Vive-forsker og Idan-analytiker: Sådan skaber idrætten varig inklusion i stedet for flere midlertidige projekter

På tværs af kommuner, civilsamfundsorganisationer, forskningsmiljøer og idrætsorganisationer er der en bemærkelsesværdig enighed om de grundlæggende greb.

Der peges igen og igen på behovet for tilbud tilpasset den enkelte, trygge fællesskaber, små hold, medbestemmelse, peer-støtte og håndholdte forløb. Erfaringerne peger i samme retning, uanset om målgruppen er børn med handicap, unge uden for uddannelse eller mennesker med psykisk sårbarhed.

Det er i sig selv en styrke. Men samtidig rejser vores indsamling af viden også et vigtigt spørgsmål om, hvorfor løsninger bliver ved med at forme sig som projekter, midlertidige ordninger og prøvehandlinger frem for mere varige, strukturelle løsninger?

Samme greb igen og igen

Den brede enighed om, hvordan man kan løse udfordringerne, har ikke manifesteret sig i tydelige strukturer. Tværtimod ser vi, at de samme greb genopstår i nye projekter, i nye kommuner, i nye organiseringer og med nye evalueringer.

Det gælder også den måske mest gennemgående løsning af alle i de sammenhænge, hvor idræt og fritidsliv bringes i spil socialt og sundhedsmæssigt, nemlig brobygning.

Der bygges broer fra skole til fritid, fra sundhedsvæsen til civilsamfund, fra psykiatri til foreningsliv og fra udsatte boligområder til organiserede fællesskaber.

Når viden i høj grad bliver skabt rundt om enkeltprojekter og enkeltbevillinger, bliver det svært at skabe den form for systemisk indsigt, der kan danne grundlag for mere varige løsninger.

Maja Pilgaard og Lars Benjaminsen
Hhv. chefanalytiker, Idrættens Analyseinstitut og seniorforsker, Vive

Men ser man på tværs, fremstår brobygning ofte som:

• en midlertidig indsats med tidsbegrænset finansiering
• en funktion, der hviler på enkeltpersoner, hvorfor anbefalinger fra evalueringer ofte går på, at ansvaret og ejerskabet skal deles mellem de samarbejdende parter
• en funktion, der arbejder inden for rammerne af et specifikt brobygningsprojekt eller en specifik målgruppe.

Her er altså også tale om en løsning, hvor der er bred enighed om, at den virker, men som ikke har klart ejerskab.

Samtidig peger vores arbejde på en grundlæggende udfordring i den måde, hvorpå vi producerer viden om indsatser inden for inkluderende idræt.

Når en meget stor del af indsatserne er organiseret som projekter, bliver de af gode grunde primært evalueret inden for deres egne rammer med fokus på deres konkrete målgrupper, og evalueringerne er sjældent designet til, at man kan sammenligne resultater på tværs af projekter.

Det, vi ved virker

Set fra et vidensperspektiv har projekter ofte et begrænset datagrundlag, dækker kun korte perioder, og det kan være svært at undgå selektionsbias, så man udelukkende hører fra dem, der fortsat deltager.

Det er heller ikke sjældent, at evalueringerne bliver lavet af den aktør, der selv står for projektet, hvilket udfordrer troværdigheden selvom evalueringerne sagtens kan være af høj kvalitet.

Når viden i høj grad bliver skabt rundt om enkeltprojekter og enkeltbevillinger, bliver det svært at skabe den form for systemisk indsigt, der kan danne grundlag for mere varige løsninger.

Samtidig er en del af kompleksiteten, at der i de offentlige velfærdssystemer sjældent er tilstrækkelige ressourcer eller tid til at understøtte borgernes deltagelse i idræts- og fritidsaktiviteter gennem håndholdte forløb.

Netop de greb, vi ved virker, er samtidig ressourcekrævende, og derfor vanskelige at integrere i den almindelige drift.

Det øger behovet for projektbaserede løsninger og civilsamfundsindsatser, men gør det samtidig vanskeligere at skabe stabile, sammenhængende strukturer.

Uden en systemisk indsigt, som det er muligt at handle på, kommer mange indsatser i praksis til at kompensere for systemernes mangler, snarere end at forandre dem.

I stedet for at ændre på de strukturer, der gør det svært at få adgang til idræts- og fritidsfællesskaber, bygger vi nye projekter, der hjælper mennesker ind én for én.

Det er ofte både meningsfuldt og nødvendigt, men det ændrer ikke ved den grundlæggende udfordring.

Tid til systemskifte

Risikoen er, at inklusion i stigende grad organiseres som noget, der foregår ved siden af de eksisterende fællesskaber i stedet for at forandre dem.

Vi står et interessant sted, hvor idræts- og fritidsfeltet i mindre grad mangler viden om, hvad der virker, og i højere grad mangler fælles læring på tværs af indsatser, fælles prioriteringer, klare placeringer af ansvar, standardiserede tilgange til evalueringer og incitamenter til at skabe lokale, tværgående strukturer og løsninger frem for at holde liv i hvert enkelt projekt for sig.

Der har været en modningsproces med fokus på inklusion i fritidslivet de seneste to til tre årtier, og nu er tiden for alvor moden til at skabe løsninger.

Grundelementerne til en mere strukturel tilgang er allerede til stede såsom:

• fritidspas koblet med vejledning
• brobyggerfunktioner med kompetence til at skabe forbindelse mellem systemer frem for at være tilknyttet en specifik aktør
• lokale faciliteter som indgang til fællesskaber
• civilsamfundsaktører, der kan supplere den kommunale brobyggerfunktion uden aktie i én organisation eller ét projekt

Hvis ønsket om mere inkluderende idræts- og fritidsfællesskaber skal tages alvorligt, kræver det, at vi begynder at diskutere dem som strukturelle valg.

Det indebærer modige prioriteringer, klare placeringer af ansvar og beslutninger om, hvad der skal være permanent.

Vi har i dag et landskab af rigtig mange gode projekter og aktører, hvoraf nogle er meget store og andre meget små, men de opererer i et system, der har et langt større, uforløst potentiale, og derfor er det nødvendigt, at der tages et centralt ansvar for at handle og skalere på det, der allerede virker.