Venstre: Det er farligt at blande politik og sport i en formel international idrætsstrategi

Valget af navnlig Qatar som værtsby for næste års VM i fodbold gør det svært fuldkomment at adskille sport og politik. Dækningen, også her i Altinget, af hvordan diktaturstater bruger store værtskaber som en måde at legitimere deres regimer på, understreger dilemmaet.

The Guardian har anslået at mindst 7.000 medarbejdere regnes at have mistet livet undervejs i arbejdet for at forberede verdensmesterskabet. Alt sammen i arbejdet for at forberede et fodboldværtskab i et land, der ingen tradition har for fodbold.

Tværtimod har meget af infrastrukturen til at understøtte et globalt fodboldstævne skulle bygges helt fra bunden.

Tildelingen af værtskabet til Qatar handler derfor næppe om fodbold. Det taler sit tydelige sprog om en kultur i flere internationale sportsorganer, der så vidt angår værtskaber handler mere om penge end om sport.

Det er blot et af andre flere eksempler fra de seneste år, og både moralsk og etisk så forstår jeg ønsket om at gøre noget for at ændre det.

Men hvor en række af verdens diktaturstater søger at blande sport og politik uden hensyn til moral og til principper, så har vi flere værdier, vi skal forsvare.

Værn først om egne værdier

Vi har et helt igennem unikt kultur- og idrætsliv med en lang historie og stor selvbestemmelse. Derfor skal vi være varsomme i forhold til, hvordan vi politisk forholder os til idrætslivet, også når vi ser en uretfærdighed og ønsker at udbedre den.

Grundlaget for enhver indsats bør gå via dialog med idrætsforbundene, hvorigennem tildelinger af værtskaber reelt kan påvirkes. 

Stén Knuth
Idrætsordfører (V)

Det er nemt, som SFs’ Karsten Hønge til samrådet i starten af juni, eller som Uffe Elbæk tidligere har givet udtryk for, at mene, at de forestående idrætsstævner skal boykottes. Det er principfast, hvilket må respekteres, men samtidigt virker det også uden meget hensyn til vores nationale idrætsforbund eller til idrætsudøverne, der dermed vil blive spændt for en politisk vogn.

Det er også Uffe Elbæks sympatiske forslag om en international idrætsstrategi, som er rammen for temadebatten.

Indsatser gennem dialog

Grundlaget for enhver indsats bør gå via dialog med idrætsforbundene, hvorigennem tildelinger af værtskaber reelt kan påvirkes. Hvor der er brug for politisk rygdækning, så bør den være der.

Der er samtidig en bred, også politisk interesse, i en langsigtet indsats for at skabe bedre internationale sportsorganer. DIF's, DBU's og andre specialforbunds indsatser er tydelige og værd at støtte op om. Rollefordelingen skal dog være klar.

At formalisere den løbende dialog med sportsorganisationerne igennem en decideret strategi kan hertil virke problematisk, hvis ikke farligt.

Det kan lyde samlende, men det indebærer  også  en øget politisk eller statslig rolle i den internationale idræts for begge parters ellers mere diffuse roller.

Vi vil ikke være tjent med uklarhed, om hvem der træffer beslutningerne. I så fald kan det give det indtryk, at vores idrætsliv er udsat for politisk pres. 

Risiko for politisk pres

Hvis DIF og DBU har brug for rygdækning og støtte i deres beslutninger, så kan en strategi sikkert fremstå som en hjælp, men hvad hvis politikerne mener én ting og idrætsforbundene én anden?

Hvem bestemmer i tilfælde af uenighed? Og hvis vi går i retning af én strategi, ønsker vi så, at regeringen skal presse forbundene til en given holdning?

Det er hverken i politikernes eller i sportens interesse, at skabe usikkerhed om forbundenes selvbestemmelse i relation til international sportsudøvelse.

Stén Knuth
Idrætsordfører (V)

Det er hverken i politikernes eller i sportens interesse, at skabe usikkerhed om forbundenes selvbestemmelse i relation til international sportsudøvelse.

Samtidigt skal vi heller ikke politisk pålægge idrætsforbundene at føre udenrigspolitik. Det er en pragmatisk øvelse, som kun bør føres i ét regi. Det gælder for idrætsforbundene, men også for den enkelte idrætsudøver, der ikke skal agerer udenrigspolitisk ambassadør og ikke bør blive pålagt at forholde sig personligt og professionelt til beslutninger om værtskaber, som de ikke har været med til at træffe.

Ikke dermed sagt, at Danmark ikke bør tage stilling til åbenlyse menneskerettighedskrænkelser, når det også rammer indenfor sportens regi.

Brug de eksisterende veje

Gennem den finansielle støtten til organisationen Play The Game, der bidrager til at rejse og kvalificere debatten om etik og moral i sport, støtter staten allerede direkte en indsats, der har til formål at forbedre den internationale sportsudøvelse.

Regeringen har derudover gennem udenrigspolitikkens både vores udviklingshjælp og Danmarks deltagelse i multilaterale organisationer som FN, ILO og i EU gode forudsætninger for at lægge et politisk pres på værtslandene.

Her kan den store opmærksomhed om et værtsland bruges til at presse på for fremskridt om menneskerettigheder og bedre arbejdshold frem for at legitimere amoralske regimer.

Dermed kan vi politisk arbejde i de regi, hvor det er naturligt med henblik på at skabe positiv forandring. Så kan sportsudøverne have fokus på at præstere i de sportsgrene, hvor de kan have trænet fra barnsben.

Uanset hvad bør vi politisk i Folketinget afvige fra at skabe usikkerhed om den sportslige deltage i disse arrangementer.

For så vidt angår den politiske deltagelse, vil jeg blot minde kulturministeren om, at hvis hun er travlt optaget i Danmark med forpligtelser knyttet til hendes ressortområde, så forhindrer det jo hende i at kunne rejse afsted til åbningen af VM i Qatar. Det ville være en prioritering, som Venstre ville forstå.