Små organisationer risikerer at ende som tabere i de kommende budgetforhandlinger

Det kræver store muskler at navigere i konkurrencen om midlerne til sociale tilbud. Dermed ender de mindste organisationer som tabere, selvom de leverer livsvigtige indsatser for landets mest udsatte. Det er symptom på et sygt system, skriver Pernille Skipper.

Der bliver hele tiden færre penge til sociale indsatser, og de største organisationer har langt flere kræfter i kampen om midlerne. Det rammer de mindste organisationer, selvom de leverer livsvigtig hjælp. En af de organisationer er Linje 14 på Nørrebro, skriver Pernille Skipper. Foto: Nørrebro Lokaludvalg

Pernille Skipper

Politisk kommentator, formand, Coop, fhv. MF og politisk ordfører (EL)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Blågårdsgade i København ligger et lille anonymt sted, som man knap lægger mærke til, men som redder liv hver eneste dag. Med frivillighed, kaffe, samtaler og fællesskab.

Men som nærmest årligt er i en smertefuld overlevelseskamp.

Årsagen? Stedet lider under de idiotiske måder, socialpolitikken bliver finansieret på, og som betyder, at især de helt små projekter, kommer i sidste række.

Stedet hedder Linje 14 og er et værested for mennesker, der tidligere levede et liv i misbrug, kriminalitet og prostitution.

Hver eneste dag holder de hinanden i live og væk fra stoffer ved noget så simpelt, som at være der for hinanden, lytte og forstå. Der er omkring 200 mennesker, der bruger stedet mere eller mindre regelmæssigt, og hver eneste dag kommer omkring 50 mennesker inden for dørene. Ideen er enkel. Der er gruppesamtaler for Anonyme Narkomaner, der er fællesspisning, og der er helt almindeligt samvær, kaffe, sommerfester, brætspil og lignende.

Linje 14’s økonomi er usikker, som gevinsten på travbanen. Hver eneste efterår er der roulette om fremtiden
Pernille Skipper
Politisk kommentator

Jeg har mødt et utal af mennesker, der fortæller, at Linje 14 har reddet deres liv, og at uden dét sted, ville de enten stadig leve et liv i misbrug og kriminalitet eller slet og ret være døde for længst. Og der findes ikke et sted som det i hele København.

Samtidig ligger Linje 14 lige overfor min datters daginstitution, og jeg oplever på egen hånd, hvordan stedet også giver lys og liv til Blågårdsgade og dagligdagen i lokalområdet. Det er noget ganske særligt.

Men Linje 14’s økonomi er usikker, som gevinsten på travbanen. Hver eneste efterår er der roulette om fremtiden. Ikke fordi den ene (lavtlønnede) medarbejder og de mange frivillige ikke har styr på pengene. Det har de bestemt. Og udgifterne til en enkelt lønning, husleje og kaffe er sparsomme. Faktisk under 1 mio. kr. om året alt i alt.

Nej, årsagen skyldes, at politikere – i både kommunen og på Christiansborg – igen og igen ikke prioritere midlerne til stedet. De har hist og her fået 300.000 eller 200.000 i et eller to år ad gangen, og aldrig i en størrelse eller med en tidshorisont, der var nok til at give tryghed.

Læs også

Pernille Rosenkrantz-Theil bør gribe muligheden for et nødvendigt socialpolitisk kursskifte

Kommentar

I disse dage starter budgetforhandlingerne i Københavns Kommune for næste år op. Linje 14 skal dermed forsøge at navigere i et kompliceret net af nedskæringsramte sociale budgetter, lobbyisme, konkurrence og netværk for at nå frem til socialudvalgets ører og hjerter i håbet om at overleve og fortsat kunne åbne dørene for de mennesker, der har så vanvittigt meget brug for dem.

Og det er svært, når man ikke er et stort projekt med presseansvarlige og kommunikationschefer. Lykkes det ikke, må de med hatten i hånden til Christiansborgs såkaldte socialreserve, som er mindst lige så stort et gamble, som at sætte alt på ’rød’.

Men de er ikke alene. Desværre.

Finansieringen af socialområdet i Danmark er håbløst indrettet. Hver eneste år slås ikke bare Linje 14, men også mange andre små steder og livsvigtige projekter for overlevelse. De får alt for små midlertidige bevillinger, og ofte er ét steds overlevelse på bekostning af nogle andre.

Det er dumt, og det rammer de helt små projekter hårdest. Alle dem, der ikke larmer og ikke kan gøre megen væsen af sig, kommer nederst i bunken
Pernille Skipper
Politisk kommentator

Sådan er det, fordi der er tre ting galt med systemet:

For det første bliver budgetterne – både nationalt og i de enkelte kommuner – hele tiden mindre, og nedskæringer skal findes.

For det andet har de største civilsamfundsorganisationer langt større kræfter til at fortælle og udbrede budskaberne om vigtigheden af præcis deres projekter.

Og for det tredje, er det stadig politikere, der deler pengene ud til de enkelte organisationer baseret på synsninger frem for objektive kriterier.

Det er dumt, og det rammer de helt små projekter hårdest. Alle dem, der ikke larmer og ikke kan gøre megen væsen af sig, kommer nederst i bunken.

Linje 14 sparer samfundet for både menneskelige omkostninger og mange, mange penge ved at holde mennesker væk fra misbrug og kriminalitet.

Alligevel står de lige nu – igen – helt ude på kanten og ser ned i afgrunden. Jeg håber så inderligt, at der bliver lyttet, når brugerne og de frivillige skriver til kommunens socialpolitikere.

Jeg håber, at naboer og andre vil hjælpe med at råbe op og skrive til socialudvalgets medlemmer.

Men mest af alt håber jeg, at vi snart får et finansieringssystem til de sociale indsatser, som sikrer, at indsatser som Linje 14 kan bruge tiden på dét, de er bedst til: at redde liv.

Politik har aldrig været vigtigere