Tidligere ambassadør: Ligesom Hitler er Putin en radikal taber, der ønsker at se verden brænde

Spørgsmålet er således, hvor uafhængige indberetninger fra russiske ambassader er af Moskvas og omverdens opfattelse samt trusselsvurderinger, som man i øvrigt selv bidrager til?

I et autoritært/diktatorisk system, som det russiske, arbejdes der – er hypotesen – i temmelig nøje overensstemmelse med centralt fastlagte synspunkter og vurderinger. Selvbedragets kunst er så at oparbejde en evne til gennem længere tids øvelse at udelukke, hvad der ikke passer ind i denne fastlagte systemtænkning.

Historisk fortilfælde

Hvis man havde indberettet, hvad man vidste, frem for hvad hovedstaden ville høre, ville det så have medført, at Rusland ikke havde invaderet Ukraine? Her er et fortilfælde.

Også Hitler ønskede en krig, der viste sig ikke at kunne være forhindret

Claus von Barnekow

Selvbedragets kunst omsattes nemlig til praksis op til Første Verdenskrig i Det Tyske Kejserrige. Som Putins Rusland var Tyskland en udenrigs- og militærpolitisk stærkt centraliseret stat.

Tyske diplomater afstod som hovedregel fra at kritisere Berlins udenrigspolitiske synspunkter, selv når de ansås for urealistiske. Baggrunden herfor var, at Otto Bismarck (rigskansler 1871-1890) havde forstået at underordne udenrigstjenesten sine og hans rådgiveres synspunkter og instruktioner.

Den retning fortsatte efter Bismarck og i et sådant omfang, at diplomater kunne få besked om, hvad en indberetning skulle tilkendegive og ikke. Op til krigens udbrud var det almindelig kendt blandt europæiske diplomater, at tyske kollegaer forventedes at indberette, det Berlin gerne ville høre. Det kom til at koste Berlin dyrt.

Selvbedrag

Den tyske ambassadør i Sankt Petersborg undlod at indberette til Berlin, at selvom Rusland ikke ønskede en krig, så ville man ikke kunne undlade at gribe ind, når det drejede sig om Serbiens uafhængighed.

Den russiske udenrigsminister advarede i så henseende tyske diplomater, men dette meddeltes ikke til Berlin, som i tilfælde af en konflikt fastholdt, at den kunne udmøntes lokalt. Den tyske ambassadør imødegik ikke dette synspunkt, selv om stemningen i Rusland og samtaler med den russiske udenrigsminister modsagde det synspunkt.

I sin dagbog skrev han, at krig med Rusland synes uundgåelig medmindre Østrig-Ungarn ændrer holdning i Serbien-spørgsmålet. Dette synspunkt og andre ikke velkomne nuancer indberettedes ikke til Berlin.

Ambassadørens bevidste udeladelser kunne derfor kun bekræfte Berlin i det, som man ville høre, nemlig den – skulle det vise sig – katastrofale opfattelse af, at en krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien ikke ville udvikle sig. Også Berlins forventning om britisk neutralitet lod sig uanset advarsler om det modsatte ikke rokke.

Om det daværende tyske selvbedrag har fundet en efterfølger i Putins Rusland, kræver naturligvis undersøgelser på historisk/empirisk grundlag, der i den aktuelle situation har særdeles lange udsigter.

Jeg vil dog vove den påstand, at det vil være mere frugtbart at stille spørgsmål til det konkrete end ved skrivebordet at udtænke generelle årsagslove, der mere er baseret på varm luft end på tilstrækkelige komparative historiske undersøgelser.   

Fastlåste forestillinger om modparten

Besættelsen af Danmark 9. april kom, uanset at den var varslet, som en stor overraskelse for regeringen, hvis analyser faldt til jorden. Flere uger før Nazitysklands angreb 10. maj 1940 på Nederlandene, Belgien, Luxembourg og Frankrig var den franske ledelse advaret om en mulig hovedangrebsretning gennem Ardennerne.

Talen 22. februar er en autoritativ kilde til Putins officielle forståelse af Ruslands situation

Claus von Barnekow

De allieredes fastlåste forestillinger, hvorefter man havde disponeret om angrebets komme gennem Belgien, lod sig dog ikke rokke. Tysklands hærledelse havde da også, som forudset, oprindeligt planlagt en art genopførelse af Første Verdenskrig, men en frygt for, at opmarchplaner var faldet i de allieredes hænder, bragte i mangel af bedre Ardennerne ind i billedet.

