Jarlov: Erhvervsfremmesystemet skævvrider ikke Øst- og Vestdanmark

REPLIK: Det er unødvendigt at skabe konflikt mellem Vest- og Østdanmark med usande påstande om forskelsbehandling. Regeringen sikrer en robust indsats for investeringsfremme i både øst og vest, skriver erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Af Rasmus Jarlov (K)
Erhvervsminister

Anders Kühnau, formand for regionsrådet i Region Midtjylland, har her i avisen kaldt den nye organisering af det offentliges investeringsfremme for "uforståeligt københavneri".

Lad mig gøre det helt forståeligt, og lad mig samtidig forsøge at fylde den grøft mellem Øst- og Vestdanmark, som regionsrådsformanden mod bedre vidende er i gang med at grave.

Indsats overlades til kommuner og stat
Regeringen er ved at gennemføre en reform af erhvervsfremmesystemet. Reformen indebærer, at erhvervsfremmeindsatsen fremover overlades til kommunerne og staten, der i forvejen har den daglige kontakt med virksomhederne. Det betyder også, at regionerne ikke længere skal bedrive investeringsfremme.

I Vestdanmark har den regionale forening kaldet Vestdansk Investeringsfremme hidtil finansieret 10 investeringsfremmemedarbejdere vest for Storebælt.

De har været fuldt integrerede i Udenrigsministeriet og har hørt under Udenrigsministeriets daglige ledelse. Tiltrækningen af investeringer fra udlandet sker nemlig effektivt ved at trække på Udenrigsministeriets kompetencer og internationale tilstedeværelse.

Ny måde til at tiltrække investeringer
Derfor skal indsatsen i Vestdanmark også fortsætte. Det kan bare ikke ske i regi af Vestdansk Investeringsfremme. Foreningen har nemlig kun de tre vestdanske regioner som medlemmer. De fratages opgaven og skal fremover fokusere deres kræfter på hospitalsdrift og regional udvikling.

For fremtiden skal der derfor findes et nyt setup for at tiltrække investeringer til Vestdanmark.

Udenrigsministeriet er derfor sammen med kommunerne og lokale partnere i Vestdanmark ved at undersøge, hvordan det sker bedst. 

Medarbejderne vil ligesom i dag skulle være strategisk placeret i lokale videnmiljøer og klynger på Fyn og i Jylland. På den måde bibeholdes det stærke kendskab til lokale potentialer i Vestdanmark.

Regeringen sikrer fortsat stærk indsats
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti skabt økonomisk sikkerhed for en fortsat stærk indsats i både Vestdanmark og Østdanmark, med udgangspunkt i den prioritering regionerne hidtil har haft af indsatsen. Så der forskelsbehandles ikke mellem øst og vest. Det fremgår af finansloven for 2019.

Jeg har fuld forståelse for, at man som politiker kan være irriteret over at miste ansvaret for en opgave.

Hvad jeg har langt mindre forståelse for, er når man forsøger at grave grøfter mellem Vest- og Østdanmark, når regeringen helt tydeligt har sikret en fortsat robust indsats for investeringsfremme i både øst og vest.

Forrige artikel Omegnsborgmestre: Hovedstaden er mere end bare København Omegnsborgmestre: Hovedstaden er mere end bare København Næste artikel Socialchef om ungdomskriminalitet: Reform ignorerer al faglig viden Socialchef om ungdomskriminalitet: Reform ignorerer al faglig viden
Regeringen giver grønt lys til 2.000 nye sommerhuse

Regeringen giver grønt lys til 2.000 nye sommerhuse

KYSTER: 2.027 nye sommerhusgrunde bliver nu en realitet, meddeler erhvervsminister Simon Kollerup, der glæder sig over at give en hjælpende hånd til landdistrikterne. Men Danmarks Naturfredningsforening uddeler hård kritik.