Idrættens organisationer har ikke sat kursen, så nu driver sektoren rundt i det politiske dødvande

Mange af idrættens aktører vil gerne rebe sejlene til arbejdet med den kommende folkesundhedslov, men her ligger det politiske arbejde også stille, og idrætten har svært ved at byde ind med konkrete ideer til udmøntningen og kan derfor kun gentage et mantra om, at de er klar til samarbejdet.

Men den manglende vind er også selvforskyldt. For når der ikke er en vind, der rører sig i omverdenen, så kunne idrættens store hovedorganisationer selv sætte kurs, men her ligger idrætten også lidt stille.

Tidligere gik DIF og DGI sammen om det store fælles projekt "Bevæg dig for livet", som ifølge deres egen evaluering gav masser af medvind i bestræbelserne på at sætte dagsordener i et projekt, som havde tyngde til at åbne døre for nye kommunale samarbejdsflader. 

En del af stilstanden skyldes også, at der ikke er nogen, som kan eller vil sejle om kap med hovedorganisationerne.

Søren Ørgaard

Derfor kan det undre, at der i dag ikke er synlige fælles projekter, men kun organisationernes egne projekter som for eksempel DGI's Fritidsmissionen eller DIF's Fremtidens Idræt for Børn og Unge.  

Sympatiske projekter, som dog hver især ikke skaber nok vind til at flytte skibet i en særlig retning.

En del af stilstanden skyldes også, at der ikke er nogen, som kan eller vil sejle om kap med hovedorganisationerne. Dertil er DIF, DGI og Dansk Firmaidræt simpelthen for store.

Andre aktører som for eksempel fitnessbranchen har forsøgt at byde sig til i løsningen af sundhedsopgaver, men det bliver ved sporadiske forsøg, og de mindre aktører har svært ved at samle sig i en fælles flåde.

Når dygtige kaptajner og deres besætningsmedlemmer ligger stille på oceanet, så bruger de deres tid på at klargøre skibet til, at vinden kommer, og gøre skibet modstandsdygtigt til eventuel modvind og bølger.

Faktisk sagde sejlsportsmanden, Hans Natorp, som det første i sin formandsberetning på det nylige årsmøde i DIF, at "det er netop nu, der er mulighed for at kigge fremad." 

Her kan man kun håbe, at idrættens organisationer i sine forberedelser til at kigge fremad skeler til den viden, der eksisterer, og de erfaringer, man ved, virker.

I tankerne om den kommende folkesundhedslov lægges der for eksempel op til, at der skal tænkes nyt i forhold i samarbejdsrelationer på tværs af regioner, kommuner og civilsamfund.

Her kunne jeg frygte, at man endnu en gang forfalder til puljeordninger og fyrtårnsprojekter, som både er organisatorisk sårbare og svære at hente læring ud af.

I stedet kunne idrættens organisationer bruge ventetiden til at studere den dokumenterede viden og overveje, hvordan de kan tage ansvar for at skabe tværgående og strukturelle indsatser.

Og hvis de vil inkludere sårbare målgrupper, så kunne de indtænke de dokumenterede behov for tryghed, fleksibilitet, små inkluderende fællesskaber, lav tærskel, brobygning og tydelig kommunikation. 

Så selv om der er vindstille, så står idrætten et spændende sted, hvor det bliver interessant at følge kursen.  

Søren Ørgaard

På det vindstille ocean, hvor der er mulighed for at kigge fremad, så kunne det alternativt også være, at idrættens kaptajner skulle overveje, om de i mindre grad skulle jagte andres vinde og dagsordener og rette mere fokus på den stærke motor, som idrætten har i sin egen ret?

Sådan en overvejelse vil helt sikkert nyde fremme blandt matroserne på dækket.

Det er trods alt matroserne, som skal udføre arbejdet, og da de påmønstrede idrætten, så var det i de fleste tilfælde ud fra en interesse for selve idrætten og ikke for at løse velfærdsproblemer.

Så selv om der er vindstille, så står idrætten et spændende sted, hvor det bliver interessant at følge kursen.

Under alle omstændigheder ønsker jeg god vind til alle.