Vi er ikke klar til at prioritere biodiversitet

Til COP15 blev en banebrydende aftale lavet. Her taler jeg ikke om den heftigt kritiserede COP15 i 2009 med Lars Løkke Rasmussen for bordenden, men om den nyeste COP15, der handler om biodiversitet, som fandt sted i december.

På FN-mødet i Canada blev 196 lande enige om et udkast, der skal sikre 140 milliarder kroner årligt til biodiversitet, hvilket er 14 gange så meget, som der bliver brugt i dag. Det blev også sat et mål om, at 30 procent af verdens land- og kystområder skal beskyttes inden 2030. De 20 procent af dem blev med nød og næppe vedtaget i EU-parlamentet for nylig.

Vi sætter mennesket i midten af verden og udformer alle love, regler og aftaler med menneskets som absolut dominerende art med dertilhørende krav på hensyn som udgangspunkt.

Jesper Dalgaard Pøhler

Det er gode nyheder, at biodiversitet er på dagsordenen, og at verdens lande i princippet er enige om at øge budgettet så drastisk. Det står dog i skærende kontrast til den virkelighed, jeg møder fra dansk side diverse steder:

Pia Kjærsgaard har været kraftigt imod naturnationalparkerne, der prioriterer naturhensyn højere end hensyn til hundeluftere og mountain-bikere (nok ikke lige sådan, hun selv vil udtrykke det, men nu er det jo mig, der har ordet).

Flere borgere har kæmpet imod de vilde hestes (men ikke køernes) naturlige vilkår på Mols.

Københavns Kommune har ophævet fredningen af Amager Fælled for at finansiere metrobyggeriet og etablere 2.000 nye boliger, børneinstitutioner, butikker med mere – noget, der utvivlsomt vil gå ud over biodiversiteten.

Og Danmark har sammen med resten af verdens lande fejlet totalt i forhold til de 20 biodiversitetsmål, der blev vedtaget i år 2001 – og udskudt i år 2010, da ingen var i nærheden af at indfri dem. I 2020 – til den nye frist – var der heller intet sket.

Jeg håber på flere hensyn til andre arter end os selv. COP15 gør mig en smule optimistisk, men med kun 2,3 procent beskyttet natur i Danmark er håbet for, at vi når 30 procent beskyttet natur i 2030, nærmest sort-grønt.

Grunden til, at jeg ikke er mere optimistisk, er især, at det stadig er det antropocentriske verdensbillede, der dominerer: Vi sætter simpelthen mennesket i midten af verden og udformer alle love, regler og aftaler med menneskets som absolut dominerende art med dertilhørende krav på hensyn som udgangspunkt.

Jeg ønsker mig af fremtiden, at vi bevæger os mod et økocentrisk verdensbillede, hvor alt liv – den samlede økologi – har krav på hensyn. Jeg selv undværer gerne et supermarked på Amager Fælled mod til gengæld at redde vandsalamanderen.

Så nu vil jeg bruge resten af august på at tage flere hensyn til andre arter end mennesket. Jeg sætter edderkopperne udenfor, jeg skåner et skægkræ i ny og næ, og får langt om længe sat et insekthotel og et fuglehus op i haven. Det er på ingen måde nok, men det træner min empati for og opmærksomhed på nogle af de levende væsener, jeg møder i hverdagen, som ikke selv kan sige til og fra.