Nu udfordres monopolet dog.

Blandt de største fodboldstjerner, der er hoppet på privatfly mod Riyadh og Jeddah, finder vi Neymar, Karim Benzema og Sadio Mané, men det er efterhånden svært at holde styr på afgangene.

De rejsende befinder sig både sent og tidligt i karrieren, bærer pas i alle regnbuens farver og senest tog agtede og elskede, Roberto Mancini, turen for at blive landstræner i landet. Bare få uger efter han havde forladt sædet i Italien.

Der er intet, der tyder på, at Mohammed bin Salmans engagement i fodbolden bærer sommerflirtens karakter, ligesom intet forhindrer, at han vil bruge endnu flere midler på stjerner baseret i Europa de kommende år.

Når man er i færd med at bygge en 170 kilometer lang by i ørkenen, der er 500 meter høj og 200 meter bred (den såkaldte, ”The Line”), er et par hundrede milliarddyre fodboldspillere blot decimaler på regningen. 

Når vi betragter sportsstrategen (ikke politikeren) bin Salman, som så mange bryder sig så lidt om, ser vi i virkeligheden europæisk fodbolds spejlbillede – blot i en forstørret og lettere forvrænget udgave

Jeppe Højberg Sørensen, freelancejournalist

Men hvad kan fodboldens folk så gøre ved sorgen – ud over sagligt at belyse hensigter og midler i det saudiske projekt og desuden flittigt beskylde de rejsende atleter for ”grådighed” og ”troløshed”, som det sker i kommentarsporene”? 

Ikke så frygteligt meget, må det ærlige svar lyde. I hvert fald ikke, hvis det nuværende spils regler står til troende.

For sandheden er, at Mohammed bin Salman og de saudiske klubber reelt udnytter det system, vi i Europa selv har skabt og forstærket gennem de seneste 30 år. Og det er måske også det, der gør det saudiske indtog mere smertefuldt.

Når vi betragter sportsstrategen (ikke politikeren) bin Salman, som så mange bryder sig så lidt om, ser vi i virkeligheden europæisk fodbolds spejlbillede – blot i en forstørret og lettere forvrænget udgave.

Da den engelske premierminister Margaret Thatcher i slutningen af 1980erne gik all in på at reformere fodbolden efter årtier med hooliganisme og stadiontragedier, var hendes løsning at overlade den uregerlige sport til det frie markeds kræfter.

For godt nok regulerede man ved lov den arkitektoniske tilstand på de engelske stadions, men ellers var grundtanken, som den lød hos Thatchers foretrukne tænker, Friedrich Hayek: Hvilken moralmæssig ret har vi (altså staten) til at vurdere, hvordan et menneske skal aflønnes?

Kort efter greb mediemogulen Rupert Murdoch depechen og pengeposen og gjorde fodbolden til ”A whole new ball game”, som det lød, da man på Murdochs tv-kanal, BSkyB, reklamerede for den nye Premier League i 1992.

I de kommende 31 år har fodbolden udviklet sig til det ultimative neoliberale eksperiment.

Udenfor kridtstregerne har reglerne været forsvindende få, hvilket har betydet, at russiske oligarker med politiske forbindelser, prinser fra Golfen og obskure pengemænd med base i skattely friktionsfrit har kunnet entrere sporten og bruge den til lige netop det, de ønskede.

Samtidig har klubejere og sportsdirektører i Europas klubber betragtet hele verden som en kommerciel og kropslig ressource, man kunne udnytte efter behov.

Europæiske klubber, herunder flere danske, har lavet akademier i Afrika og hentet desperate drenge til kontinentet uden synderlig omtanke for tilstanden i afrikansk fodbold – og i flere tilfælde heller ikke for drengenes ve og vel.

Og når man ikke har jagtet talent rundt omkring i verden, har man udmarvet fascinationen for den lokale fodbold, ved at drage på sommerturneer i det nyrige globale syd.

Har vi reelt et positivt, moralsk modbillede at lokke den otteårige dreng i Farum med eller for den sags skyld de mange spillere, der for tiden drager til bin Salmans kongerige?

Jeppe Højberg Sørensen, freelancejournalist

I praksis er europæisk fodbolds moderne succes altså skabt på en base af lovløshed og lyssky likvider, og det er netop den kendsgerning, der gør Mohammed bin Salmans indtog muligt og i øvrigt harmonerer så fint med hans øvrige virke.

Altså må vi også finde andre midler i kampen mod bin Salman. For måske det for tiden er nemt at harcelere mod hans metoder og hensigter, men har vi reelt et positivt, moralsk modbillede at lokke den otteårige dreng i Farum med eller for den sags skyld de mange spillere, der for tiden drager til bin Salmans kongerige?

Aktuelt er det værdimæssige valg mellem Saudi-Arabien og europæisk fodbold som valget mellem pest eller koldbrand i begge ben. Det første er selvsagt værre, men koldbranden lokker heller ikke rigtig, vel?

Hvis vi skal slutte på en opbyggelig note, så kunne jeg håbe på, at vi i sportens Europa - på tværs af sportsgrene og niveauer - udnytter den saudiske fremmach til at stoppe op og tage vores egne idealer op til revision. 

Hvis vi forsøger at konkurrere med Mohammed bin Salman på pengepungen, så har vi tabt på forhånd. Og så vil vi se mange flere Al Nassr-trøjer i provinsen de kommende år.