Og hvordan med Stalin, som – overbevist om sine egne strategisk-taktiske evner – ikke forstod Tysklands militære doktrin og igen og igen mod bedre vidende overhørte de ganske præcise informationer om tysk opbygning, der kom den russiske ledelse i hænde.

Stalin mente, at han kunne håndtere situationen, og et forestående tysk angreb blev af ham anset som desinformation. I disse tilfælde var det fastlåste forestillinger om modparten, der førte til virkelighedsfjerne bedømmelser frem for en systemfastlagt tænkning, der begrænser, hvad man ønsker at høre og søger bekræftelse på.

Putins ønske

Man kunne ikke have forhindret Ruslands angreb på Ukraine, hvis krig var det, den russiske ledelse ønskede, uanset hvad den mente at vide eller ej om konsekvenser.

Også Hitler ønskede en krig, først mod Polen, der jævnfør udviklingen viste sig ikke at kunne være forhindret. Havde andre vurderinger af en given situation medført andre handlinger? Ingen er blinde, men bygningsfejl i synet er ikke ukendt.

Hitler var af den fejlagtige opfattelse, at ikke-angrebspagten med Sovjetunionen ville få regeringerne i Frankrig og England til at falde, og de to stater ville tage Polens erobring til efterretning.

Det drejer sig i forbindelse med Hitler og Putin ikke om at forstå i betydningen at kunne acceptere, have sympati for en given væremåde eller for de værdier, der udtrykkes, men om at forklare og årsagsbegrunde. I en sådan sammenhæng kan Hitlers og Stalins forbrydelser nok forklares, men forstås?

Vladimir Putins eftermæle

Ligdyngerne af uskyldige ukrainske borgere og materiel destruktion af hele byer hæmmede ikke Putin i talen til nationen 22. februar. Han understregede, at Ukraine er ikke blot et naboland, men en umistelig del af Ruslands historie, kultur og åndelige rum.

Er den radikale tabers projekt udsigtsløst, holder han desto mere fast i det

Claus von Barnekow

Ukrainere er vore kammerater, de der er os kærest ... de er også slægtninge, bundet af blodet og familien. Og ordet krig anvendtes i sammenhæng med Ukraine ikke i talen.

I krigen støttes Putin af den russisk-ortodokse kirkes overhoved. I den forbindelse skal man vide, at det i russisk-ortodoks forståelse ikke anses som en "lovovertrædelse" af det femte bud  "du må ikke slå ihjel", hvis man tager et andet menneskes liv af pligt, som "når man slår fjenden ihjel i krig for staten og fædrelandet".        

Talen 22. februar er en autoritativ kilde til Putins officielle forståelse af Ruslands situation, dens årsager og virkninger samt fortolkninger af egne og andres bestræbelser eller udeladelser.

Man fristes – måske som følge af den engelske oversættelse – til utilsigtet at læse sig til, at Ruslands diplomati ikke har været i stand til at løfte sin opgave over for Vesten, hverken bilateralt eller multilateralt. Nordahl Griegs "Kringsatt av fiender" rammer nok talens stemning ganske godt.  

Er Putin den radikale taber?

Spørgsmålet er, hvordan det internationale statssystem med Putins nu færdigudviklede personlighed vil finde sig til rette, og hvorvidt retten vil nyde forrang for magten.

Inspireret af den nyligt afdøde tyske forfatter og kritiker Hans Magnus Enzensberger essay om 'Rædslens mænd – Forsøg på at tale om den radikale taber' har Putins destruktive energi og konstruerede forestillingsverden med et pontoppidansk udtryk fundet sit voksested i en statsdannelse, hvor politik og kleptokrati er for de få, demokrati kørt på møddingen og en i hovedsagen passiv befolkning de facto umyndiggjort. Her er med et marxistisk udtryk ikke megen "falsk bevidsthed."

Adolf Hitler var en radikal taber. En radikal taber kender ikke til konfliktløsning, ikke til indgåelse af kompromis, der kunne bringe den destruktive energi til ophør.

Er den radikale tabers projekt udsigtsløst, holder han desto mere fast i det. Er Putins instinktive og primære drift rettet mod død og opløsning? Har han udviklet russisk voldsomhedskultur til en dødskult? Er han en radikal taber, der i sidste ende søger det kollektive selvmord?