Kommunaldirektørernes nye formand er klar til debat og maner til besindighed om 'vilde problemer'

Ballerup Kommunes kommunaldirektør Eik Møller er ny formand for Kommunaldirektørforeningen. Han er vant til at stille sig frem i den offentlige debat, hvor offentlige ledere ellers ofte står for skud. For en offentlig topdirektør anno 2023 skal være klar til at skærme sin organisation, siger han.

Foto: Ballerup Kommune
Kim Rosenkilde

Kommunaldirektører kan ikke længere udelukkende udøve deres virke i baggrunden.

Indimellem skal de også være parat til at stille sig frem i rampelyset for at forklare og forsvare sin organisation og dens rolle i samfundet. Vel at mærke uden at tage opmærksomheden fra de folkevalgte.

Det ved Eik Møller efter mere end otte år som kommunaldirektør i Ballerup Kommune. Og siden for få uger siden også formand for Kommunaldirektørforeningen, Komdir.

Han er ikke bange for at bruge sin position til at bringe sine fagligt forankrede betragtninger og holdninger om styring og ledelse ind i en bredere samfundsdebat.

”Der er en støt stigende forventning fra mange samarbejdsparter og medarbejdere om en meget høj grad af kommunikation med og til omverdenen. Det ved jeg, at mange af mine kollegaer er i gang med at finde deres fødder i,” siger Eik Møller.

Det er en ændring af den mere traditionelle kommunaldirektørrolle, påpeger han.

Indlæg om ligestilling på Kvindernes Kampdag

Selv har stillet sig frem med synspunkter om emner lige fra ligestilling og ledelse på kvindernes internationale kampdag til besparelser på jobcentre og digitaliseringens etiske dilemmaer.

Men det er en svær balancegang at stille sig op og tale på sin organisations vegne, uden at man træder ind på den politiske banehalvdel. Ifølge Eik Møller er der bare ikke rigtig nogen vej uden om.

Fakta

CV - Eik Møller

Arbejde:
2015 –              
Kommunaldirektør, Ballerup Kommune

2012 – 2015    
Direktør med ansvar for børne- og skoleområdet, Ballerup Kommune

2009 – 2012
Direktør for børn, familie og dagtilbud, Faxe Kommune

2007 – 2009
Dagtilbudschef, Faxe Kommune

2005 – 2007
Ansvarlig for dagtilbud, Albertslund Kommune

Tillidshverv:

2023 –
Formand for Kommunaldirektørforeningen, Komdir

2019 – 2023
Næstformand for Kommunaldirektørforeningen

2013 – 2015
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Uddannelse

Eik Møller er uddannet pædagog og har efterfølgende suppleret med to diplomuddannelser i ledelse og en Master of Public Governance, som han afsluttede i 2013

Også selv om det ikke er en klassisk toplederfunktion i den offentlige sektor.

”Jeg tror ikke, at vi kan løse vores opgave med de mange stakeholders godt, hvis vi ikke i højere grad stiller os til rådighed for og bidrager til den offentlige debat og de mange samfundsdilemmaer, som vi er sat i verden for at tage ledelsesansvar for,” siger Eik Møller.

Han peger på, at kommunaldirektørerne har en særlig indsigt i, hvad der kan være på spil, og at man som kommunaldirektør er vant til at håndtere mange og nogle gange modsatrettede hensyn og opgaver.

Vi skal ud og 'tage noget vind'

Når han blander sig i debatten, sker det ofte gennem hans Linkedin-profil, hvor de ovennævnte eksempler stammer fra.  Med over 3.500 følgere giver det ham en platform med en ikke ubetydelig rækkevidde.

Men han har også tonet frem på TV2 News for at give sit, kritiske, perspektiv på regeringens linje om besparelser på kommunernes administration. En debat han har oplevet som både ”unuanceret” og ”forsimplet”.

”Og det er ikke i orden i forhold til de mange tusinde kommunale administrative medarbejdere, der hver dag gør en forskel for borgerne,” siger Eik Møller.

Som han ser det, er det en del af lederskabet, at man er klar til både at tale om værdierne i og værdien af de ting, som de ansatte i en kommune hver dag laver, men også at man står på mål for nogle af de ting, der afføder kritik.

”Ellers efterlades medarbejderne med en oplevelse af, at de står tilbage med ansvaret for alt, hvad der foregår. Og det går jo ikke. Derfor må man også ud at stå foran og tage noget vind en gang i mellem ” siger han.

Støtte til fagdirektører

Den tankegang vil han føre videre med sig ind i rollen som formand for Komdir.

Foreningen udgør et vigtigt fagligt og kollegialt forum for de kommunale topdirektører. Men den er ikke videre kendt uden for disse ret snævre kredse. Og det må gerne ændre sig.

