EL-profil afviser, at partiet står uden for indflydelse efter budgetnederlag

Overborgmester Sophie Hæstorp har svigtet københavnernes rødgrønne mandat og bundet sin skæbne op på borgerlige partiers nåde, mener Enhedslisten gruppeforperson Frederik Kronborg. Rådhusets venstrefløj har brug dog hverken for parterapeut eller krisepsykolog, siger han.

Frederik Kronborg blev valgt som gruppeforperson for Enhedslisten på Københavns Rådhus i juni 2023. 
Frederik Kronborg blev valgt som gruppeforperson for Enhedslisten på Københavns Rådhus i juni 2023. Foto: Philip Davali / Scanpix
Søren Dahl

For godt et år siden kunne Enhedslistens topforhandler, socialborgmester Karina Vestergård Madsen, på et hastigt indkaldt pressemøde meddele omverdenen, at der for første gang nogensinde var indgået et budgetforlig udenom Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

En scene, der lignede en cementering af det magtskifte, der formelt allerede havde fundet sted måneder tidligere, da københavnerne havde gjort Enhedslisten til Københavns største parti.

I år måtte partiet forlade forhandlingerne efter bare få timer.

"Jeg vil meget gerne samarbejde med Socialdemokratiet om en rødgrøn dagsorden, og sådan set også med SF. Men det kræver jo, at de vælger en rødgrøn dagsorden for København."

Frederik Kronborg, gruppeforperson, Enhedslisten

Udmanøvreret og sendt uden for døren af et flertal anført af overborgmester Sophie Hæstorp (S), der lod vide, at ubetinget støtte til Lynetteholmen, som Enhedslisten notorisk har været imod, var adgangsbilletten til årets budgetforlig.

Det hurtige exit fra forhandlingerne fører dog ikke til selvransagelse eller vaklen i modstanden mod Lynetteholm, understreger partiets gruppeforperson på rådhuset, Frederik Kronborg.   

Årets budgetforlig viser derimod ifølge ham, at Sophie Hæstorp endegyldigt har svigtet de grønne løfter, som hun lovede vælgerne forud for kommunalvalget i 2021.

"Socialdemokratiet var voldsomt glade for at alliere sig med os i valgkampen, men da det så kom til at gennemføre politik, så gad de ikke alligevel," siger Frederik Kronborg.

"Det så vi sidste år, da overborgmesteren med et snuptag droppede sit største valgløfte, og det bliver jo slået fast med syvtommerssøm med den her budgetaftale," fortsætter han. 

Frederik Kronborg henviser til, at Sophie Hæstorp på det første møde i Borgerepræsentationen sidste år sløjfede partiets løfte om at nedlægge hver tredje parkeringsplads i gadeplan. En plan, som ville "for meget på for kort tid", måtte man forstå på overborgmesteren.

Ikke sat uden for indflydelse

Med principaftalen fra juni har alle partier pånær Enhedslisten og Alternativet givet hinanden håndslag på, at de vil indgå både dette års og næste års budgetaftale sammen.

Samtidig har partierne aftalt at gå samlet til forhandlingerne om Københavns næste kommuneplan, der starter i foråret 2024. 

Dermed er Københavns største parti på papiret sat ud af spillet i de næste to år, når det kommer til forhandlingerne om rådhusets suverænt vigtigste aftaler.

Frederik Kronborg accepterer dog ikke præmissen om, at Enhedslisten dermed er sat uden for indflydelse på rådhuset generelt. 

"På det seneste møde  i Borgerrepræsentationen (i august, red.) fik vi tre medlemsforslag vedtaget, som vi havde stillet med forskellige partier. Det mener jeg ikke, er at være sat uden for indflydelse," siger han. 

Enhedslisten vil særligt arbejde med det "klare grønne mandat", som vælgerne har givet partiet, understreger han.

Hvordan vil i gøre det, hvis i på forhånd er afskåret fra at deltage i de vigtigste forhandlinger?

"Præsentere politik. Sørge for at vi er dygtige og flittige i vores udvalgsarbejde," pointerer Frederik Kronborg.

"Socialdemokraterne har tydeligt vist, at de har bundet deres skæbne op på de borgerlige partiers nåde, og er villige til at sige ja til stort hvad som helst for at beholde magten. Det indebærer åbenbart også at kaste Københavns klimaambitioner overbord,"

Frederik Kronborg, gruppeforperson, Enhedslisten

"Men jeg er også overbevist om, at vi skal blive endnu bedre til at få det arbejde, vi laver, ud over rampen. Jeg tænker, vi skal være langt mere offensive i den kommende tid. Også i forhold til at gøre det klart overfor københavnerne, når der er uenigheder mellem partierne på rådhuset."

Nu er det for andet år i træk ikke lykkedes S, SF og Enhedslisten at blive enige om en budgetaftale, selvom der er et rødt flertal på rådhuset. Hvordan vil du beskrive forholdet mellem partierne på venstrefløjen? 

