Tidligere DGI-chef om nyt regeringsgrundlag: Det idrætspolitiske potentiale forbliver uforløst

I de cirka 50 år Kulturministeriet har haft ansvaret for statens idrætspolitik, har skiftende regeringer fået flere og flere strenge at spille på. Det er bare sjældent, at de er blevet taget i anvendelse. 

Kulturministeriet har i grove træk fire typer af idrætspolitiske instrumenter.

Det første instrument er lovgivning. Aktuelt drejer det sig om eliteidrætsloven, lov om fremme af integritet i idrætten (doping og matchfixing), udlodningsloven, folkeoplysningsloven og lov om indhentning af børneattester.

Dertil kommer lovgivning i andre ministerier (doping, våben, miljø, persondata medvidere), som på forskellig vis har betydning for idræt.

Det andet instrument er økonomi, hvor vi har udlodningsmidlerne og et såkaldt aktstykke, der omfatter ministerens mere eller mindre frie midler. Udlodningsmidlerne reguleres af udlodningsloven.

Det tredje instrument er statslige institutioner som Team Danmark, Sport Event Danmark, Lokale og Anlægsfonden, Anti Doping Danmark og Idrættens Analyseinstitut. Ministeren udpeger bestyrelserne og indgår rammeaftaler med disse institutioner. 

Det fjerde og sidste instrument er forsøgsprogrammer: Fra tipunkts-programmet i 1980'erne til en række forsøgsprogrammer i 00'erne og 10'erne har skiftende ministre iværksat forskellige forsøgsprogrammer med henblik på at afprøve nye idrætspolitiske idéer og initiativer. 

Til de konkrete instrumenter, som Kulturministeriet råder over, kan tilføjes de mere uformelle muligheder for at rejse en idrætspolitisk dagsorden i offentligheden, i dialogen med organisationerne og i internationale fora. 

Kun tipsloven (nu udlodningsloven) og fritidsloven (nu folkeoplysningsloven) eksisterede, da Kulturministeriet overtog ansvaret for idrætten for cirka 50 år siden. Ministeriets muligheder for at føre en aktiv idrætspolitik er derfor udvidet betragteligt. 

En sammenhængende idrætspolitik 

Da regeringen Poul Nyrup Rasmussen III tiltrådte i 1996, indgik idrætspolitiske målsætninger for første gang i regeringsgrundlaget. Siden har idrætten stort set hver gang været et tema i skiftende regeringers grundlag.

Intentionerne med idrætspolitikken i det seneste regeringsgrundlag adskiller sig ikke meget fra første gang, idrætten fik en plads i regeringsgrundlaget

Søren Riiskjær
Fhv. idrætspolitisk chef, DGI

Men bemærkelsesværdigt er det, at under samme regering blev det sidste gang, en idrætspolitisk redegørelse blev fremlagt for Folketinget.  

Netop dét forhold er ganske paradoksalt. En redegørelse til Folketinget rummer muligheden for – eller snarere forpligtelsen til – at formulere en sammenhængende, aktiv og dybtgående politik – det vil sige, at skabe et overblik over idrætsområdet set i et statsligt perspektiv og formulere nogle målsætninger for udviklingen.

Men selv om Kulturministeriet har fået flere og flere muligheder for at føre en aktiv idrætspolitik, synes lysten at blive mindre og mindre. 

I 1990’erne og begyndelsen af 00’erne stod først Jytte Hilden og senere Ebbe Lundgaard, Elsebeth Gerner Nielsen og Brian Mikkelsen for en ganske offensiv idrætspolitik. Bortset fra Marianne Jelved har de efterfølgende kulturministre været ganske anonyme i idrætspolitkken. 

Intentionerne med idrætspolitikken i det seneste regeringsgrundlag adskiller sig ikke meget fra første gang, idrætten fik en plads i regeringsgrundlaget. Regeringen angiver at ville støtte både bredden og eliten og hylder det frivillige foreningsliv. Dét har været det gennemgående tema i alle regeringsgrundlag.