Iværksætter om forenklingsudvalgs-rapport: Snusfornuftig og udramatisk

Af Søren Hougaard
CEO, AMS Group A/S; adj. professor, AAU

Regeringens forenklingsudvalg har netop barslet med en pæn og snusfornuftig rapport, der tegner konturerne af fremtidens erhvervsfremmesystem i Danmark i form af en række anbefalinger og bærende principper.

Udvalgets arbejde, der udspringer af regeringsgrundlaget, er udtryk for rettidig omhu.

Den nuværende erhvervsfremme består af et virvar af programmer og enheder med mere – skabt gennem politisk knopskydning og velment støttelogik af skiftende regeringer over de seneste 25-30 år – og som derfor har savnet en stringent top-downtilgang og konsistens.

Så det er på høje tid at se på kludetæppet fra helikopteren og lægge nogle få, klare sigtelinjer frem.

Konsulentagtig snusfornuft
Forenklingsudvalgets anbefalinger handler primært om organisering og styring af erhvervsfremmeindsatsen og i mindre grad om indhold, mål og retning.

Man kan hævde, at fraværet af tal og beregninger svækker helhedsindtrykket: Ingen sparekrav, ingen resultatmål – altså alt for overfladisk og kvalitativ.

Søren Hougaard
CEO, adj. professor, AAU

Nøgletemaerne er konsolidering, specialisering, effektivisering og centralisering. Udvalgets ”betænkning” fremstår således temmelig konsulentagtig og i den forstand upolitisk.

Hvem kan opponere mod saglighed, objektivitet og resultatfokus?

De aktører og politiske niveauer, hvis roller ændres, svækkes eller helt forsvinder, vil naturligt nok protestere og gribe til våben. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at udvalgets forslag er fri for ideologi og afspejler almindelig praktisk sans og behov for at rydde op.

Fravær af tal får svar til at blafre
Forenklingsudvalgets anbefalinger er kemisk rensede for cost-benefit-analyser, krav- og konsekvensvurderinger, kvantitative mål etc.

Man kan hævde, at fraværet af tal og beregninger svækker helhedsindtrykket: Ingen sparekrav, ingen resultatmål – altså alt for overfladisk og kvalitativ.

Omvendt kan det være svært at gendrive konklusioner, når der ikke er et talmateriale at angribe. Svaret blafrer. Kommissoriet har næppe forlangt kolde facts og skarpe investeringskalkuler.

Udvalget forbigår desværre nogle centrale problemstillinger, for eksempel: I hvilket omfang bør man satse på rammevilkår kontra støtteprogrammer?

Giver den danske model mest for pengene?
Den danske tradition for erhvervsfremme har været ”velfærdsorienteret” (læs: støtteprogrammer), snarere end fokuseret på rammebetingelser som for eksempel et konkurrencedygtigt skatteregime.

Hvem siger, at den danske model for erhvervsfremme giver mest bang for the bucks?

Traditionen har også været at støtte i bredden frem for i toppen – altså en egalitær tilgang. Sagen er blot, at ikke alle småvirksomheder og iværksættere er lige vigtige for samfundsøkonomisk vækst. De stationære småvirksomheder har næsten ingen betydning i et vækstperspektiv; det har de innovative iværksættere til gengæld.

En nøgtern og skarp analytisk behandling af disse og andre problematikker kunne lægge op til yderst interessante politiske diskussioner, men har altså været uden for udvalgets skive.

Udvalgets forslag til justering af det organisatoriske setup i erhvervsfremmesystemet fortjener at blive gennemført. Men den egentlige politisk-strategiske kernediskussion udestår.