Bliv abonnent
Annonce
Debat

Midtjyske Museers Udviklingsråd: Regeringen smider værdifulde kultursamarbejder på gulvet

Vi foreslår at fastholde den regionale kulturudvikling ved at bevare regionernes mulighed for at arbejde med kulturområdet, skriver bestyrelsen for Midtjyske Museers Udviklingsråd.
Vi foreslår at fastholde den regionale kulturudvikling ved at bevare regionernes mulighed for at arbejde med kulturområdet, skriver bestyrelsen for Midtjyske Museers Udviklingsråd.Foto: Ard Jongsma/Museum Midtjylland
21. oktober 2024 kl. 05.00

B

Se alle afsendere i faktaboksen nederst i indlægget

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen vil med sit udspil til en sundhedsreform overføre opgaver på kulturområdet fra regionerne til kommunerne.

I Midtjyske Museers Udviklingsråd frygter vi, at overførslen af kulturopgaver til kommunerne vil svække de regionale samarbejder, som kulturinstitutioner og kommuner ikke kan løfte enkeltvis.

Vi har siden 2007 haft et tæt samarbejde med Region Midtjylland om udvikling af museumsområdet på tværs af 19 kommuner.

Midtjyske Museers Udviklingsråd består af 34 museer, og i tværgående konstellationer har vi skabt en lang række initiativer og projekter inden for kompetenceudvikling, videndeling og formidling.

Projekter som Museernes Digitale Videnscenter og Midtjyske Museers Udviklingsrådskortet, der giver gratis adgang til museerne for 1.600 frivillige, samt adskillige regionale forsknings- og formidlingsprojekter er konkrete resultater af vores samarbejde med regionen.

Læs også

Vi bidrog også til Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017 og bidrager hvert år til indholdet på Kulturmødet Mors.

Vores netværk for kompetenceudvikling for forskellige faggrupper, samt samarbejder på tværs af sektorer – blandt andet med sundhedssektoren, private fonde og EU-projekter – er også direkte udtryk for den regionale indsats.

Region Midtjylland løfter hele kultursektoren

Ingen af disse værdifulde initiativer på museumsområdet ville være sket uden Region Midtjyllands dedikerede arbejde med regional udvikling på hele kulturområdet.

For Region Midtjylland gør et stort arbejde for ikke bare at løfte museerne, men hele kultursektoren.

Region Midtjylland gør et stort arbejde for ikke bare at løfte museerne, men hele kultursektoren.

Bestyrelsen for Midtjyske Museers Udviklingsråd

Det gælder både de etablerede biblioteker, teatre, kulturskoler og kulturhuse, men også et kreativt vækstlag af mindre kulturaktører i by og land.

Initiativet Europæisk Kulturregion muliggør internationale projekter og hjælper små og store kulturinstitutioner med at navigere i komplekse EU-støtteordninger.

Desuden sikrer Midtjysk Kulturakademi videndeling og kompetenceudvikling for regionens kulturinstitutioner inden for eksempelvis digitalisering, bæredygtighed, turisme og publikumsudvikling.

Hvert år uddeles midler fra Region Midtjyllands kulturudviklingspulje til projekter på tværs af kommuner og kulturinstitutioner.

Sidst, men ikke mindst, er Region Midtjylland anerkendt vidt og bredt for sit store arbejde med kultur som sundhedsfremme.

Læs også

Bevar den regionale kulturudvikling

Dette sker for de blot 14 millioner kroner, som Region Midtjylland årligt afsætter til udvikling af kulturområdet.

Det er småpenge i det samlede budget for regionen, men vi oplever det som en meget bevidst politisk prioritering, da man er opmærksomme på den høje værdi, man for få midler skaber for kultursektoren og de borgere i regionen, kultursektoren er sat i verden for.

Og initiativerne eksisterer altså kun, fordi et centralt organ som Region Midtjyllands afdeling for regional udvikling får det til at ske.

Vi foreslår at fastholde den regionale kulturudvikling ved at bevare regionernes mulighed for at arbejde med kulturområdet.

Bestyrelsen for Midtjyske Museers Udviklingsråd

De enkelte kommuner og de enkelte kulturinstitutioner kommer ikke til at løfte en så bred og omfattende opgave på tværs af 19 kommuner, hvis regeringen gør alvor af sit udspil på sundhedsområdet. Hver for sig er vi for små.

Og vi må forvente, at de 14 millioner kroner, som Region Midtjylland særskilt prioriterer til kulturen, helt bortfalder.

Derfor kan man vel med rette spørge: Hvorfor giver det mening at flytte kulturopgaver fra regionerne til kommunerne, som det lyder i regeringsudspillet?

I Midtjyske Museers Udviklingsråd savner vi at se den analyse, der leder frem til netop den konklusion.

Hvor finder vi den rapport, der har analyseret området grundigt og leder frem til det meningsgivende i at flytte kulturopgaver fra regioner til de enkelte kommuner?

Vi antager, at den rapport ikke er lavet, og derfor foreslår vi at fastholde den regionale kulturudvikling ved at bevare regionernes mulighed for at arbejde med kulturområdet i stedet for at smide værdifuld regional kulturudvikling på gulvet.

Afsendere

Indlægget er skrevet af bestyrelsen for Midtjyske Museers Udviklingsråd:

  • Brian Wiborg, museumsdirektør, Viborg Museum
  • Lene Høst-Madsen, museumsdirektør, Museum Skanderborg
  • Bo Skaarup, museumsdirektør, Naturhistorisk Museum Aarhus
  • Kasper Steenfeldt Tipsmark, museumsdirektør, Gammel Estrup
  • Mia Lejsted Bonde, museumsleder, Museum Ovartaci
  • Kristine Holm-Jensen, museumsdirektør, Museum Midtjylland
  • Per Lunde Lauridsen, museumsdirektør, Museum Salling
  • Jesper Bækgaard, museumsleder, Museum Østjylland
  • Anders Gaardboe Jensen, museumsdirektør, Holstebro Kunstmuseum

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026