Uffe Elbæk: Idrættens politiske dilemmaer udstiller det akutte behov for en international idrætsstrategi

Endnu engang er kulturministeren, regeringen, DBU og DIF fanget på det forkerte ben i debatten om Danmarks deltagelse i VM i fodbold i Qatar og vinter-OL i Beijing.

Endnu engang står de dér og vakler uden at kunne holde balancen. Derfor ville det have været rigtig godt, hvis de omtalte instanser havde haft en international idrætsstrategi at støtte sig til.

For hvordan skal Danmark og dansk idræt håndtere den lange række af politiske dilemmaer, der i stadig stigende grad er forbundet med deltagelse i store internationale idrætsbegivenheder?

Gentagne overraskelser 

Hver gang kommer det nærmest som en overraskelse for ikke mindst kulturministeren og os idrætsordførere på Christiansborg, at nu er der endnu et VM eller OL, der bliver afholdt i et autoritært og udemokratisk land, hvis ikke der ligefrem er tale om direkte diktaturer, som eksempelvis Kina og Qatar.

Lige så overraskede vi er over, at vi igen skal diskutere problemet, lige så automatisk er den første runde af udmeldinger fra politisk hold: Sport og politik skal ikke blandes sammen. Amen.

Underforstået, at vi skal undlade at gøre Danmarks deltagelse ved en given slutrunde eller international idrætsbegivenhed til et politisk slagsmål. Og lige derefter kommer det næste svar: Hvis der skal være tale om boykot – enten en hård eller blød af slagsen – må det være idrætten, der tager denne beslutning.

For i Danmark har vi en stolt tradition for ikke at blande os i foreningslivets demokrati. Så er den problemstilling skudt til hjørne. Igen. Men ikke denne gang. For i forbindelse med ikke mindst VM i Qatar er debatten dels startet tidligere, og dels har nye stemmer blandet sig i diskussionen. Og jeg snakker ikke om nye stemmer fra DBU, DIF eller os på Christiansborg.

Den folkelige debat er et demokratisk opråb

Det er ikke os, der skal have æren for, at der nu er en bred folkelig debat om Danmarks deltagelse i VM i Qatar. Den ære skal to meget forskellige aktører have. Dels medierne – ikke mindst den engelske avis The Guardian – og fodboldfansene selv.

Det er ikke viden, erfaring eller bud på indhold, der mangler. Spørgsmålet er blot, hvornår kulturministeren finder det betimeligt at indkalde til et sådan dialogmøde

Uffe Elbæk
Medlem af Frie Grønne

De sidste skal i den grad have ros for, at det dybt problematiske i, at de danske landsholdsspillere skal spille på stadioner, der er bygget oven på ligene af mindst 6.000 slavearbejdere, nu bliver diskuteret hen over middagsbordene i de danske hjem.

Det er godt. Og helt på sin plads. Men hvad der også ville være på sin plads var, hvis kulturminister Joy Mogensen (S) hurtigst muligt inviterede til et dialogmøde omkring perspektiverne ved og vigtigheden af at formulere en egentligt dansk international idrætsstrategi.

Start dialogen

Hvis det stod til mig, skulle der som minimum sidde følgende rundt om ministerens dialogbord:

De centrale idrætsorganisationer som DIF, DGI og specialforbundene samt Amnesty og Play the Game, men også Game for at få den selvorganiserede idræt med i diskussionen. Hvornår vi idrætsordførere fra Christiansborg skal ind i loopet, vil jeg lade være op til ministeren at vurdere. Men jo før, jo bedre.

Lad denne kreds af gode folk formulere en egentlig international idrætsstrategi for Danmark. Det vil sige en handlingsplan for, hvordan Danmark skal agere og forholde sig til det kun stigende antal slutrunder og internationale idrætsbegivenheder, der bliver afviklet i ikke-demokratiske samfund.

Hvornår skal vi deltage, og hvornår skal vi ikke deltage? Kort sagt: Hvilke kriterier skal være til stede for enten det ene eller det andet? Men mere vigtigt: Hvordan kan Danmark være med til at lægge et massivt pres på de internationale idrætsorganisationer og -fora som Fifa og IOC, når det gælder at gå op imod den omfattende korruption, der er involveret i tildelingen af disse værtskaber? Og hvordan kan vi derigennem hejse flaget for de demokratiske foreningsværdier, som dansk idræt ellers er så stolt af på hjemmebanen.

Start med de centrale problemstillinger

Play the Game formulerede allerede tilbage i 2015 tre helt centrale problemstillinger, som en international idrætsstrategi skulle give svar på.

Den første var, at der skulle skabes en langsigtet aftale om Danmarks deltagelse i international idræt og idrætspolitik. Den anden var at styrke den danske indsats for demokrati og god ledelse i internationale organisationer. Og endelig var den tredje at profilere dansk idræts styrkesider internationalt og inspirere andre nationer til øget idrætsdeltagelse og frivillighed.

Det skrev Play the Game for seks år siden. Og siden er problemet kun vokset og vokset og vokset. Derfor er det på høje tid, at kulturministeren indkalder til et dialogmøde om, hvordan en international idrætsstrategi kunne se ud.

Det er ikke viden, erfaring eller bud på indhold, der mangler. Spørgsmålet er blot, hvornår kulturministeren finder det betimeligt at indkalde til et sådan dialogmøde.

Jeg forstod på kulturministeren på det seneste åbne samråd om Qatar, at hun ikke er afvisende overfor et sådan initiativ. Så nu glæder jeg mig bare til, at den positive modtagelse bliver omsat i konkret handling: For der er brug for en international idrætsstrategi. Nu.