Debat

Raffinaderi: Udnyttelse af overskudsvarme bør være løftestang for den grønne omstilling

Det er skræmmende, at man kun udnytter en brøkdel af al den overskudsvarme, man kan finde rundt i Danmark, skriver Finn Schousboe.

Selvom den bedste energi er den, som vi slet ikke bruger, er den næstbedste energi den, der genbruges, skriver Finn Schousboe.
Selvom den bedste energi er den, som vi slet ikke bruger, er den næstbedste energi den, der genbruges, skriver Finn Schousboe.Foto: Matthias Balk/AP/Ritzau Scanpix
Finn Schousboe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Crossbridge Energy går vi op i energieffektivitet. Faktisk så meget, at vi i dag er verdens næstmest energieffektive raffinaderi. 

En af hovedårsagerne til det er, at vi er gode til at genbruge og flytte energi rundt i vores raffinaderi-anlæg, så vi bruger mindst mulig energi på at producere brændstoffer.

Det lyder måske simpelt og lige til at flytte den rundt. Men det har krævet en kæmpe indsats. Dette tror jeg også, at man vil kunne gøre på andre virksomheder, hvis bare forudsætningerne er til det. 

Læs også

Uanset hvor meget vi selv skruer og drejer hos os, kommer temperaturen på et tidspunkt så langt ned, at vi ikke kan udnytte den længere.

Her står Trekantområdets Varmetransmissionsselskab (TVIS) heldigvis klar til at overtage, hvor vi dækker det årlige varmebehov svarende til mere end 23.000 husstandes årlige forbrug. Det gør os til Danmarks største leverandør af overskudsvarme, og vi bruger ikke energien på at smide væk som bortkøling.

Udnyt overskudsvarme

Som direktør glæder det mig, at raffinaderiet på den måde kan være med til at sikre, at tusindvis af borgere i vores lokalområde får adgang til billig opvarmning i en tid med svingende energipriser, samtidig med at vi ikke spilder energi på bortkøling i vores processer.

Alternativet er nemlig at køle det væk i køletårne og luftkølere - og overskudsvarme, der ikke udnyttes, er spildvarme. 

Overskudsvarme, der ikke udnyttes, er spildvarme. 

Finn Schousboe
Direktør, Crossbridge Energy A/S

Rigtig mange virksomheder har overskudsvarme, der kunne udnyttes. For mig at se, er det skræmmende, at man kun udnytter en brøkdel af al den overskudsvarme, man kan finde rundt i Danmark. 

Fjernvarmens evne til udnyttelse af overskudsvarme er i virkeligheden det bedste eksempel på, at det sagtens kan svare sig med grønne tiltag til gavn for klimaet, egen produktionseffektivitet og den almindelige dansker. Win-win-win.

Selvom den bedste energi er den, som vi slet ikke bruger, er den næstbedste energi den, der genbruges.

For mig er det åbenlyst, at vi selvfølgelig ikke skal lade brugbar energi fra eksisterende anlæg og processer gå til spilde ved at køle det op i luften. Det har vi som samfund faktisk heller ikke råd til. Hverken i dag eller i fremtiden. 

Ikke nok med, at overskudsvarmen er god for vores energieffektivitet, så slipper man også for at stikke ild til et andet brændsel, hvis eneste formål er at genere varme med deraf følgende CO2-udledning. 

Igen: Overskudsvarme er og bliver en god idé. 

Fjernvarme skal fremtidssikres

Vi har i årtier haft nogle fantastiske eksempler her til lands med udnyttelse af overskudsvarmen, men vi har desværre ikke formået at udbrede det så meget, som det burde.

Det er ikke, fordi man ikke teknisk har kunnet gøre det, men det er på grund af lovgivning og afgifter. 

Vi kan og skal blive endnu bedre og skal gøre det muligt, hvis vi skal nå helt i mål med vores klimamålsætninger og ambitioner om et nyt grønt erhvervseventyr.  

Her vil jeg samtidig understrege, at vi med vores store omstillingsambitioner for raffinaderiet i Fredericia har behov for, at vi også i fremtiden kan bidrage med at levere overskudsvarme til forbrugerne i vores nær- og regionalområde.  

Læs også

Derfor tilslutter jeg mig også koret af andre debattører, som advokerer for, at vi løsner båndet om fjernvarmen ved at fjerne politiske og administrative forhindringer, så der er plads til de nye grønne teknologier.

Pointerne herfra vil jeg dog ikke bruge unødvendig energi på at gentage. 

Genbrugstanken er god og i min verden fjernvarmens største bidrag til fremtidens grønne samfund.

Finn Schousboe
Direktør, Crossbridge Energy A/S

I stedet vil jeg gerne slå et slag for, at vi bruger overskudsvarmen som løftestang i den grønne omstilling helt generelt.

Vi bør tage ved lære af erfaringerne herfra og overføre hele genanvendelseslogikken med overskudsvarmen til andre sektorer, så vi bruger ressourcerne bedst muligt og gerne flere gange – og mest muligt energieffektivt. 

Vi har kun sparsomme ressourcer til rådighed, det er efterhånden gået op for de fleste.

Så lad os nu få genbrugt dem alt det, vi overhovedet formår. Det gælder, uanset om vi snakker genbrug af kulstof, vand, ilt, varme, damp eller noget helt andet.

Genbrugstanken er god og i min verden fjernvarmens største bidrag til fremtidens grønne samfund. Overskudsvarme er energieffektivt, og det kræver samspil med fjernvarmen. Men det er til gengæld en ren vindersag.

Temadebat

Overskudsvarme sendes i dag ud i luften – skal det fortsætte sådan?

I dag udnyttes kun en brøkdel af overskudsvarmen i Danmark, og senest har partier og aktører kritiseret prisloftet for at stå i vejen for en bedre udnyttelse.

Men hvordan skal overskudsvarmens potentiale indfries? Altinget Energi og Forsyning inviterer til temadebat om den varme, der hver dag suser ud i den blå luft. 

Ønsker man at deltage i debatten, kan der skrives til debatredaktør Jeppe Højberg Sørensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Finn Schousboe

Direktør, Crossbridge Energy
cand. silv. (Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, 2002)

0:000:00