Tidligere departementschef: Borgen efterlader et skævt indtryk af embedsværket

De politiske kriser bliver krydret med lidt mundhuggeri mellem Birgitte Nyborg og hendes departementschef Rasmus. Samtidig har Birgitte Nyborg en ualmindelig tæt og direkte dialog med den arktiske ambassadør Asger – også om hans forhold til den grønlandske afdelingschef.

Departementschefen føler sig forbigået og spørger i plenum ministeren, om hun også har lyst til at overtage MUS-samtalerne. Lidt sjovt, men alligevel.

Da den unge ministersekretær Oliver får moralske kvaler over de beskidte sider af den politiske metier og letter sit hjerte hos departementschefen, får han at vide, at han som embedsmand skal være loyal overfor både ministeren og ministeriet. Hvis det er umuligt, kommer ministeriet dog i første række.

Her fik jeg kaffen galt i halsen. Embedsmænd arbejder for deres minister, og de er og skal være et hundrede procent loyale overfor ministeren. Punktum.

Departementschefen forklarer, at den danske model med et uafhængigt embedsværk, som betjener den til enhver tid siddende regering, er en "administrativ lille perle". Og det er den ganske rigtigt, fordi modellen borger for høj faglighed og lang erfaring til gavn for både regeringen og samfundet i almindelighed.

Alligevel efterlod scenen mig med et lidt skævt indtryk af, hvad embedsmænd må og skal. Embedsværket bistår ministeren med alt, der vedrører hvervet som minister. Og ikke andet. Som partipolitiker må Birgitte Nyborg klare sig selv, men hun må rådføre sig med hvem, hun vil.

I virkelighedens verden er departementschefen ministerens nærmeste sparringspartner

Agnete Gersing
Tidligere departementschef

Jeg undrer mig over, hvor inspirationen til departementschef Rasmus er kommet fra. Han fremstår som en slags overministersekretær, som mest hjælper med at holde styr på, hvem ministeren skal mødes med. I virkelighedens verden er departementschefen ministerens nærmeste sparringspartner, samarbejdet er tæt, og det er de store politiske sager, som er i fokus.

Der er mange bolde i spil. Midt i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske krise ringer den arktiske ambassadør til udenrigsministeren og fortæller om den formodede, fejlslagne PET-operation. Birgitte Nyborg har brug for at lukke munden på sin partifælle og justitsminister Jon Berthelsen, og hvis en PET-operation i Grønland har kostet en ung mand livet, kommer justitsministeren med stor sikkerhed i problemer.

Politik er ikke for småbørn, men det er hård kost. Afpresningen virker efter hensigten – for en stund. Til sidst bliver det alligevel for meget for Jon Berthelsen, som sætter sig for at vælte hende som formand for Nye Demokrater. Hvor det bærer hen, bliver spændende at se. Det er svært at tro, at hun bliver skubbet af tronen, når det kommer til stykket.

Sidse Babett Knudsen tegner et overbevisende portræt af Birgitte Nyborg, som, uanset hvor mange problemer, der tårner sig op, altid er i stand til at skrue den selvsikre og smilende facade på og lyde som om, at hun har styr på det hele. Jeg er også ret vild med Mikkel Boe Følsgaards meget utraditionelle, arktiske ambassadør.

Mere stramt har jeg det med nyhedschef Katrine Fønsmark, som er for karikeret til min smag. Forhåbentlig har hendes lederstil ikke meget at gøre med de faktiske forhold på nyhedsredaktionerne.

Serien giver et godt indtryk af, hvad det kræver at være minister

Agnete Gersing
Tidligere departementschef

Men jeg var faktisk tæt på at få ondt af hende, da hendes mentor og nye politiske redaktør Torben giver den fuld gas og for åben skærm fortæller om statsministerens kritisable måde at forvalte magten på. Selvom han havde fået klar besked på at stikke piben ind.

Den stramtandede og vildt populistiske statsminister Signe Kragh er også svær at tro på, selvom forlægget er klart.

Meget er sat på spidsen. Men serien giver et godt indtryk af, hvad det kræver at være minister og toppolitiker. Vanvittigt meget arbejde og store ofre i privatlivet. Godt at der er nogen, der tager slæbet. Det er et stykke fra virkeligheden, men det er ikke kedeligt.