Emirens kappe viste, at VM ikke handlede om sportswashing. Det handlede om magt

Da argentinske Lionel Messi fik overrakt VM-pokalen i søndags, lod han sig samtidig indhylle i en kappe fra Qatars emir.

Og det blev på mange måder det perfekte billede på en slutrunde, der formede sig radikalt anderledes end forgængeren i Rusland i 2018.

For hvor Putin i høj grad inviterede til global folkefest med plads til øl i stride strømme og mennesker i regnbuens farver, har den lille, selvbevidste golfstat ikke haft noget behov for at signalere, at man er parat til at rumme Vestens værdier og traditioner.

Tværtimod har styret tordnet mod Vestens påståede hykleri.

På det allerede ikoniske pressemøde op til turneringen gik FIFA-præsident, Gianni Infantino, utvivlsomt under indflydelse fra de qatarske værter, til angreb på vestlige journalister, som han beskyldte for at bedrive racistisk kritik.

Få dagene senere, og kun to dage før slutrundens første kamp, var det Budweisers tur til at møde uventet modstand, da FIFA pludselig bekendtgjorde, at alkohol ikke ville være at finde på VM's otte stadioner.

Golfstaternes ledere har propagandistiske hensigter, når de engagerer sig i sporten

Jeppe Højberg Sørensen
Freelancejournalist

Og mest bemærkelsesværdigt var det med danske briller, at hverken spillere eller fans fik lov til at indtage arenaerne iført regnbuefarver. Bar en spiller OneLove-anførerbindet, ville det afstedkomme en sportslig straf, lød det nu fra FIFA, og da slutrunden for alvor kom i gang, væltede eksemplerne frem med tilskuere, der blev strippet for farverig beklædning.

VM i Qatar har altså vist os, at Qatars emir, Tamin bin Hamad Al Thani, og hans styre har valgt en anden, og væsentlig mere konfrontatorisk, tilgang til sit værtsskab, end den vi eksempelvis så Putin føre ud i livet for fire år siden.

Fremhæves skal det også, at emiren allerede i oktober fastslog, at der fra vestlig side var blevet ført en "kampagne" mod Qatar præget af så meget "dobbeltmoral" og "vildskab", at man kom til at betvivle de "reelle motiver" bag kritikken.

Hvad der præcis skulle forstås med det, måtte man selv gætte sig til. Men en forsoning med vestens kritikere havde emiren i hvert fald næppe i sigte.

Hvad betyder Qatars kamplyst så for os i Europa? Jo, den bør i hvert fald medføre, at vi ændrer måden, vi forstår golfstaternes indtog i sportens verden på.

I de seneste år har begrebet sportswashing indtaget både den journalistiske dækning og den offentlige samtale. Qatar bruger fodboldklubben Paris Saint-Germain og de store værtskaber til at vaske beskyldningerne om menneskerettighedskrænkelser af sig, har analysen ofte lydt.

Indtoget handler mere om at markere sit nyvundne territorium end at vaske sig ren til ære for de gamle magthavere

Jeppe Højberg Sørensen
Freelancejournalist

Ligesom vurderingen har været, at Mohammed bin Salmans mission med overtagelsen af Newcastle United var at rense Jamal Khahoggis blodpletter af eget og Saudi-Arabiens omdømme.

Sportswashing-termen har endda vist sig så populær i Norden, at den norske version, sportsvaske, blev kåret til årets ord sidste år.

Problemet med ordet sportswashing er bare, at det overhovedet ikke dækker virkeligheden, og fortsætter vi med at bruge det til at begribe golfstaternes ageren i verdenssporten, er vi bedste fald naive, i værste fald selvbedrageriske.

For selv om ingen naturligvis har patent på betydningen, og nogle forsøger at udvide begrebet til uigenkendelighed, så ligger der indiskutabelt i brugen af sportswashing en forståelse af, at golfstaterne køber fodboldklubber, håndboldmesterskaber, cykelhold, atletikstævner, bordtennisturneringer, Formel 1-løb, hestevæddeløb, golfturneringer, snooker-konkurrencer, wrestling-stævner og alt muligt andet for at vaske den vestlige verdens beskyldninger af sig.

For det er jo kun herfra, at skidtet på ledernes klæder bemærkes.

Som det er blevet tydeligt under det her VM, er det bare langt fra det primære mål for det qatarske styre at fremvise sin nystrøgne underbukser for den vestlige verden. For så havde man naturligvis ladet Kjær, Kane og co. troppe op i det flerfarvede anførerbind. Eller tilladt øllen at blive skænket på stadionerne, selv om den slags strider imod egne love.

Nej, hvad vi bør tage med os fra VM er, at golfstaterne ikke involverer sig i fodbolden bare for at pynte og please, som sportwashing-begrebet indikerer. For Qatar, Saudi-Arabien, Bahrain og De Forende Arabiske Emirater er sporten snarere en arena, hvor man kan demonstrere, at magten i disse år forskyder sig i, og det gælder altså i sportens verden såvel som i verdenssamfundet.