Debatten om mistrivsel i skolerne overser en oplagt kur: Foreningslivets frirum

Det er ikke kun en fritidsudfordring, men vores samlede trivselsudfordring. 

Samtidig er skolen det sted, hvor vi når alle børn. Det burde være en oplagt kobling. 

Alligevel er samarbejdet mange steder tilfældigt og personbåret. Det afhænger af ildsjæle – både i foreningerne og skolen. Når de er der, opstår der gode initiativer. Når de ikke er der, sker der ingenting. Det er ikke holdbart i længden. 

Derfor bør en kommende regering have et større fokus på, hvordan vi bygger bro mellem skole og foreningsliv – ikke som enkeltstående projekter, men som en mere integreret del af vores måde at tænke børn og unges hverdag på. 

Når børn finder deres plads ét sted, kan det give dem mod og fodfæste til at finde det andre steder. 

Lea Fredslund Poulsen

For det første skal samarbejdet gøres lettere og mere systematisk. Det skal være nemt for skoler og foreninger at finde hinanden og samarbejde, uden det kræver ekstraordinært overskud hos den enkelte frivillige eller lærer. 

For det andet skal vi bruge skolen som en reel indgang til fællesskabet. Ikke alle børn får hjælp eller selv finder vejen til en forening, nogle mangler et skub, mens andre skal introduceres til noget, de ikke selv havde valgt. Her har skolen en unik mulighed for at åbne dørene. 

Det handler ikke om, at skolen skal overtage foreningslivet, eller at foreningerne skal være en forlængelse af skolen. Det handler om at skabe bedre sammenhæng i børns liv.  

Når vi lykkes med det, så styrker vi ikke kun bevægelse og sundhed. Vi styrker fællesskabet og i sidste ende børns trivsel. 

For når børn finder deres plads ét sted, kan det give dem mod og fodfæste til at finde det andre steder.