Debat

Socialborgmester: Sexisme-resultater fra København kalder på markant kulturændring

En ny undersøgelse viser, at kommunens medarbejdere særligt oplever sexisme fra borgere og eksterne. Det kræver en kulturændring, som ledere og politikere har ansvaret for at sikre, skriver socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Det er lederens ansvar at skabe trygge rammer for medarbejderne, hvor der er plads til at støtte hinanden, skriver Karina Vestergård Madsen (EL).
Det er lederens ansvar at skabe trygge rammer for medarbejderne, hvor der er plads til at støtte hinanden, skriver Karina Vestergård Madsen (EL).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Karina Vestergård Madsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Københavns Kommune har fået lavet en omfattende undersøgelse af sexisme på vores mange arbejdspladser – både blandt fast- og løstansatte medarbejdere. Og godt for det.

For selv om langt størstedelen af kommunens medarbejdere ikke oplever sexisme, viser tallene, at det forekommer.

Og nu kan vi dokumentere, at sexismen især er rettet mod vores ansatte med kort anciennitet, vores løstansatte, de yngre ansatte og ansatte med kortere uddannelse, der har borgerkontakt. Og det gælder både mænd og kvinder.

Borgmester: Man kan ikke diktere kulturændring 

I Socialforvaltningen kommer godt halvdelen af den uønskede adfærd fra borgere og andre eksterne, mens resten primært sker mellem kolleger. Vi skal bruge undersøgelsen til at passe på vores medarbejdere, så alle kan gå trygge på arbejde.

Om undersøgelsen

Københavns Kommune har for første gang gennemført en større undersøgelse blandt sine over 47.000 ansatte – også ansatte med løsere tilknytning som eksempelvis vikaransatte - for at afdække omfanget af uønsket adfærd af seksuel karakter på kommunens arbejdspladser. 

I alt 21.273 har svaret på undersøgelsen – det vil sige 45 procent.

I Socialforvaltningen i Københavns Kommune har 3.697 ansatte ud af 7.930 svaret på undersøgelsen.

I Socialforvaltningen i Københavns Kommune har 21 procent, svarende til at 780 personer har angivet, at der har oplevet eller været vidne til en eller flere tilfælde af sexistisk kultur og adfærd inden for de sidste 12 måneder. Til sammenligning er det 16 procent i hele kommunen.

53 procent af tilfældene i Socialforvaltningen i Københavns Kommune er af eksterne – langt overvejende borgere. Det afspejler, at Socialforvaltningens medarbejdere ofte møder udsatte og sårbare borgere i situationer, der kræver tæt kontakt. 


Kilde: Københavns Kommune

Derfor vil jeg som socialborgmester arbejde for, at der sker en kulturændring på det her område. For det er dét, der skal til. Vi skal nemlig have gjort op med grænseoverskridende adfærd. Ikke kun den fysiske, men også den verbale, som fylder mest i undersøgelsen.

Vi skal tale meget mere om, hvornår nogen overskrider andres grænser, og der skal siges fra over for dumme og nedsættende kommentarer om køn, krop og påklædning. Det skal være nemt at sige fra – og der skal handles, når det sker.

Her får lederne en vigtig opgave sammen med medarbejderne lokalt. Man kan ikke diktere en kulturændring. Den kommer ved, at man lokalt sætter fokus og tager et fælles ansvar.  

Kulturændring skal prioriteres

Udover den interne kulturændring skal vi bruge undersøgelsen til at passe bedre på vores frontpersonale, som har den tætte daglige kontakt med vores udsatte og sårbare borgerne.

Vi starter nu en vigtig proces med lokale drøftelser, hvor ledere og medarbejdere i fællesskab skal arbejde med resultaterne af undersøgelsen.

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Samarbejdet forgår heldigvis overvejende fredeligt. Men det sker, at nogle medarbejdere bliver udsat for chikane eller krænkelser fra borgere. Her skal lederne arbejde med at skabe trygge rum for medarbejderne, hvor der er plads til, at man støtter og bruger hinanden.  

Vi starter nu en vigtig proces med lokale drøftelser, hvor ledere og medarbejdere i fællesskab skal arbejde med resultaterne af undersøgelsen. Hvad giver det anledning til, hvad skal der til for at skabe en kulturændring? En ændring, der tager tid, men som vi skal prioritere.  

I Enhedslisten har vi kæmpet for, at denne undersøgelse blev lavet, og jeg er glad for, at der var politisk opbakning til det. Nu ved vi mere om, hvad udfordringerne er, og hvor vi står.

Derfor skal vi også prioritere at følge op og undersøge os selv igen, så vi kan måle på, om vi bevæger os i den rigtige retning. Vi skal også som politikere sørge for, at det skal være trygt at gå på arbejde i Københavns Kommune.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

0:000:00