Region Sjælland i opråb til Folketinget: Centralisering af erhvervsfremme øger uligheden

DEBAT: Hvis forenklingsudvalgets forslag bliver virkelighed, vil det koste vækst og udvikling. Samtidig forstærker centralisering den geografiske ulighed, som påvirker danskernes sundhed, mener Heino Knudsen og Per Nørhave fra Region Sjælland.

Af Heino Knudsen (S) og Per Nørhave (DF)
Hhv. formand for regionsrådet i Region Sjælland og Vækstforum Sjælland og formand for Region Sjællands Udvalg for sundhed for alle

Centralisering giver ulighed og skaber et Danmark i ubalance.

Det har vi mærket på den hårde måde i Region Sjælland. Job er forsvundet, butikker lukket, hele byer er blevet tømt for indhold.

Den udvikling er vi heldigvis godt i gang med at vende, men vores region er stadig bagud på sundhed, bagud på uddannelse og bagud på vækst.

Nu er der så en ny omgang centralisering på vej i vores retning, denne gang med regeringens Forenklingsudvalg om erhvervsfremme som afsender.

Står det til udvalget, skal regionerne stort set kun beskæftige sig med sundhed fremover. Vores indsatser for erhvervsfremme samles i én national erhvervsfremmebestyrelse, som på langdistance kan beslutte, hvad der skal til for at skabe udvikling og vækst i lokalsamfund som Stevns, Lolland-Falster og Skælskør.

Indsatser hænger sammen
Men indsatserne for sundhed, udvikling og vækst hænger sammen og bør ikke skilles ad.

I dag spiller regionerne en central rolle på erhvervsfremmeområdet. I Region Sjælland investerer regionsrådet og vækstforum hvert år omkring 600 millioner kroner i regional udvikling, og vi står bag en bred vifte af projekter og indsatser, der understøtter udvikling og vækst.

Vores indsatser er nøje målrettet lige netop de behov, som borgere og virksomheder i vores geografi har. De allerstørste udfordringer hos os er, at der er rift om dygtige, veluddannede medarbejdere, og at virksomhederne – blandt andet derfor – ikke er så produktive og innovative, som i resten af landet.

Vi har også en kedelig danmarksrekord på uddannelsesområdet: Hver femte ung fra Region Sjælland har ingen uddannelse, ti år efter de har afsluttet 9. klasse. Og de unge, der vælger at læse videre, rejser i stor stil bort fra Region Sjælland og vender ikke tilbage. Der er for få uddannelsesmuligheder i Region Sjælland, både når det gælder erhvervsuddannelser og længere videregående uddannelser.

Uddannelser er høj prioritet
Netop derfor er det et særligt indsatsområde for os at få oprettet flere uddannelser i Region Sjælland.

Det lykkedes sidste år i Kalundborg, hvor vi i et tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner, kommune og erhvervsliv fik oprettet en ny diplomingeniør i Kalundborg, som fremover kan sikre arbejdskraft til Novo Nordisk og andre lokale virksomheder.

Vi investerer også i store, tværgående indsatser, som kan opkvalificere ufaglærte borgere fra Region Sjælland, så de bliver klar til de krav, som stilles på fremtidens arbejdsmarked.

Det er den slags målrettede indsatser, der bygger på lokalkendskab og lokale partnerskaber, som Forenklingsudvalget for erhvervsfremme nu foreslår at fjerne fra regionerne.

Centralisering er usundt
Hvis udvalgets forslag bliver virkelighed, vil det ikke blot koste vækst og udvikling i Region Sjælland. Det vil også gøre det sværere for regionerne at rette op på den geografiske ulighed, som danskernes sundhed bærer præg af.

Friske tal fra Sundhedsanalyse 2017 viser, at hver femte borger i Region Sjælland selv vurderer, at de har et dårligt helbred. Et stigende antal spiser usundt, er overvægtige eller føler sig ensomme. Dårligt helbred er mest hyppigt blandt borgere med kort uddannelse og borgere uden arbejde og i de mindre velstillede kommuner. For eksempel rammer rygning socialt skævt.

Så sundhed og erhvervsfremme er to sider af samme sag. Vi har brug for et land i balance, og det er regionerne med til at sikre.

Centralisering vil forstærke uligheden i Danmark, og vi opfordrer derfor alle partier i Folketinget og særligt de folketingsmedlemmer, som er valgt på Sjælland, til at kæmpe for, at vi beholder opgaven med at sikre vækst og udvikling hos de 17 kommuner og Region Sjælland. Centralisering er usundt for både borgerne og virksomhederne!

Forrige artikel Sophie Hæstorp: Regioner nedbryder barrierer og sikrer arbejdskraft til erhvervslivet Sophie Hæstorp: Regioner nedbryder barrierer og sikrer arbejdskraft til erhvervslivet Næste artikel Kresten Schultz-Jørgensen: Fremtiden tilhører den mellemstore by Kresten Schultz-Jørgensen: Fremtiden tilhører den mellemstore by
Præstegaard kæmpede en åben kamp for budgetbisserne 

Præstegaard kæmpede en åben kamp for budgetbisserne 

PORTRÆT: Martin Præstegaard har anlagt en mere åben og dialogorienteret stil som departementschef i Finansministeriet. Men det lykkedes ham aldrig for alvor at få sat en stopper for kritikken af og fortællingen om ministeriet, mener flere iagttagere.