Henrik Brandt: Vi har i årevist vidst, hvor skoen trykker på idrætsområdet. Her er fire bud på, hvad vi kan gøre bedre

En ny regering er altid en åbning for nye vinkler og nye tilgange til idrætten som sektor og som politisk interesseområde. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt dæmpede ikke ligefrem forventningerne, da han ved sin tiltrædelse bebudede, at han ville stå i spidsen for den første kulturpolitiske redegørelse siden Brian Mikkelsen i 1997.

”Jeg har høje ambitioner for kulturen. Jeg vil ikke bare skrue hist og pist. Jeg vil virkelig ændre noget,” bebudede kulturministeren den 9. februar. Det er siden præciseret, at kulturbegrebet også omfatter idræt og folkeoplysning.

I Altingets temadebat om, hvordan regeringen bedst kan understøtte idrætten, vil jeg fokusere på idrætsdelen af den kommende redegørelse og pege på nogle områder, hvor en ny regering med en forholdsvis behersket satsning - på at understøtte hele idrætssektoren og ikke blot den foreningsbårne del - kan gøre en kæmpe forskel.

Der er ikke så meget tvivl om, hvad Kulturministeriets redegørelse vil vise på idrætsområdet: Ministeren kan lede på egne hylder efter tidligere udredninger, som eksempelvis Breddeidrætsudvalgets betænkning ’Idræt for alle’ fra 2009 eller ’Udredning af idrættens økonomi og struktur’ fra 2014.

Eller han kan hive fat i de regelmæssige motions- og sportsvaneundersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut eller idrætsorganisationernes egne rationaler bag deres kuldsejlede forsøg på fusion i 2008, eller deres fælles Vision 25-50-75 (senere Bevæg dig for Livet), som blev født af toplederne i DIF og DGI i 2013.

Hvor skoen trykker

Vi ved præcis, hvor skoen trykker og har gjort det i årevis: Stagnerende idrætsdeltagelse, stagnerende foreningsdeltagelse, social og sundhedsmæssig slagside i idrætsdeltagelsen, motoriske udfordringer hos børn og unge, demografiske udfordringer, en facilitetsmasse med behov for omstilling og øget relevans for flere, og et uforløst vækstlag og potentiale for såvel socialt som erhvervsmæssigt entreprenørskab i idrætten.

Det nye ville være, hvis en ny regering turde tage nogle økonomiske, politiske og strukturelle skridt for at adressere udfordringerne og potentialerne ad nye veje.

Idrætten er blevet en sektor med et meget bredt felt af aktører, men det er vanskeligt at reformere den statslige idrætspolitik, fordi Kulturministeriet i sig selv nærmest er uden frie midler og personaleressourcer på idrætsområdet og derfor i praksis har udliciteret idrætspolitikken til DIF og DGI gennem udlodningslovens fastlåste tildeling af midler.

Vi ved præcis, hvor skoen trykker og har gjort det i årevis

Henrik H. Brandt
Daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Sådan fungerer det bare ikke i praksis. Idrætten har ikke et produktionsapparat, man lige kan omstille efter en politisk beslutning ovenfra.

Til gengæld har idrætten en enorm og stigende mangfoldighed, som staten med relativt enkle investeringer kan understøtte og ’geare’ i en kreativ og dynamisk udvikling, som supplerer alle de ting, der allerede virker ganske fint i den danske idrætssektor. 

Hvor er der så behov for nye investeringer i omstilling og udvikling af den danske idrætssektor ud over de områder og aktører, som allerede er ’inde i varmen’?

Målrettede midler til udvikling og omstilling af idrættens rum og rammer

Lokale og Anlægsfonden leverer glimrende bidrag til at udvikle selve facilitetsmassen, men vi har brug for at understøtte ’softwaren’ i form af kompetenceudvikling, aktivitets- og organisationsudvikling i eksempelvis landets 600-1000 mest dynamiske offentlige/selvejende faciliteter, så de i langt højere grad kommer til at fungere som udfarende lokale ’edderkopper’ for aktivitetsudvikling, foreningsudvikling og hub for alle de aktører og målgrupper, vi ikke får involveret i idrætten i dag, og som derfor ikke nyder tilstrækkelig gavn af infrastrukturen i forhold til eksempelvis sociale og sundhedsmæssige dagsordener.

Målrettede midler til ligestilling af det stadigt bredere felt af NGO-lignende tiltag med socialt eller sundhedsmæssigt sigte med de klassiske idrætsorganisationer og forbund

Der er simpelthen behov for en mere stabil grundfinansiering af de mange NGO’er og aktører, som har vist deres hjerte og potentiale for at få ’fat’ i de borgere, som ikke finder ind i idrættens fællesskaber og aktiviteter af sig selv.

Mere ’risikovillig kapital’ og støtte til idrætsinnovation:

Det kan være frie midler til det voksende vækstlag af startups og nye entreprenante virksomheder. Det kan være frie midler, som kan få den igangværende, men spæde bevægelse mod fysiske ’idrætsklynger for idrætsudvikling’ på tværs af sektoren helt i mål. Man kan sagtens forestille sig et netværk af fysiske sportshubs opstå i hovedstadsområdet, Fyn, Aarhus og Aalborg over de kommende år.

Man kunne sagtens forestille sig en større del af DGI’s midler afsat som frie investeringsmidler til den bredere idrætsudvikling.

Henrik H. Brandt
Daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Det kan være frie midler til efteruddannelse, kompetenceudvikling og karriereudvikling for den voksende arbejdsstyrke af veluddannede personer med lyst og ambitioner om at arbejde i idrætssektoren. Det kan være frie midler til forsøg med offentlige-private partnerskaber både i forhold til særlige målgrupper og i forhold til facilitetsudvikling for den private del af sektoren, som i dag går under radaren i idrætspolitikken.

Skabelse af et sektorråd, som går på tværs af hele idrætssektoren, og som eventuelt kan få ansvar for udlodning af investeringsmidler i de ovennævnte indsatsområder

Langt hovedparten af væksten i idrætten sker i dag i sektorer, som ikke har en demokratisk repræsentation i idrætsorganisationerne. Der ville være store gevinster ved formelt og uformelt at involvere flere aktører og organisationer i politikudviklingen end blot de aktører, som i dag modtager direkte støtte via udlodningsmidlerne.

Allerbedst ville det være at iværksætte en 3-4-årig satsning gennem nye udviklingsmidler fra statskassen, så ingen aktører føler sig truet. Det ville dog heller ikke være unfair at kigge på den nuværende fordelingsnøgle – blandt andet i lyset af, at DGI reelt kun har ganske få medlemmer, som ikke også er repræsenterede i specialforbund under DIF.

Man kunne sagtens forestille sig en større del af DGI’s midler afsat som frie investeringsmidler til den bredere idrætsudvikling.