Nu får vi endelig eksperternes bud på en CO2-afgift på landbruget. Men på Christiansborg bliver den lange ventetid bare afløst af en ny

Et af de mest centrale er, i hvor høj grad landbruget kan forventes at skulle bidrage til klimamålene på lige fod med de andre sektorer. Herunder mere specifikt i hvor stort et omfang, eksperterne kommer til at anbefale at lade reguleringen styre af tilskud til erhvervet for at imødekomme risikoen for, at omstillingen ender med at forringe konkurrenceevnen eller flytte arbejdspladser ud af landet.

Selv har Landbrug & Fødevarer foreslået at lade skatteborgerne betale for omstillingen med årlige tilskud og investeringer på op mod tre milliarder kroner. Eksperterne kommer formentlig ikke til at anbefale noget lignende, men der skal ikke mange tilskud, fradrag og investeringer fra staten til, før landbrugets vej til klimamålene kommer til at adskille sig mærkbart fra de andre sektorer, der i højere grad står til at betale for udledningerne selv.

Regningen kan deles med forbrugerne

Et andet spørgsmål er, hvad ekspertgruppen tænker om muligheden for at supplere afgiften på landbrugets produktion med en afgift på fødevarerne i køledisken og dermed gøre landbrugets del af regningen mindre.

En forbrugsafgift vil ikke bidrage til at reducere de nationale udledninger af klimagasser, men den kan være med til at adressere de høje udledninger fra danskernes fødevareforbrug, der belaster det globale klima. En større del af regningen vil i så fald ende hos forbrugerne, hvilket der ikke er appetit på i blandt andre Danmarksdemokraterne og Enhedslisten. Omvendt har både Radikale, Venstre, Moderaterne og landbruget selv bakket op om idéen.

Dertil kommer alle de mere tekniske spørgsmål; Vurderer eksperterne, at afgiften kan omfatte de usikre udledninger fra lavbundsjorder og dermed bidrage til at få taget jorderne ud af drift?

I hvor høj grad får landmændene mulighed for at modregne klimaeffekterne af det kulstof, de binder i jord, planter og skov, når effekten ikke er langvarig?

De mange utålmodige aktører, som i disse dage efterspørger hurtige beslutninger og omgående handling, skal derfor forberede sig på, at en ny ventetid vil erstatte den gamle. 

Og hvor meget viden har vi om udledningerne fra den enkelte bedrift, og hvad betyder det for, hvornår afgiften kan indføres og få den tilsigtede effekt?

For alle spørgsmålene gælder det, at politikerne indtil nu har kunne skyde dem til hjørne. Det er svært og kompliceret, har begrundelserne lydt. Onsdag kommer Michael Svarers ekspertgruppe til at giver dem konkrete vurderinger af dilemmaerne, som de kan stå på og danne deres holdninger på baggrund af. 

Forløbet efter Svarer

I stedet for at skyde svarene til hjørne, kan de nu sende dem videre til den grønne trepart, som foreløbig har fået indtil juni til at blive enige. Til den tid har de efter planen et fællesdokument med et bud på en CO2e-afgift for landbruget, som alle parter (undtagen Concito, der kun er med som såkaldt videnspartner) har skrevet under på.

SVM-regeringen har som bekendt flertal og kan derfor vælge at kopiere den tekst ind i et nyt dokument, kalde det et lovforslag og vedtage det. Men Folketingets øvrige partier vil uden tvivl få chancen for at præge det endelige udspil.

Mens Enhedslisten og Danmarksdemokraterne kan indtage rollerne som talspersoner for henholdsvis den hårde og bløde afgiftsmodel, vil både Liberal Alliance, Radikale Venstre, Konservative og SF være klar til at diskutere både detaljer og kompromiser.

Selv om Folketinget går på sommerferie i juni og først genåbner til oktober, kan man sagtens indgå en politisk aftale i august. Men de mange forsinkelser har også givet en klar pejling af, hvor teknisk og politisk svær en størrelse, det bliver at regulere landbrugets drivhusgasudledninger.

Fordelen ved at vente

Spørger man aktivisterne og de grønne organisationerne, er udskydelserne lig med en forhaling af den nødvendige klimahandling. Spørger man økonomerne, er det ufornuftigt for både samfundsøkonomi og landmænd, fordi en omstilling bliver dyrere, jo længere tid den udskydes.

Men hidtil har ventetiden været meget værd i politisk forstand.

I starten af året blev landbrugets CO2e-udledninger nedskrevet med to millioner ton som følge af nye tal for lavbundsjorder. At landbruget nu skal reducere med 3,4 millioner ton frem for 5,4 millioner ton frem mod 2030, gør ikke opgaven let. Men den er blev noget lettere.

EU-valget 9. juni giver regeringen endnu en god grund til at vente. Vil et nyt Europa-Parlament i højere grad end nu afspejle en modstand mod hård klimaregulering på landbruget, vil det også lette presset på SVM-regeringen.

De mange utålmodige aktører, som i disse dage efterspørger hurtige beslutninger og omgående handling, skal derfor forberede sig på, at en ny ventetid vil erstatte den gamle. Svarer-udvalget er gået fra at være det, alle ventede på, til at være en ny mellemregning.

I de kommende dage, uger og måneder vil SVM-regeringen blive stillet tonsvis af spørgsmål om landbrugets grønne fremtid. Svaret er næsten givet på forhånd:

"Det skal treparten gøre os klogere på."