Konservative: Dansk kulturliv skal ikke underkastes Oscar-showets politiske korrekthed

Der kan drages paralleller til erhvervsområdet. Vi skal ikke bestemme, hvem en direktør skal ansætte eller få i bestyrelsen. På samme måde skal vi heller ikke bestemme, hvem en instruktør skal caste til sin film eller serie.

Tanken om tvangsansættelser i filmverdenen har en af vores største danske instruktører, Lars Von Trier, kritiseret i en besked til Berlingske: ”Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme. ”

Lars Von Trier er en af de danske instruktører, der anklages for ikke at inkludere minoriteter og kvinder i sine film, og det samme gør Paprika Steen for filmen ”Fædre og mødre”.

Tvangsindlagt til at caste minoritetsgrupper

Hvis landets filminstruktører fortsat skal have kunstnerisk frihed, så nytter det ikke, at de skal være tvangsindlagt til at caste minoritetsgrupper. Derfor er det også kritisabelt, at hvis vi ønsker flere danske oscarnomineringer, så skal vi til at omstille os til Oscar-showets rigide krav.

Det er kritisabelt, at hvis vi ønsker flere danske oscarnomineringer, så skal vi til at omstille os til Oscar-showets rigide krav.

Helle Bonnesen (K)
Kulturordfører

Oscar-showet har nu opstillet en række krav om eksempelvis antal minoriteter i ledende hovedroller eller hvor mange kvinder, LGBTQ+-personer, minoriteter, personer med handicap osv. der skal være bag kameraet.  

Vi skal som samfund turde tro på, at når Paprika Steen og Lars Von Trier caster til deres film, så er det i filmens interesse – og uden køns- og normeringsprincipper for øje. Vi skal tillade, at vores kunstnere, især folkekære kunstnere, arbejder for kunsten ikke for samfundet.

Når kvote- og repræsentationskrav kommer i førersædet, så bliver den frie og ægte kunst smidt på ud ad vinduet.

Identitetspolitisk pistol for panden

Det bedste politiske redskab er vores sunde fornuft. Vi skal kunne tro på, at virksomhederne ikke skeler til, om det er en mand eller kvinde på ansøgningen eller på underskriften på maleriet.

Det klareste eksempel på en kulturinstitution, der har turdet gøre noget ved udviklingen, er Roskilde Festival, der uden en identitetspolitisk pistol for panden har ændret kønsfordelingen markant.

Det er på mange måder en debat om tillid. Vi skal have tiltro til, at kunstnernes selv ved, hvad der er bedst for kunsten. Vi skal ikke politisere kunsten. Det er den for vigtig til.