Sportsgeneralsekretær: Styrket idrætspolitik på lokalt og internationalt plan kan løse forskellige problemer

VM i Qatar er et kæmpe forstørrelsesglas for nogle af idrættens skyggesider. De store problemer med rettigheder for migrantarbejderne i Qatar, som blandt andet The Guardian har bragt frem, bringer sindene i kog, og de sociale medier i svingninger.

Kulturministeren har været i samråd mere end en gang, fangrupper råber på boykot og senest slår Uffe Elbæk her i Altingets spalter et slag for, at regeringen snarest får formuleret en international idrætsstrategi.

En international idrætsstrategi er politik

Det er prisværdigt, at man fra politisk side ønsker at tage de lange briller på og formulere en proaktiv, værdibaseret tilgang til idrætten internationalt. Lad os kalde det en politik snarere end en strategi, for i sidste ende er det jo det, det hele handler om: Politik.

Når alt kommer til alt, er idræt politisk, og det er bedre at omfavne det faktum end at lade som om, at idræt og politik ikke skal blandes sammen.

Jacob Schouenborg
Generalsekretær, ISCA

Hvordan kan man forhindre, at autokratiske stater udnytter de store sportsbegivenheder til at fremme egne interesser, samtidig med at menneskerettigheder trædes under fode?

Men også problemerne med doping, korruption og dårlig governance i den internationale idræt er i høj grad grad politiske spørgsmål. Det er værd at slå et slag for en værdibaseret tilgang til idrætten internationalt.

For når alt kommer til alt, er idræt politisk, og det er bedre at omfavne det faktum end at lade som om, at idræt og politik ikke skal blandes sammen. Det er naivt.

Selv lande som vi gerne sammenligner os med gør det. Mon ikke også det har og får politisk værdi, når Paris i 2024 bliver vært for de olympiske lege? Selvfølgelig gør det det.

Alene åbningsceremonien bliver en gigantisk reklamesøjle for franske værdier, produkter og visioner. Og jeg tvivler på, at den franske kolonihistories skyggesider får mange sekunders opmærksomhed.

Men en international idrætsstrategi rummer også en række problematikker.

Problematisk fald i idrætsdeltagelse

Når vi kigger på idrætten internationalt, hvad er så i realiteten det største problem – og hvor kan Danmark især gøre en forskel? Jeg vil vove den påstand, at idrætsdeltagelsen og de meget store fald i denne i kølvandet på coronakrisen er det allerstørste problem.

Når vi spørger vores medlemsorganisationer fra breddeidrætten rundt om i verden, melder de om fald på 20 til 40 procent i medlemstallene. For slet ikke at tale om de organisationer, som helt har måttet dreje nøglen om.

Det er et stort problem. For folkesundheden, for sammenhængskraften, og for evnen til at modstå nye virusbårne pandemier.

I et mere og mere inaktivt og stillesiddende samfund bliver evnen til at sikre løsninger, som gør alle borgere mere fysisk aktive altafgørende.

EM-aktiviteten smitter ikke

Selvom EM i fodbold i disse dage begejstrer verden over, må vi væk fra forestillingen om, at springet op af sofaen når landsholdet scorer, er det første og bedste skridt på vejen hen til løbeskoene eller fodboldstøvlerne.

De store idrætbegivenheder kan meget. Men evidensen for at det får borgerne til at blive mere aktive over tid, er ikke eksisterende.

Det er i stedet lokale løsninger som idrætsforeninger og en aktiv, fleksibel infrastruktur som supercykelstier eller bynære lommeparker, der en del af den nødvendige helhed, når vi systematisk skal have mere aktivitet ind i borgernes hverdag.

Coronapandemien må derfor ikke få os til at glemme den anden, langsommere, pandemi af fysisk inaktivitet, som ifølge WHO anslås til at slå 3,2 millioner mennesker ihjel hvert år. Og hvordan løser vi så det?

Styrk den danske førerposition

Danmark ligger i front i verden, når det kommer til at sikre, at borgerne er aktive i idrætten og i hverdagen. Vi har et meget omfattende idræts- og foreningsliv. Vi har en høj grad af frivillighed. Vi har veludviklet og innovativ infrastruktur og faciliteter.

Hvis Danmark kan blive endnu mere anerkendt for sin førerposition på området, vil det være en ekstra fjer i hatten.

Jacob Schouenborg
Generalsekretær, ISCA

Hvis vi skal skridtet videre og få flere grupper med, skal vi også lære af andre landes succesrige eksempler. Samtidig har vi selv et væld af aktiviteter og initiativer, som får flere til at være aktive over tid.

Det er måske Danmarks allerstørste styrke på idrætsområdet. Vi bør udnytte denne styrkeposition, for at styrke den fælles dagorden om at få flere aktive og for at sikre inspiration og udvikling af dansk idræt.

Hvis Danmark kan blive endnu mere anerkendt for sin førerposition på området, vil det være en ekstra fjer i hatten.

De danske styrker

Danmark har allerede et væld af idrætsaktører, som arbejder internationalt, og som har meget at byde på, når det handler om at bidrage til at udvikle idrætsdeltagelsen nationalt og internationalt.

Idrættens Analyseinsitut/Play the Game bidrager med datagrundlaget og stiller skarpt på de kritiske spørgsmål. Lokale- og Anlægsfonden er førende, når det kommer til facilitetsudvikling.

De foreningsbaserede organisationer, herunder DGI, Firmaidrætten, GAME, Dansk Skoleidræt og DIF afprøver, udvikler og skalerer løsninger og aktiviteter hver eneste dag.

Skiftende kulturministre har gennem 15 år støttet undertegnedes organisation, International Sport and Culture Association (ISCA), som en international breddeidrætsparaply, der bidrager til international organisatorisk mangfoldighed og fokus på breddeidrættens vilkår i hele verden.

Man fristes til at sige, at Christiansborg faktisk konsekvent har ført international idrætspolitik ved at støtte disse organisationer. Nu mangler der bare en politisk overbygning til at samle trådene og til at lade regeringen spille sin egen, nødvendige, rolle for at få maksimalt udbytte af en ganske flot, konsekvent prioritering af idrætten gennem årtier.

Det kan sagtens lade sig gøre uden at blande sig i danske idrætsorganisationers selvstændighed. Men det kræver initiativ og politisk mod.