Vi skal genopføre Børsen. Men ikke nødvendigvis én til én
Genopbygningen af Børsen giver anledning til mange spændende debatter. For hvad er det, der skal genopbygges? Er det kun skallen, der skal ligne, mens indretningen gerne må være anderledes, spørger biskop Peter Skov-Jakobsen.
Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens NødhjælpForleden stod jeg og kiggede på det udbrændte Børsen. Tankerne myldrede gennem hovedet ved synet af den døde bygning. Askegrå og ødelagt står murene og minder om noget, der var. De minder også om, at her skete noget, som jeg aldrig troede, at jeg skulle se.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor priviligeret jeg er, at store ødelæggelser aldrig har ramt min by i min levetid.
Før i tiden brændte byen hurtigt væk for øjnene af en, enten blot fordi husene stod tæt, og derfor kunne en lille brænd hurtigt blive en stor, eller også havde fjenden skudt til måls efter kirketårnene for at ødelægge byen og såre stoltheden og vække national vrede, magtesløshed og hævntørst.
Meningen var selvfølgelig, at man skulle blive så vred, at man hovedløst kastede sig ud i en kamp, hvor man ikke tænkte sig om, og derfor blev man et nemt offer for den kyniske taktik.
Det er ikke nogen nem diskussion, hvad der skal genopbygges, og hvordan det skal genopbygges.
Peter Skov-Jakobsen
Ligesom så mange andre var min første tanke efter Børsens brand: Den skal selvfølgelig bygges op igen, som den var.
Men hvad var det egentlig, der var? Det var jo ikke Christians IV's bygning, der lå der, som den blev bygget dengang. Der er sket meget på 400 år.
Pludselig kom jeg i tanker om de bygninger, som vi fik, fordi der var sket noget forfærdeligt.
Det andet Christiansborg brændte i 1884. Det stod som en manende tomt i mange år. Det Christiansborg, vi kender i dag, stod først færdig i 1919 (og de sidste detaljer var færdige i 1933).
En bygning meget tæt på min egen bolig og på hjertet er Vor Frue Kirke. Den skød englænderne til måls efter, og de ramte. Det brændende tårn lagde sig ned over kirken, og den blev en brændtomt.
Mon ikke der var nogle, der håbede, at de ville genopbygge den gamle bygning af barok karakter?
I dag står "den nye" Vor Frue som et enestående bygningsværk, et ikonisk bygningsværk for København. Man lod en af tidens store arkitekter bygge, og C.F. Hansen rejste en nyklassicistisk kirkebygning, der står med en monumental skønhed i byen. En anden af samtidens store billedhuggere, Bertel Thorvaldsen, overlod man udsmykningen til.
Folk var rasende, da de så hans opstandne Kristus. Man var vænnet til noget helt andet. Kristus skulle være på et kors, og her i Vor Frue trådte han frem mod menneskeheden.
Tænk sig, hvis vi ikke havde den bygning. Tænk sig, hvis man ikke havde turde noget helt nyt. Tænk sig hvis man havde begivet sig ud i en pastiche og havde småtjattet til kunst og arkitekturen og ikke havde set virkeligheden i øjnene, der krævede, at man gik en anden vej – en ny vej.
Det er ikke nogen nem diskussion, hvad der skal genopbygges, og hvordan det skal genopbygges. Vores nationalhistoriske museum på Frederiksborg brændte i 1859. Brygger Jacobsen satte sig for at genopbygge. Skallen kom til at ligne det brændte slot, men rumfordelingen blev forandret, for det skulle tjene som museum fremover.
Sådan har man også gjort med det nye "Berliner Schloss", der ligger centralt i Berlin. Det blev sprængt i midten af 1950'erne af den første diktator i DDR Walther Ulbricht. Han ville selvfølgelig fjerne det, som han så som junkernes borg og kejsertidens efterladenskab.
Vi er blevet meget restaurative i vores syn på tilværelsen.
Peter Skov-Jakobsen
Hans efterfølger Erich Honecker byggede så Palast der Republik, hvor DDR's folkekammer havde til huse, og gjorde det dermed klart, at herfra styredes landet for fremtiden.
Palast der Republik var et enestående monument over den aldeles uæstetiske Tyske Demokratiske Republik, der om noget vidnede om, at landet havde været sønderbombet og nye huse skulle bygges op, så mennesker kunne få lejligheder. Nogle talte vist om, at det kunne laves om til et stort DDR-museum.
Man besluttede dog at fjerne det. Skønheden var ikke væsentlig, og desuden var det vist en asbest-bombe. Allermest vidnede det dog om noget, som skulle være forbi, og derfor blev det fjernet.
Ved siden af Berliner Schloss ligger det usædvanligt rædselsfulde Haus des Ministerrates og minder om DDR-tiden. Den nye socialistiske bygning er prydet med en portal og en balkon fra det gamle bombede og sprængte Berliner Schloss.
Den balkon skulle sidde dér, fordi kommunisten Karl Liebknecht havde udråbt republikken fra denne balkon. Det er en af de gange i verdenshistorien, hvor sentimentalitet spiller en menneskelig rolle og efterlader en fornemmelse af følelser selv hos den hårdeste hund.
Jeg er spændt på, hvordan man vil genopbygge Børsen. Spændt på hvordan man vil rejse et af de spir, der er ikonisk for København og for landet.
Der ligger mange spændende og ophidsede debatter foran os, for hvad er det, der skal genopbygges? Hvordan genopbygger man i 2024? Bliver det Frederiksborg-modellen? Altså skallen skal ligne, men indretningen bliver anderledes? Bliver det ét til ét Børssalen igen.
Det bliver også en diskussion om, hvordan gamle bygninger lever. Vi er blevet meget restaurative i vores syn på tilværelsen, men er det sådan, at man sikrer fortiden bedst? Gør man klogere i at lade de gamle bygninger leve og blive præget af fortid, nutid og fremtid.
Én ting er sjovt at tænke på. Om 200 år vil københavnerne tænke: Sådan har det altid set ud.
Men igen. Sikke et privilegium at leve i en by, der ikke i nyere tid er blevet ødelagt. Tænk sig hvis man skulle bygge alting op.