Rasmussen Global: 155 milliarder til Forsvaret over ti år er alt for lidt over alt for lang tid

Hovedprioriteten bliver de kommende år at genopbygge evnen til at bidrage til afskrækkelsen af Rusland og forsvaret af vores alliancepartnere. Det vil særligt gælde i Baltikum og Østersøen.

Vi skal opbygge et troværdigt forsvar af dansk territorie. Det gælder også Arktis. I stormagtsspillet mellem USA, Kina og Rusland skal vi være i stand til at håndhæve vores suverænitet.

Men det er ikke sådan, at terrorceller og pirater nu er afløst af konventionelle trusler fra statslige aktører såsom Putins Rusland. De eksisterer side om side, nogle gange i samspil. Og som den igangværende operation i Det Røde Hav viser, er bidrag til internationale operationer fjernt fra Danmarks nærområde stadig et krav.

Tre hovedprioriteter for dansk forsvarspolitik

For at imødekomme det sammensatte trusselsbillede, skal dansk forsvarspolitik efterleve følgende tre gensidigt afhængige krav: 1) sikre fortsat markant og langsigtet støtte til Ukraine; 2) genopbygge og opruste Forsvaret; og 3) være en troværdig allieret i Nato.

Den vigtigste opgave for Vestens forsvars- og sikkerhedspositur er her og nu at bibeholde en markant og langsigtet støtte til Ukraine.

Phillip Kjær Luscombe
Projektleder, Rasmussen Global

Den vigtigste opgave for Vestens forsvars- og sikkerhedspositur er her og nu at bibeholde en markant og langsigtet støtte til Ukraine. Dette skal sætte dem i stand til at forsvare sig og slå russerne tilbage.

Danmark placerer sig flot som den fjerdestørste bidragsyder på niveau med Storbritannien målt i absolutte tal. Ligeledes faciliterer den bilaterale sikkerhedsaftale mellem Danmark og Ukraine fra den 23. februar en langsigtet dansk støtte.

Vi kan ikke styre begivenhedernes gang i USA. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Ukraine – herunder bakke fuldtonet op om og medfinansiere donationer af langtrækkende våben, der kan nå strategiske mål på russisk territorie, såsom de tyske Taurus-missiler.

Behov for flere jern i ilden 

Samtidig skal Forsvarets hul på 38 milliarder kroner, identificeret i det såkaldte kasseeftersyn, udfyldes, og personaleflugten skal stoppes. I 2023 manglede Hæren for eksempel at besætte hver femte stilling.

Dette skal ske sideløbende med en markant oprustning.

Vi kan ikke vente flere år med at opruste gennem, eksempelvis, en større flåde af F-35 kampfly eller opbygningen af et landbaseret luftforsvar. Efterspørgslen på verdensmarkedet er stor, ventetiden på vigtigt materiel bliver længere, og Putin venter ikke.

Derfor skal indfasningen af forsvarsforliget fremrykkes markant og den afsatte pulje forøges. Arbejdet med vigtige materielindkøb skal sættes i gang så hurtigt som muligt, og der skal laves investeringer i den europæiske forsvarssektor, så vi kan udbygge produktionskapaciteten.

Endelig skal dansk forsvarspolitik sikre, at vi efterlever vores allianceforpligtelser. Danmark skal som minimum leve op til Natos to procents-målsætning. Dette er et minimumskrav, og vi skal højere op, hvis Forsvaret skal kunne løse alle de nødvendige opgaver.

Selvom Donald Trump udtrykker det på en stærkt uhensigtsmæssig måde, er det ikke urimeligt, at de europæiske lande skal efterleve kravet uden brug af smarte regnefinter.

Vi skal også leve op til Natos styrkemål. I øjeblikket lever Danmark ikke op til tre ud af 17 styrkemål. I 2025 kommer der nye, som ikke erstatter, men kommer oven på de tidligere mål.

I sidste ende skal tilførte midler kunne mærkes hos soldaterne. Det skal være Forsvarets behov, der er styrende med opfyldelse af Natos krav som rettesnor.

Kræver politisk mod

Svaret på det indledende spørgsmål er, at vi ikke kan svigte på nogen af områderne.

Kravene til Forsvaret vil de kommende år blive større, end vi har været vant til på noget andet tidspunkt i nyere dansk historie.

Forberedelsestiden er knap. Vi har sovet i timen. Der har været fuldbyrdet invasion af Ukraine i to år, mens krigen har varet i ti år. Det er først nu, alvoren lader til at gå op for Europas politiske ledere.

Som statsministeren for nyligt nævnte i Financial Times, kommer europæiske politikere til at stå overfor et prioriteringsspørgsmål. Penge, der var gået til velfærd og skattelettelser, skal måske bruges på forsvar og sikkerhed.

Det kræver politisk mod. For hvis først borgerne begynder at mærke det på pengepungen eller velfærden, kan det udfordre opbakningen til den nødvendige oprustning og støtten til Ukraine. Det vil i sidste ende komme Putin og de andre autokrater til gavn.