Søværnet aner ikke, hvor de nye skibe skal bygges

Lindøværftets tørdokke eksisterer dog stadig, og det samme gør en del af værftets værkstedsfaciliteter, så man i dag er i stand til at udføre vedligeholdelses- og reparationsopgaver samt ombygninger for en lang række skibe, som i øvrigt sker med økonomisk succes.

I Frederikshavn, hvor man også har bygget krigsskibe, er der heller ikke længere traditionelle skibsværfter, men resterne af det tidliges skibsværft Ørskov eksisterer i form af nogle bygge dokke på lige fod med Lindøværftet, så Ørskov dermed også i dag bidrager til skibsreparationer- ombygninger og vedligeholdelsesopgaver, hvilket også sker med kommerciel succes.

Det eneste tilbageværende værft med erfaring med bygning af krigsskibe er Karstensens Skibsværft i Skagen, der fra 2007 til 2016 byggede de tre seneste inspektionsskibe af den såkaldte Knud-klasse – opkaldt efter første skib i serien, Knud Rasmussen – til sejlads ved Grønland.

Med skibsbygningssituationen i Danmark, som slet ikke er forberedt på at konstruere krigsskibe, må vi desværre konstatere, at der fra politisk side kræves en snarlig handling.

Hans Otto Kristensen
Konsulent og ejer, HOK Marineconsult

Det er tre gode skibe ud fra et overordnet skibsteknisk synspunkt, men som desværre også mangler den nødvendige elektronik til styring og operation af skibets 76 millimeter-kanon på fordækket, så også de skibe må betegnes som ukampdygtige i en krigssituation.

Skrogene til disse skibe blev bygget i Polen, hvor Karstensens Skibsværft i dag ejer deres eget skibsværft, som benyttes til bygning af selve skibsskrogene.

Det gælder ikke blot for de tre inspektionsskibes vedkommende, men også for alle øvrige skibe, som Karstensen bygger i form af en meget stor mængde meget moderne fiskefartøjer, som er blevet Karstensens nøgleprodukt gennem en længere årrække, og som Karstensens værft har en stor mængde af i ordre over de kommende år.

I Danmark har vi yderligere en række mindre værfter, der stadig bygger skibe, men dog relativt små skibe, og slet ikke op i fregatstørrelse på mere end 100 meters længde.

Med det presserende behov for nye skibe bliver det store spørgsmål derfor nu: Hvor skal disse skibe bygges, når vi ikke længere har de traditionelle skibsværfter til den opgave?

En fornuftig løsning skal snarligt findes og udtænkes. Vil det eksempelvis være muligt at få fremstillet skibsskrogene helt eller delvist i udlandet, hvorefter skrogdelene samles i Danmark, hvor de færdig udrustes?

I givet fald vil det kræve en grundig planlægning og indgåelse af konkrete aftaler med branchen om, hvorledes problemstillingen skal gribes an.

En sådan plan vil kræve mere langsigtede aftaler med de allerede nævnte reparationsværfter, da de skal planlægge og omstille en del af deres produktion og aktiviteter mod en mere konventionel skibskonstruktionsopgave, som vil være mere langsigtet end de reparations- og ombygningsopgaver, som disse værfter i dag udfører.

Der skal helt klart tænkes utraditionelt, når sådanne nye udfordringer kommer frem, og heldigvis har den danske maritime branche altid kunnet tilpasse sig og omstille deres arbejde.

Hvilket blandt ses i form af den fortsatte eksistens af de to nævnte værfter, Lindø- og Ørskov skibsværft, der stadig udbyder eftertragtet service til skibsbranchen for lidt større skibes vedkommende.

Det er derfor denne artikels forfatters håb, at man kommer frem til en løsning, hvor man med langsigtede aftaler formår at etablere en mulighed for fortsat af kunne levere krigsskibe med klart dansk input.

Ikke nødvendigvis på traditionel skibsbygningsfacon med byggebedding og tilhørende efterfølgende stabelafløbning, men derimod ved at man ved hjælp af samling af skibsmoduler bliver i stand til at bygge skibsskrog i nogle af de eksisterende tør- og flyde dokke i henholdsvis Frederikshavn og Lindø.

Derefter kan de i så fald færdigudrustes i de tilgængelige dokke, for derefter at blive overdraget til søværnet for installation af alt det omfattende militære udstyr, som skal fungere perfekt ved afleveringen.

Med skibsbygningssituationen i Danmark, som slet ikke er forberedt på at konstruere krigsskibe, må vi desværre konstatere, at der fra politisk side kræves en snarlig handling og en klar udpegning af hvem, der skal sætte konstruktionsprocessen i gang – hvor hovedansvaret bør ligge hos slutbrugeren, nemlig søværnet.

Alt skal frem i lyset nu, da vi ikke længere skal observere, at det ene skelet efter det andet falder ud af skabet, hvor forsvarsministeren til stadighed overraskes over manglende orientering fra sit eget system. 

Det store spørgsmål bliver, om vi er villige til at tage denne udfordring op – og i værste faldt om vi faktuelt magter det. Kun fremtiden vil vise om det lykkes.

Hans Otto Kristensen
Konsulent og ejer, HOK Marineconsult

Inden Danmark for alvor kan deltage i en dansk baseret konstruktion af kommende krigsskibe, skal vi dog sikre os, at vi herhjemme har den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til at klare opgaven på sigt.

Det drejer sig dels om faglærte og dels en lang række specialister i form af blandt andet skibsingeniører, som skal kunne konstruere og fremstille moderne krigsskibe. I den forbindelse vil der også blive et stort behov for skibsteknisk forskning og innovation for at afbøde udfordringerne med mangel på kvalificeret personale.

Statslige midler til maritim forskning har gennem årene været meget begrænsede, og Det Maritime Danmarks investeringer er samlet gennem de seneste 15 år faldet med cirka 30 procent fra 2008 til 2018 ifølge Danske Rederier.

I modsætning til de øvrige skibsbygningsnationer, vi er omgivet af, så vi er på mange måder udfordret i negativ retning.

For at understøtte den fremtidige krigsskibsbygning, skal der virkelig satses på, at Danmarks rolle på det maritime forskningsområde bliver styrket gennem større tilskud til uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Det gælder også tilskud til teknologier indenfor den grønne omstilling, som bliver mere og mere nødvendig, både indenfor krigsskibsbygning, men også indenfor den civile skibsfart.

Den overordnede mulighed for skibsbygning i Danmark og fødekæden til den maritime branche trænger til et gevaldigt løft, hvis vi fra dansk side vil sikre, at fremtidens krigsskibe bliver dansk producerede.

Det store spørgsmål bliver, om vi er villige til at tage denne udfordring op – og i værste faldt om vi faktuelt magter det. Kun fremtiden vil vise om det lykkes.