Enhedslisten ryster på hånden i København, men strammer sit greb om Frederiksberg

Det skyldes først og fremmest, at Frederiksberg har øget skatten fra 22,8 til 23,47, men nok så interessant er det, at de borgerlige partier i København nu ad to omgange er lykkedes med at sænke skatten. Først i samarbejde med Enhedslisten, senest sammen med Socialdemokratiet.

Det ville være uretfærdigt ikke at nævne, at det også hører med til historien, at vi på Frederiksberg slås med sparerunder, hvorimod økonomien er stærkere i København.

Frederiksbergs økonomi presses særligt i disse år af udligningsreformen, der er aftalt af Socialdemokratiet, Venstre, SF og Radikale. En aftale, der år efter år strammer skruerne om os og tvinger os til nye besparelser. 

Hvis skatten (jeg fristes til at sige når) bliver lavere i København end på Frederiksberg, vil det i sandhed være historisk. Og med Enhedslistens de facto vetoret over den førte politik, vil det ikke undre mig, hvis det blot er et spørgsmål om tid.

Parkeringspolitikken har ellers længe været et af de steder, hvor man kunne se en tydelig forskel mellem København og Frederiksberg

Anders Storgaard (K)

For det andet har vi bilerne, som Socialdemokratiet på Frederiksberg har indledt en indædt kamp imod.

Seneste angreb var et parkeringsforlig, der øger parkeringslicenserne markant over en bred kam (ja, for nogle der tale om en fordobling!). Derudover indførte forliget betaling for elbiler og afskaffede de to timers gratis parkering for erhvervsdrivende. 

Ændringerne blev naturligvis pakket ind i en retorik om, at de skulle holde "københavnske biler", men faktum er nu, at uanset om du er grøn, sort eller handlende, så kommer det til at koste mere at være bilist på Frederiksberg, selvom vi ikke engang får lov at beholde pengene. De ryger nemlig direkte til staten.

Parkeringspolitikken har ellers længe været et af de steder, hvor man kunne se en tydelig forskel mellem København og Frederiksberg.

Hvor Sophie Hæstorp Andersen (S) gik til valg i København med et løfte om at sløje 42.000 parkeringspladser, har Frederiksberg traditionelt vægtet familiernes og de erhvervsdrivendes fleksibilitet højere. Det har vi gjort samtidig med, at vi har gjort det attraktivt at vælge grøn offentlig transport eller elbilen til. 

Situationen er nu omvendt. I København er Socialdemokratiet på fuld retræte fra deres egne valgløfter, og som en del af aftalen fra juni er det vedtaget, at man vil lave erstatningsparkeringspladser, hver gang der fjernes parkering.

Den slags tiltag er lige nu utænkelige på Frederiksberg, hvor ingen aftaler kan indgås, uden at hele den røde blok nikker ja.

For det tredje er der boligpolitikken: På Frederiksberg er den blevet rød, og i København tales der om flere ejer og andelsboliger.

På Frederiksberg arbejdes der med et tillæg til kommuneplanen, hvor man markant vil skrue op for almene boliger og bygge dem, selvom det koster grønne områder. Den blandende by fortolkes af den røde koalition benhårdt som et spørgsmål om, hvor høj en procentandel af almene boliger kommunen har.

I København er man derimod begyndt at bevæge sig fra en debat, der alene handler om at få flest mulige almene boliger til en debat om flere ejer og andelsboliger. Det ses i aftalen om Lynetteholmen, men det ses også overalt i Borgerrepræsentationen.

Eksempelvis kunne jeg læse her i Altinget, hvordan Christopher Røhl (R) i vanlig skarpe stil slog på trommen for, at hverken almene boliger eller privat udlejning kan erstatte andels- og ejerboliger.

Det er en position, man kun drømmende kan håbe, at Radikale på Frederiksberg en dag vil indtage. Lige nu har partiet nemlig valgt at lægge sig fuldstændig i slipstrømmen på de rødes ensidige fokus på almene boliger.

Den røde blokpolitik skal brydes på Frederiksberg. For det er ikke kun, hvis man er borgerlig, at man hylder blokpolitikkens død i København.

Jeg har en klar følelse af, at alt klappes af på forhånd i den "grønne" koalition, som i praksis er markant mere rød, end den er grøn

Anders Storgaard (K)

Selvom medierne har det med at dække det som drama, så er det bruddet reelt primært et udtryk for, at alle stemmer i det lokale demokrati bliver hørt, og at samarbejdet er bredt indover midten. Det giver bedre beslutninger. Der er vi desværre ikke på Frederiksberg, selvom borgmesteren gør sit for lade som om, det er tilfældet.

Som ny i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg har jeg en klar følelse af, at alt klappes af på forhånd i den "grønne" koalition, som i praksis er markant mere rød, end den er grøn. Det er trist, for i virkeligheden burde der være meget, som vi i Konservative, Radikale og Socialdemokratiet kunne enes om.

Selvom det er uhørt at sige som politiker på Frederiksberg, så er det måske efterhånden på tide, at vi lære af København.