”Der må gerne være flere, som ved, at vi findes. Jeg synes, at det er centralt, at topcheferne i kommunerne indgår som en part og aktør i den offentlige debat og i udviklingen af, hvor den offentlige sektor bevæger sig hen, da vi ved rigtig meget om hvad der skal til, for at ting kan lykkes,” siger Eik Møller.

Når særligt kommunaldirektører godt kan spille en større rolle i den sammenhæng handler det også om at give ledere og medarbejdere læ for den, ifølge Eik Møller, ofte unuancerede og forsimplede kritik de udsættes for. Blandt andet på de sociale medier.

Q&A

Fire hurtige til Eik Møller

Hvad er det første, der falder dig ind, når jeg siger følgende ord?

Beskæftigelsesindsats og besparelser

”Hvis ikke man tænker sig rigtig godt om, så risikerer man at smide Europas mest velfungerende arbejdsmarkedsindsats i vasken, uden at have nogen klar idé om, hvad der skal komme i stedet. Det tror jeg, vil blive noget møg på alle måder.”

Frisættelse

”Grebet rigtigt an, og forankret i kommunalbestyrelser og byråd kan det blive rigtig godt. Grebet forkert an - udenom kommunalbestyrelserne og byråd - kan det godt gå hen og blive et blålys.”

”Jeg hører fra alle kolleger at vi er klar, men det skal foregå, så det lokale demokratiske led fortsat har ansvaret, og så vil kommunerne og mine kolleger gerne måles på resultater fremfor endeløse proceskrav fra en uoverskuelig mængde af statslige tilsyn”.

Forventningsafstemning

”Ja tak, og meget mere af det. Her savnes modige politikere fra Christiansborg og regeringen”

Statslig administration

”Det er jo det med at se splinten i din modstanders øje, men ikke bjælken i dit eget.”

”Hvis man er fagdirektør som for eksempel velfærdsdirektør eller børne- ungedirektør, så kan man godt stå lidt alene med et svært håndterbart område med mange kritikere. Og der er det lidt noget skidt, hvis det opleves, at vi som kommunaldirektører gemmer os,” siger Eik Møller.

Ledelseskæden kan tørre ud

Når det handler om de mere klassiske kerneområder for den kommunale organisation, så har Eik Møller og hans kollegaer i disse år et meget stort fokus på udsigten til endnu større rift om medarbejdere.

”Det bliver en kolossal udfordring at finde løsninger på vores velfærdsopgaver, når vi ved, at der kommer til at mangle mellem 10 og 20 procent af det antal medarbejdere, vi plejer at have,” siger Eik Møller.

Manglen på fremtidige kommunale ledere er et mere afgrænset problem, men noget som i stigende grad trænger sig på som en central udfordring. Ifølge surveys fra konsulenthuset Ballisager ønsker færre og færre i alderen 18 til 39 år at påtage sig et ledelsesansvar.

”Vi har ikke kun brug for at se på, hvordan vi kan få flere til at vælge at blive pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og lærere. Vi har også brug for at tænke over, hvordan vi gør det mere attraktivt at være offentlig leder på mange forskellige niveauer,” siger Eik Møller.

Så mange 'vilde' problemer er der ikke

’Vilde problemer’ er en af de ting, der er talt meget om blandt offentlige ledere de senere år. Ikke mindst de kommunale af slagsen. For hvis der er nogen organisationer, som beskæftiger sig med komplekse og svære samfundsudfordringer, så er det kommunerne.

Det devaluerer de helt nødvendige debatter om de faktiske vilde problemer, som for eksempel klimaudfordringerne og rekrutteringsudfordringerne.

Eik Møller
Formand for Kommunaldirektørforeningen

Men måske er man begyndt at gøre en lidt for stor mængde at udfordringer og bøvl til ’vilde problemer’.

For ja, mange af opgaverne er sværere og kræver tid og indsatser fra mange forskellige aktører, og der kommer også nye tilgange, løsninger og samarbejder omkring dem.

Det er indlysende, mener Eik Møller. Alligevel vil han gerne mane til besindighed i forhold til betegnelsen.

Han oplever, at begrebet ’vilde problemer’ er blevet en adgangsbillet til den offentlige samtale. Og at der er ved at udvikle sig en hel konsulentforretning omkring, hvor der sælges løsninger, som ikke alle reelt løser problemerne.

”Jo vildere jo bedre. Men det devaluerer de helt nødvendige debatter om de faktiske vilde problemer, som for eksempel klimaudfordringerne og rekrutteringsudfordringerne. Det skal vi være forsigtige med,” siger Eik Møller.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eik Møller

Kommunaldirektør, Ballerup Kommune, formand, Kommunaldirektørforeningen, medlem, Dataetisk Råd
pædagog (Højvangseminariet 1998), diplomuddannelse i ledelse (DPU 2001 og Forvaltningshøjskolen 2005), MPG (CBS 2013), Strategisk Byledelse, DAC/Real Dania, hold 7

0:000:00