DIF: Sporten skal ikke skubbes foran i dansk udenrigspolitik

Dansk idræt bliver med jævne mellemrum opfordret til at boykotte internationale idrætsbegivenheder med henvisning til menneskerettighedssituationen i værtslandet. Så hvorfor gør vi ikke bare det?

Aktuelt handler diskussionen primært om Qatar, hvor der skal være VM i fodbold i 2022.

DIF's holdning til deltagelse i internationale arrangementer i "tvivlsomme" lande er klar: Så længe det officielle Danmark ikke – alene eller i samarbejde med EU eller FN – har besluttet en totalboykot af et givet land, deltager vi i de internationale mesterskaber, vi måtte være kvalificeret til.

Hvis Danmark derimod laver en totalboykot, hvor man også indstiller diplomatiske forbindelser, samhandel, erhvervsfremstød og så videre, som man gjorde i forhold til eksempelvis Sydafrika under apartheidstyret og i forhold til Serbien-Montenegro under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, så deltager idrætten selvfølgelig også i den boykot.

Idræt er ikke aktivistisk udenrigspolitik

Vi kan hurtigt blive enige om, at Qatar aldrig skulle have haft det værtskab, som landet blev tildelt for 11 år siden.

"Boykot-våbnet" giver kun mening, hvis det besluttes bredt og internationalt.

Niels Nygaard
Formand, DIF

Qatar har med 300.000 indbyggere ingen demografisk berettigelse til at holde verdens måske største idrætsbegivenhed (resten af befolkningen er migrantarbejdere), klimaet er ikke fodboldegnet, og fodboldhistorisk har Qatar intet at bidrage med.

Desuden havde Qatar ingen stadion-infrastruktur, så der nu bliver bygget en masse "hvide elefanter" af migrantarbejder, som lever under helt urimelige forhold.

Men jeg er modstander af, at dansk idræt og danske atleter skal føre aktivistisk dansk udenrigspolitik. Vi bakker for sportens side selvfølgelig op, hvis Danmark laver en generel boykot, men sporten skal ikke skubbes foran.

Boykot-glidebane

Hvis dansk idræt skulle boykotte VM i Qatar, så ville det få store konsekvenser for spillerne, landsholdet og dansk idræt generelt. Og hvad ville vi ellers skulle boykotte?

Vi er blevet mødt med opfordringer til boykot eksempelvis i forbindelse med Sommer-OL i Beijing i 2008, EM i fodbold i Ukraine og Polen i 2012, Vinter-OL i Sochi i 2016, Sommer-OL i Rio i 2016, og opfordringen er der også i forhold til Vinter-OL i Beijing i 2022.

Fremtidens OL og VM kommer ikke udelukkende til at foregå i de nordiske mønsterdemokratier eller i vestlige lande, som vi umiddelbart deler værdifællesskab med, fordi sådan ser verden ikke ud.

Niels Nygaard
Formand, DIF

Det vil være utænkeligt, at danske atleter kan dyrke deres idræt på højeste niveau, hvis de skal boykotte mesterskaber med jævne mellemrum. "Boykot-våbnet" giver kun mening, hvis det besluttes bredt og internationalt.

I stedet skal vi fra DIF's og specialforbundenes side blandt andet arbejde for en ændring af processen for uddeling af værtskaber, så vi undgår en situation, hvor Qatar bliver vært for et VM i fodbold – gerne i samarbejde med de øvrige skandinaviske lande.

Parameter frem for boykot

Vi skal bruge vores internationale indflydelse til at arbejde for, at menneskerettighedssituationen indgår som et parameter i uddelingen af værtskabet. Det arbejde har vi mulighed for at intensivere, når vi i løbet er kort tid offentliggør vores nye internationale strategi.

Fremtidens OL og VM kommer ikke udelukkende til at foregå i de nordiske mønsterdemokratier eller i vestlige lande, som vi umiddelbart deler værdifællesskab med, fordi sådan ser verden ikke ud.

Alene i EU er der en række lande, hvor pressefrihed, minoriteters rettigheder og demokrati er under voldsomt pres.

Men ved at kæmpe for at gøre menneskerettighedssituationen til et parameter ved uddeling af værtskaber, ville man forhåbentligt kunne undgå de mest grelle eksempler. Det håber jeg, og så glæder jeg mig over, at de seneste uddelte værtskaber for OL og VM i fodbold har været til lande som Frankrig, Italien, USA, Canada og Australien.