"Jeg tror ikke, at der er behov for, at nogen bestiller en krisepsykolog eller en parterapeut, hvis det er det, du hentyder til," siger Frederik Kronborg. 

"Jeg vil meget gerne samarbejde med Socialdemokratiet om en rødgrøn dagsorden, og sådan set også med SF. Men det kræver jo, at de vælger en rødgrøn dagsorden for København."

Kan man være Rådhusets største parti og ikke være med i de største aftaler? Er det en holdbar situation?

"Det mener vi jo ikke. Det er derfor, vi møder op til forhandlingerne. Det er jo derfor, vi rigtig gerne vil forhandle budgetter, ligesom vi meget gerne vil forhandle kommuneplan til næste år."

"Men hvis man bliver bedt om at gå allerede før, forhandlingerne er startet, så er det jo svært at blive i lokalet." 

Totalt fraværende klimaambitioner

Få timer efter budgetforliget var landet, var Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Line Barfod ude med en hård kritik af, at aftalen kun reducerer Københavns CO2-udledning med knap 90 ton. 

Til sammenligning skar den aftale, som Enhedslisten sidste år indgik med rådhusets borgerlige partier, hovedstadens udledning med godt 13.000 ton. 

Ifølge Frederik Kronborg var Socialdemokratiets "totalt fraværende" klimaambitioner da også den primære årsag til, at Enhedslisten efterlod Sophie Hæstorp alene i forhandlingslokalet med SF sidste år. 

"Den forhandlingsramme som Sofie Hæstorp præsenterede for os i budgetforhandlingerne sidste år indholdt jo præcis som i år stort set ingenting på klima," forklarer han.

Enhedslistens gruppe på rådhuset skal især bruge den kommende tid på at gøre det klart for københavnerne, at partiet er "det eneste parti på Københavns Rådhus, der tager den grønne dagsorden alvorligt". 

Ifølge gruppeforpersonen indebærer det et opgør med billismen i hovedstaden - og et livtag med de ofte debatterede parkeringspladser. 

"Socialdemokraterne har tydeligt vist, at de har bundet deres skæbne op på de borgerlige partiers nåde, og er villige til at sige ja til stort hvad som helst for at beholde magten. Det indebærer åbenbart også at kaste Københavns klimaambitioner overbord," siger Frederik Kronborg.

Ingen adgangsbillet

Enhedslisten har fra starten været imod Lynetteholmen og byggeriet på Amager Fælled, og også gjort det til centrale temaer ved seneste kommunalvalg i 2021, hvor partiet høstede sit bedste resultat i København nogensinde. 

Nu viser det sig, at Lynetteholmen var adgangsbilletten til at være med i et budget i år. Har I været for ultimative i jeres modstand? 

"Vi har været imod Lynetteholm, siden den blev præsenteret, og det har vi ikke tænkt os at ændre på, fordi vi får at vide af Sophie Hæstorp, at vi skal mene noget andet for at være med i budgettet," siger Frederik Kronborg.

Kan man ikke omvendt sige, at der jo tilsyneladende er et flertal på Københavns Rådhus, som er for Lynetteholmen og for at udviklingen i København gerne må gå igennem den? Det er vel det flertal, der manifesterer sig nu?

"Jo, hvis partierne blev valgt alene på baggrund af, hvad de synes om Lynetteholmen. Men virkeligheden er jo, at København er meget mere end Lynetteholmen. Når man har stemt til kommunalvalget, så har man stemt i forhold til, hvad man mener kan skabe de bedste forhold for ens børn eller kulturen og alle mulige andre ting."

"Men når man måler, og det er der jo en række analysebureauer, der har gjort, så viser de klart og tydeligt, at københavnerne ikke er vilde med Lynetteholmen. Men vi har selvfølgelig taget til efterretning, at der lige nu ikke er flertal imod byggeriet." 

Mange ser jo situationen i år som et 'tak for sidst' for, at I smed Socialdemokraterne ud af forhandlingslokalerne sidste år. Fortryder du, at i sidste år ikke gjorde mere for at lave et budget med det røde flertal, som der er på rådhuset? 

"For mig og for Enhedslisten handler politik grundlæggende om politik. Så hvis man, som Socialdemokratiet flere gange har gjort, vælger ikke at inkludere Enhedslistens kernepolitik som er, at vi skal have vendt klimakrisen, så bliver vi jo nødt til at finde andre partier, der vil det," siger Frederik Kronborg. 

"Det er også det, der bliver den røde tråd i vores arbejde fremover. Sidste år viste vi, at vi kan lave ambitiøse aftaler for København hen over midten, der leverer klimapolitik og reelle CO2-reduktioner. Det skal vi vise, at vi kan gøre igen," slutter han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frederik W. Kronborg

Medlem af Borgerrepræsentationen (EL), Københavns Kommune
cand.mag. i historie (SDU 2018)

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00