6 A'er: Adam Price slagter sin idealist for åben skærm

(SPOILERS: Læs ikke videre, medmindre du har set ugens afsnit)

"Jeg er 53 år, jeg er fraskilt, mine børn… tja, det ved du jo selv. Jeg bor alene, min dobbeltseng er også mit kontor, jeg har et blomsterabonnement, for så er jeg da sikker på at få nogle blomster. Hvis jeg ikke er hende, der arbejder 19 timer i døgnet som udenrigsminister, hvem fanden er jeg så?"

Sådan falder replikken fra Birgitte Nyborg, da hun er taget ud til sin gamle ven og mentor, Bent Sejrø (spillet af Lars Knutzon, red.), for at få et godt råd midt i en krise, der risikerer at koste hendes politiske liv. Hun står med valget mellem sin politiske karriere og sin idealisme på klimaområdet og dermed også sit bagland. Hvad vælger hun?

Som seer ved man nu, at hun sælger sin idealisme og går efter at maksimere sin magt. Bum. Adam Price slagter sin idealist for åben skærm og overgiver sig med et til en realisme, som vi alle kender: En verden, som styres af interesser, både de personlige og de økonomiske, hvor magt ikke er noget, man får, men noget, man tager. Og hvor den koster.

Nu har vi gennem tre sæsoner fulgt Birgitte Nyborgs kamp for at bevare sin idealisme som politiker, og det har så indtil videre kostet hende, at hun er mutters alene i verden

Paula Larrain

Jeg elsker det. Pyt med, at det hele går lidt stærkt, for Sidse Babett Knudsens formidable evne til at kommunikere hele følelsesregisteret og tankerækken omkring idealistens død, gør det hurtige skift troværdigt.

Det gør ondt på hende, men mindre end man skulle tro på nuværende tidspunkt. For selverkendelsen rummer også en snigende selvkritik, som alle har godt af og som for hendes vedkommende ikke kun kan forklares med "overgangsalderen". Hun er blevet arrogant, bedrevidende, irritabel og misundelig på sin regeringschef. Vi kan se det, og vi kan se, at hun selv kan se det.

Nu har vi gennem tre sæsoner fulgt Birgitte Nyborgs kamp for at bevare sin idealisme som politiker, og det har så indtil videre kostet hende, at hun er mutters alene i verden, gift med sit arbejde, defineret af denne ene snævre måde at være menneske på.

Midt i livet indser hun, at sådan er det. Hun er levebrødspolitiker. Ikke af økonomiske årsager, men fordi det er det eneste, hun kan og har dyrket. Er det godt eller skidt? Juryen er stadig ude, og det kan gå begge veje.

Jeg er dybt imponeret over, hvor godt Adam Price, assisteret af ikke mindst Per Fly, får formidlet denne vending og underliggende udvikling troværdigt og samtidigt leverer oplysning om det moderne demokratis vilkår med en undertone af bitter erkendelse af samfundets retning.

Væk fra den etik, som har bundet os sammen gennem moderne tid – hvor idealister er de gode og de rigtige, mens pragmatikerne, nærhedsdyrkerne, eller dem, der vælger forældremøder frem for arbejde på en vigtig dag for fællesskabet, på en eller anden måde er for svage og skal tage sig sammen.

Jeg tilhører samme generation som Price, Nyborg og ikke mindst Katrine Fønsmark (spillet af Birgitte Hjort Sørensen, red.), og derfor mærker jeg i den grad min sympati rokke på sig indeni, når den garvede journalist bliver ved med at klokke i det som nyhedschef ud fra sit eget idealistiske billede af rigtigt og forkert.

Fønsmark skal lære at lytte til andre og ikke altid kun stole på sig selv. Navnlig fordi loyalitetskonflikten i forhold til Birgitte Nyborg står i vejen for hendes dømmekraft. Hele to gange har det nu afstedkommet spild af TV1-seernes tid.

Første gang med den latterlige historie om, hvordan Nyborg er for langt fra vælgerne. En overkompensation på kritisk journalistik, som den endnu ældre tidligere nyhedschef, Torben Friis (spillet af Søren Malling, red.), ser og noterer åbent. Anden gang da hun nærmest blind for realiteterne kun ser den mulighed, at Birgitte Nyborg trækker sig på grund af principper, stolthed og idealisme. Hvad mon den lidt for store – og nu skuffede – tiltro til udenrigsministeren vil afstedkomme af hidsige vinkler?

På lidt under én time lykkedes det for afsnit tre at plante så mange set-up på alle hoved- og bi-historier, at afsnittet i sig selv fungerer som point of no return.

De filosofiske undertoner er markante og rækker ud over citater af Machiavelli og Knud Rasmussen. 'Borgen – Riget, Magten og Æren' er genial underholdning på alle planer

Paula Larrain

Nu skal vi bare vide det: Forlader Fønsmark chefposten frivilligt eller ufrivilligt? Kommer Asger (spillet af Mikkel Boe Følsgaard, red.) til at gå i seng med sin grønlandske kontrapart, eller hvad sker der med hans egen minister, efter bemærkningen om hestehalen blev et hit? Hvor længe holder Signe Kragh (spillet af Johanne Louise Schmidt, red.) som statsminister, selvom hun er dygtig til at lægge billeder af rugbrød på Instagram, og folk som Nyborg hader den slags? Hvor langt vil det nyerkendte magtmenneske i Birgitte Nyborg gå for at sikre sin egen position?

De filosofiske undertoner er markante og rækker ud over citater af Machiavelli og Knud Rasmussen. 'Borgen – Riget, Magten og Æren' er genial underholdning på alle planer. Billederne fra Kælllingekløften ved Diskobugten, hvor de gamle før i tiden kastede sig ud for ikke at være til belastning, ligger hele tiden i baghovedet som påmindelse om, at enhver tids etik altid afhænger af, hvad mennesker bliver enige om i fællesskab.

"Du kan ikke kontrollere naturen," får Nyborg at vide af sin læge. Vi må se. I sidste ende er menneskene jo større, ifølge citatet fra Knud Rasmussen, der indleder dette tredje og hidtil bedste afsnit.

Det skal så lige bemærkes, at Per Flys indtræden som såkaldt "konceptuerende instruktør" gør, at denne sæson både fortællermæssigt og filmisk lægger lang distance til tredje sæson. Instruktionen er spotless, replikker og krydsklip mellem scener falder rytmisk perfekt. Billederne fra især Grønland er smukke, men lyddesignet er jeg nødt til at klappe særligt af. Det her er international særklasse.