Danmarks Underholdningsorkester: Vi risikerer at glemme kunstens værdi, når vi instrumentaliserer den

Takket være en række initiativer fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er der inden for den seneste uges tid blevet sat et stort og vigtigt fokus på kunsten og kulturens samfundsmæssige værdi.

Det gælder både økonomisk via den kulturpolitiske redegørelse og – hvilket næsten er endnu vigtigere – den værdi, der ligger i at introducere børn for kunsten og kulturen fra en tidlig alder.

Forståelsen for denne værdi kommer eksempelvis til udtryk i statens finansiering af musikorienterede projekter, organisationer og initiativer som OrkesterMester, Levende musik i skolen, Sangens Hus og Strøm til børn.

Samtidig har ministeren stort fokus på talentudvikling, og han har ytret ønske om at skabe musiklivets pendant til Team Danmark-modellen, som vi kender fra idrættens verden.

Som han skriver i forordet til musikhandlingsplanen: ”Det er vigtigt for mig, at børn og unge får en tro på egne evner tidligt i livet. For det er børn og unge i dag, som udgør fremtidens kunstnere og kulturforbrugere.”

Det er uden tvivl af det gode, at kunsten og kulturens potentiale pludselig bliver italesat så direkte af landets kulturminister og dermed belønnes med usædvanligt megen spalteplads.

Denne positive omstændighed kræver også, at vi tænker skridtet videre. At vi griber denne oplagte anledning til at få genkalibreret vores perspektiv på, hvad formålet overhovedet er ved at lade kunsten fylde i folkeskolen.

Kunsten er ikke et instrument

Det er blevet populært at fremføre argumenter som, ”hvis du er god til musik, så bliver du bedre til matematik” – hvor den kreative og kunstneriske udfoldelse reduceres til blot at være et værktøj, der styrker det, der åbenbart er allervigtigst.

Vi risikerer at glemme, at kunsten faktisk har en værdi i sig selv.

Andreas Vetö
Direktør, Danmarks Underholdningsorkester

Skulle man så finde et værktøj, der fungerer bedre, så gøres kunsten med denne logik jo helt irrelevant.

Hertil kommer, at vi er mange, der ofte kan have det lidt for let med den såkaldte instrumentalisering af kunsten. Det er naturligvis positivt, at kunst kan gøre forskellige sundhedsmæssige, sociale og dannelsesmæssige indsatser mere effektive.

Men vi risikerer at glemme, at kunsten – både skabelsen og oplevelsen af den – faktisk har en værdi i sig selv.

En uddannelse producerer ikke blot

Disse to pointer er stærkt inspirerede af Gert Biesta, som er uddannelsesprofessor på både Maynooth University i Irland og University of Edinburgh i Skotland.

På det netop overståede ’Children Need Arts – Global Summit 2023’ italesatte han det fundamentale problem, at mange argumenterer for værdien af kunst i uddannelsesøjemed – uden egentlig at interesse sig for kunsten i sig selv. Han klassificerede det også som en fejl, at kunstens værdi i uddannelsessystemet bliver målt på, hvorvidt den udvikler specifikke færdigheder hos eleverne.