Debat

Stephanie Lose kritiserer forenklingsudvalgs-oplæg: "Det er alt for centralistisk"

DEBAT: Erhvervsfremme kræver regionalt engagement og partnerskaber, hvis vi skal sikre vækst og udvikling i hele Danmark, skriver formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

SØNDERBORG: Stephanie Lose (V) mener ikke, at forenklingsudvalgets forslag sikrer regional vækst og udvikling.<br>
SØNDERBORG: Stephanie Lose (V) mener ikke, at forenklingsudvalgets forslag sikrer regional vækst og udvikling.
Foto: Lene Esthave
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stephanie Lose
Formand for Danske Regioner

Danske virksomheder skal have de bedste vilkår for vækst. Det er vi alle enige om.

Men når talen flytter sig over på, hvordan vi gør det, er det såkaldte forenklingsudvalg og jeg til gengæld ikke helt enige.

Lad mig lige skrue tiden tilbage til sidste uge, hvor jeg havde en dejlig dag på Als. Ikke alene var der solskin og lidt forår i luften. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i første spadestik for Center for Industriel Elektronik i Sønderborg, som i fremtiden vil optage 170 ingeniørstuderende om året.

Vækstvilkår er ofte betinget af en regional geografi.

Stephanie Lose (V)
Formand, Danske Regioner

Baggrunden for det nye center er, at særligt omkring Sønderborg er der et stærkt økosystem og stor koncentration af virksomheder, der arbejder med energieffektive løsninger. Vi taler om en styrkeposition, der eksporterer for 34 milliarder kroner årligt.

Men branchen kæmper med at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft inden for det tekniske område – ikke mindst ingeniører.

Uddannelse og virksomheder i kredsløb
Da langt de fleste danskere bliver boende dér, hvor de er uddannet, er løsningen ikke, at DTU skruer op for uddannelsen af nye ingeniører i Lyngby. Det vil ikke hjælpe de syddanske virksomheder.

Derfor er det en rigtig god løsning, at vi har et stærkt regionalt partnerskab med virksomhederne Danfoss A/S og LINAK A/S, Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet, som sammen investerer i laboratorier, testfaciliteter og projektrum.

Med det nye center sikrer vi ikke alene ingeniører til Syddanmark, vi tilbyder også fremtidens energieffektive virksomheder forskning på internationalt topniveau. Det kan bidrage til innovation og produktudvikling.

Erhvervsfremme er ikke blot virksomhedsrådgivning
Center for Industriel Elektronik er et fint eksempel på, at erhvervsfremme ikke bare er rådgivning af virksomhederne. Effektiv erhvervsfremme er også at skabe gode vækstvilkår.

Der er lignende initiativer i alle regioner, netop fordi vækstvilkår ofte er betinget af en regional geografi: Hvilke vidensinstitutioner er der i området? Passer befolkningens kompetencer til virksomhedernes behov? Er der en særlig koncentration af virksomheder med samme speciale i området?

Alt det skaber vi ikke med en national strategi og en national udmøntning af midler. Det kræver et stærkt regionalt engagement og partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner, videns- og innovationsmiljøer, små og store virksomheder, rådgivere og offentlige instanser.

Det er derfor, jeg kritiserer forenklingsudvalgets oplæg til fremtidens erhvervsfremme for at være alt for centralistisk i sit udgangspunkt.

Hvem skal så sikre vækstvilkår?
Jeg er simpelthen nervøs for, at vi ikke vil kunne etablere stærke miljøer som det i Sønderborg, hvis vi får den løsning, som ekspertudvalget lægger op til. Udvalgets forslag tager nemlig ikke højde for, hvem der skal sikre de bredere vækstvilkår.

I regionerne bakker vi fuldt op om at effektivisere og forenkle måden, vi understøtter virksomhederne på.

Men vi anbefaler et langt stærkere strategisk og økonomisk råderum på regionalt niveau, end forenklingsudvalget lægger op til. Det vil være afgørende, hvis vi også i fremtiden skal have vækst og arbejdspladser i hele landet.

Dokumentation

Erhvervsfremmesystemet til debat

På Altinget debatterer vi i april måned Danmarks erhvervsfremmeindsats.

Det sker blandt andet på baggrund af Forenklingsudvalgets 26 anbefalinger til erhvervsfremmesystemet. Udvalget lægger i deres anbefalinger op til:

  • En fælles strategi og bestyrelse for hele den decentrale indsats
  • En digital platform og nye Erhvervshuse
  • Færre, landsdækkende klynger og netværk
  • En klar statslig arbejdsdeling
  • Færre ressourcer til evaluering.

Udvalget anbefaler, at de seks regionale vækstfora og Danmarks Vækstråd nedlægges og erstattes af én erhvervsfremmebestyrelse.
Udvalget anbefaler også, at de eksisterende 60 offentligt støttede netværk og klynger reduceres til 10-12 nationale klynger. Dertil kan der være et mindre antal startup-klyngeorganisationer inden for nye erhvervsområder.

Kilde: Erhvervsministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

0:000:00