Dansk Skuespillerforbund: Kvoter står ikke i modsætning til kvalitet

Vores kulturminister har rejst debatten om fokus på diversitet og repræsentation i kunsten – og som forperson for Dansk Skuespillerforbund kæmper jeg for både overenskomster, ordnede forhold og rettigheder for vores medlemmer, men jeg kæmper også for lige repræsentation på det kunstneriske arbejdsmarked.  

Jeg ved godt, at mange stejler, når vi debatterer repræsentation i kunsten – eller i det hele taget taler om kunstens rammer. De mener, at ordet ‘kunst’ sætter alle nuancer ud af drift. Kunsten er hellig, og ingen må eller skal indramme kunsten. Ellers er kunsten ikke fri.  
 
Men som en, der har været i branchen i 25 år, er det faktisk noget, jeg gerne vil gøre op med. Frihedsargumentet kan nemlig også bremse en ellers tiltrængt udvikling i kunsten. 
 
For når kunst er statsstøttet – og det er det meste – så må man godt stille krav. Du kan ikke bygge et offentligt toilet uden at leve op til et hav af klausuler, der regulerer løn og arbejdsvilkår, og på samme måde bør man stille krav til brugen af de skattekroner, som staten bruger på kultur.  
 
For kunst er også et arbejde. Og kunstnere – af alle køn, etniciteter og seksualiteter – betaler også husleje, mælk og elregninger. Men ikke alle har lige muligheder for at få job.  

Vi skal hjælpe diversiteten på vej

Jeg ved godt, at den generelle holdning er, at vi har ligestilling i Danmark, men hvornår blev vi enige om det? Jeg var der ikke! I Dansk Skuespillerforbund gennemfører vi med Danmarks Statistik årligt lønundersøgelser, og de afslører et løngab mellem mænd og kvinder på over 30 procent.  

Kvinderne forsvinder fra skærme, filmlærreder og scener langt tidligere end mændene.

Benjamin Boe Rasmussen
Forperson, Dansk Skuespillerforbund

Samtidig ser vi, at kvinderne forsvinder fra skærme, filmlærreder og scener langt tidligere end mændene, og vi har næsten ingen minoritetsdanske producenter og kun meget få instruktører.  
 
Da May el-Toukhy vandt Robert-prisen som bedste instruktør for filmen Dronningen, fortalte hun, at hun aldrig havde troet, hun ville vinde, fordi ingen kvinde havde vundet den før. I 2019! Og inden internettets trolde siger, at der nok ikke er nogen, der er dygtige nok, vil jeg nævne Lone Scherfig, Astrid Henning-Jensen, Susanne Bier, Charlotte Sieling og mange flere. 
 
Heldigvis løfter skuespillersiden sig, hvilket kan tilskrives, blandt andet Dar Salim, Özlem Saglanmak, Wahid Sui og Ellaha Lack, som de unge kan spejle sig i. Det beviser, hvorfor rollemodeller er vigtige – men det viser også, at det går foruroligende langsomt, hvis ikke vi hjælper diversiteten på vej. 

Kvoter står ikke i modsætning til kvalitet

I en ideel verden skal alle selvfølgelig kunne spille alt – det er derfor, vi er skuespillere – men ikke alle får mulighed for at spille. Det må og skal vi gøre noget ved – og vi skal have en åben snak, hvordan vi skaber kunst, der afspejler hele samfundet.