Morten Messerschmidt om kernekraft: Vi kan stadig nå at rette op på fortidens fejl og forsømmelser

Har du brug for en skov i dag, ville det bedste have været at plante et træ for tyve år siden; det næstbedste er at plante et træ i dag – og sådan er det med kernekraft: vi kan stadig nå at rette op på fortidens fejl og forsømmelser.

I over fire årtier har atomkraft defineret, hvor man befandt sig på det politiske højre-venstre-spektrum. Hvis en Citroën 2CV i 80’erne havde et ”Nej til Atomkraft”-skilt i bagruden, stemte chaufføren med garanti VS, SF eller DKP.

For efterkrigstidens venstrefløj var atomkraft og atomvåben to hoveder på det samme uhyre: den vestlige, imperialistiske lejr med USA i spidsen, med dens jagt på profit, forbrugsræs, forurening, udplyndring af andre folkeslag og naturen og på militær oprustning.

For de mest forbenede atomkrafthadere er Hiroshima, Nagasaki, Tjernobyl, Fukushima og Barsebäck ét fedt.                                          

”Hvad skal væk? Barsebäck!”
I 1985 vedtog den røde opposition i Folketinget (sammenfaldende med dens berygtede ”fodnote-politik”), at atomkraft aldrig skulle fremstilles eller anvendes på dansk jord. Oven i købet forlangte den danske regering flere gange, presset af atommodstandernes talrige demonstrationer på den danske side af Øresund, at Sverige lukkede Barsebäckværket.

nu har den svenske regering med stor folkelig opbakning besluttet, at de tre tilbageblevne reaktorer ikke skal nedlægges, men tværtimod udbygges.

Morten Messerschmidt
Formand, Dansk Folkeparti

I 1980 vedtog svenskerne i en folkeafstemning at afvikle atomkraften. Men nu har den svenske regering med stor folkelig opbakning besluttet, at de tre tilbageblevne reaktorer ikke skal nedlægges, men tværtimod udbygges; og der skal endda bygges flere.

Hvis svenskerne genopfører et kernekraftværk i Barsebäck – hvor store dele af infrastrukturen stadig kan anvendes – så er der atter kun 20 kilometer til dét, som engang blev beskrevet som en tikkende bombe og potentiel dødstrussel imod København.

Men vinden er vendt: Hvis der i dag blev kaldt til protestmarch på Strandvejen imod svensk kernekraft, ville optoget bestå af nogle få hundrede deltagere fra Bedstemødre imod Atomkraft, Alternativet og De Frie Grønne, nogle gråskæggede OOA-aktivister samt måske én eller to grundejerforeninger fra Nordsjælland.

Danskerne er parate

I en meningsmåling foretaget af Epinion siger 55 procent, at de ønsker muligheden for atomkraft i Danmark undersøgt, mens 26 procent siger nej og 19 procent ikke har besluttet sig.

Jeg byder svensk kernekraft velkommen. Stabil og Co2-fri strøm fra svenske kernekraftværker kan meget vel komme os til undsætning i de perioder, hvor vinden ikke blæser i det mangelsamfund, som en hovedkulds og fanatisk ”grøn omstilling” ellers vil dømme danskerne til i fremtiden.

Jeg byder svensk kernekraft velkommen

Morten Messerschmidt
Formand, Dansk Folkeparti

I stedet kan de sove trygt videre, uden at skulle stå op i vinternatten for at tænde for opvaskemaskinen og sætte en lunken kulørtvask i gang, fordi det blæser.

Men allerede nu er der masser af svensk kernekraft i de danske stikkontakter.

Ifølge Energinet dækkede atomkraft 11 procent af elforbruget på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm i 2022. I Jylland var atom-strømmen nede på fem procent; dér blev 16 procent af jydernes strømforbrug i stedet dækket af kul.

Derfor består en pæn del af den strøm, som f.eks. bliver fyldt på en elbil, af svensk kernekraft - og tysk brunkul.

Tyskland går fra grønt til brunt

Tabet af russisk naturgas og nedlukningen af Tysklands tre sidste kernekraftværker har efterladt et gabende hul i tysk el-produktion, som selv en tidobling af de 30.000 vindmøller og tre millioner solpaneler aldrig kan udfylde.

Nu skovler tyskerne millioner tons kul ind i kraftværkernes ovne; og vel at mærke den værste, vådeste og mest forurenende slags: brunkul.

I 2022 steg andelen af kul i tysk elproduktion til over 30 procent, og da egne brunkul ikke rakte, måtte Tyskland importere 45 millioner tons kul i 2022.

De Grønne er tavse, men erkender i deres stille sind, at alternativet til kul og olie vil være et gradvist sammenbrud for industri, infrastruktur, velfærd og social orden.