skriver det i Ræson 22. august 2023: "Der er i dag i Forsvarsministeriet ingen, der har til opgave at tænke strategisk og derved hjælpe ministeriet og ministeren med at se fremad".

Det dur ikke. Forsvarspolitik kræver analyser og omtanke med blik for mulige udviklingsretninger. Forsvarsministeriet skal udarbejde forslag til den forsvarspolitiske kurs, som Forsvaret skal navigere efter.

Uden denne forsvarspolitiske kurs kan forsvarschefen ikke udarbejde sine militærfaglige anbefalinger til Forsvarets fremtidige udvikling.

Forsvaret

Forsvarschefen leder Forsvaret. Eller rettere – Forsvarets uddannelser, træning og indsættelse af enhederne. Materiel, personel, etablissementer og så videre ledes af chefer/direktører for de enkelte styrelser. Det er en organisation, som kræver et meget stort tværgående koordinationsarbejde.

Lukkethed har været nødvendig for at udgå, at der 'gik politik i den' før tid. Men nu tiderne er ændret

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker

Hvordan udvikler vi så dansk forsvar til at kunne møde fremtidens større krav og udfordringer – blandt andet i form af Natos styrkemål?

Ja, tidligere var der en omfattende studie- og udviklingsvirksomhed, hvor officerer og specialister fra alle dele af forsvaret mødtes og drøftede udviklingsmuligheder og gav input til udviklingsstabens arbejde i Forsvarskommandoen (FKO).

Det var nemlig her, at kuglerne til forsvarschefens militærfaglige anbefalinger blev støbt. Men denne udviklingsstruktur blev nedlagt ved forrige forlig, og nu er udviklingsvirksomheden reduceret til en lukket fest internt i FKO. Og det giver en stor risiko for, at ekspertise rundt i Forsvarets mange enheder og myndigheder ikke inddrages i processen. Det betyder igen, at en række vigtige detaljer overses i udviklingsarbejdet eller ikke belyses i tilstrækkelig grad.    

Forsvarsforlig

I Danmark har vi tradition for flerårlige forsvarsaftaler. Typisk cirka fem år (senest 2018-23). Metoden har siden den kolde krig været forholdsvis lukket: Forsvarschefens militærfaglige anbefalinger bearbejdes internt i Forsvarsministeriet og Regeringens forligsudspil offentliggøres.

Herefter drøftes dette forligsudspil bag lukkede døre med de partier, som ønsker at tage medansvar for forsvarsaftalen. Og en dag indkaldes der så til pressemøde: En ny forsvarsaftale er indgået.

Herefter udarbejder Forsvarsministeriet samt Forsvarskommandoen et implementeringsdirektiv. Og så iværksættes omstruktureringer, materielanskaffelser og lignende.

Adskillige år senere har Forsvaret måske erhvervet kapabiliteten (evnen) til at løse nye opgaver med nye enheder. Og så er vi i gang med næste forsvarsaftale.

I de seneste 30 år har reduktioner, nedlæggelse af stillinger, kapaciteter og tjenestesteder været en større eller mindre del af alle forsvarsaftaler.

Derfor har lukketheden været nødvendig for at udgå, at der "gik politik i den" før tid. Men tiderne er ændret.

Der skal ikke længere lukkes kaserner og arbejdspladser rundt om i landet. Der skal i stedet renoveres kaserner, åbnes nye etablissementer, ansættes flere soldater og flere civile, og der skal indkøbes nyt forsvarsmateriel – rigtig meget endda. Derfor er det tid til at ændre den forsvarspolitiske metode.

Behov for ny metode

Åbenhed har i adskillige år været en integreret del af den forsvarspolitiske metode i vore nordiske nabolande Norge, Sverige og Finland.

Regeringen udarbejder et direktiv til forsvarschefen, som får cirka et år til at udarbejde et begrundet militærfagligt bud på Forsvarets fremtidige udvikling de næste fem til ti år. Denne proces kombineres nogle gange med en forsvarskommission.

Det vigtige i de andre nordiske landes forsvarsproces er, at forsvarschefens militærfaglige anbefalinger er kendt for alle politikere og befolkningen.

Erfaringerne fra forsvarskommissionerne i 1988 og 1997 peger på, at en forsvarskommission har flere fordele

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker

Sammen med de underliggende analyser giver det en større viden og forståelse for, hvordan den øverstkommanderende bedst ser de militære virkemidler udviklet og anvendt i bestræbelserne på at opfylde de sikkerheds- og forsvarspolitiske målsætninger, som politikerne har sat.

I Danmark står vi med en tredelt udfordring: 1) Lav gensidig tillid blandt forsvarspolitikkens politiske og militære aktører. 2) Relativ lav viden og erfaring med militære og forsvarspolitiske forhold i forsvarsforligskredsen. 3) Uklarhed om Regeringens forsvarspolitiske kurs og prioriteringer.

Det giver dårlige vilkår for, at forsvarschefen kan give klare militærfaglige anbefalinger. En tidligere anvendt metode til at råde bod på disse udfordringer er etablering af en forsvarskommission.

En forsvarskommission er ikke en syltekrukke

"Forsvarskommissioner nedsættes typisk i forbindelse med større strategiske omvæltninger i omverdenen. Den seneste var i 2008." Sådan fremgår det på Forsvarsministeriets hjemmeside.

Forudsætningen for en forsvarskommission er således til stede, og så ligger der endda en gennemarbejdet sikkerhedspolitisk analyse i form af Zilmer-rapporten fra efteråret 2022.

Men er en forsvarskommission ikke blot en syltekrukke, som forsinker de nødvendige forsvarspolitiske beslutninger? Nej. Erfaringerne fra forsvarskommissionerne i 1988 og 1997 peger på, at en forsvarskommission har flere fordele.

Der gennemføres en grundig analyse af Forsvarets status og udfordringer og en grundig analyse af forskellige udviklingsmuligheder.

Desuden betyder kommissionsarbejdet, at de deltagende politikere får opdateret viden om Forsvaret og allierede samarbejdspartnere med videre. Og deltagende officerer og eksperter får opdateret viden om politiske ønsker og handlemuligheder.

Og sidst men ikke mindst, så opbygger kommissionsarbejdet tillid mellem alle deltagende parter. Og det er der i høj grad blevet brug for.

Når vi tillige er i den situation, at forsvarsøkonomien først muliggør nyinvesteringer fra cirka år 2027 og frem, så kan en kommission vise sig særdeles nyttig for at skabe et velkonsolideret grundlag for fremtidens forsvar, mens vi får repareret "hullerne" i det nuværende. Så skal vi ikke se at komme i gang?