Der gik ikke mere end et par timer, fra dokumentaren 'MeToo – sexisme bag skærmen' var offentliggjort, til det stod klart, at bølgen mod sexisme, der har rullet som en snebold siden sidste efterår, ikke har ændret noget.

Dokumentaren viser en pilrådden, sexistisk og grænseoverskridende kultur på TV 2's nyhedsredaktion, hvor grænseoverskridende bemærkninger, upassende seksuelle forhold, ulækre gramserier og egentlige overgreb har fundet sted de sidste årtier.

Begivenheder, som af ledere er blevet forsøgt oversat som frækhed, vildskab og frisind, og som i jubilæumsvideoer og revyoptrædener er blevet normaliseret og institutionaliseret. En slags blåskjorternes svar på 68'ernes norm- og grænseløshed.

Men nej, sexisme er ikke frisind. Dén burde efterhånden være sivet ind hos alle. Efter at have set dokumentaren kunne man i et svagt øjeblik komme til at tro, at nu ville al tvivl om, hvorvidt sexisme findes, eller hvorvidt det er et problem fordufte.

Nu ville det stå klart, at problemet er strukturelt og handler om magtmisbrug og om, at chefer må tage ansvar. Nu ville det være slået fast med syvtommersøm, at Sofie Linde ikke løj, da hun fortalte sin historie, og at de mange, der fulgte hende, ikke gjorde det for opmærksomhedens skyld.

Men hvis man har tænkt sådan, har man været naiv.

Der er utroligt mange mennesker i Danmark, der fortsat mangler at forstå problemets kerne og hele MeToo-bevægelsens hovedpointe: At magtmisbrug og magtfuldkommenhed i cheflaget er et strukturelt problem.

Et problem, der findes på rigtig mange arbejdspladser, og som de kulturbærende ledere ikke har erkendt sit ansvar for. På trods af de mange opdateringer af personalehåndbøger i året, der er gået, er det fortsat langt fra løst.

Skalaen på barometeret for manglende erkendelsesevne sprænges

Anja Søndergaard
Kommentarskribent

Tager man et scroll gennem kommentarspor hos de skrevne medier på Facebook, vil man ikke være i tvivl. Her bliver kvinderne i dokumentaren bedt om at samle benene, at lade være med at pive i medierne for at få opmærksomhed, at holde deres kæft, og så får de at vide, at de da bare skal være glade for, at der var én, der ville.

Men én ting er folkedybet, troldene, de vrede tastaturkrigere. Noget andet er de ansvarlige. Dem med magt. At erkendelsen af det strukturelle problem fortsat er udeblevet hos dem, er et endnu mere alvorligt problem.

Reaktionerne fra de daværende og nuværende ansvarlige mediechefer efterlader ikke nogen i tvivl om, at vi er milevidt fra at komme sexisme til livs.

Når tidligere TV2 chef Jacob Nybroe, der nu er chefredaktør på Jyllands-Posten, finder det oplagt at gå ud og bede dem, som anklagerne i dokumentaren bliver rettet imod, om at stå frem, viser det med al tydelighed, at problemets essens ikke er sivet helt ind.

Han svigtede jo selv i at skabe en god arbejdspladskultur. Som chef var han ansvarlig for den herskende kultur, uanset om han selv har gjort ulækre tilnærmelser eller ej.

Han formåede ikke at forhindre magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd, da han sad i chefstolen. Er det da ikke lederes ansvar at forebygge og forhindre, at en sexistisk kultur overhovedet opstår?

Eller tag Michael Dyrby, der efter over et år med et utal af chancer for at tage ansvaret på sig blandt andet i en pinlig udgave af 'Presselogen', ikke har erkendt sit eget ansvar før denne uge.

Dyrby har da sagt undskyld og gjort et forsøg på at vise selverkendelse, og så må man jo på ham og hans chef, Anders Krab Johansen, forstå, at det hele er fortid. Det er bare ikke tilfældet, hvis man skal tro otte studentermedhjælpere på BT, der for et år siden klagede over en dybt grænseoverskridende redaktør, som Dyrby har fredet og efter sigende forfremmet. Hvad er det for nogle mennesker, som Dyrby og Krab lader være kulturbærere?

Skalaen på barometeret for manglende erkendelsesevne sprænges, når man igen og igen skal lægge ører til Jes Dorphs iscenesættelse af sig selv som offer for den ene løgnehistorie efter den anden.

Ja, ja, det er ord mod ord. Men det er ret mange kvinders ord mod en enkelt mands. Ville man sige det samme til sin datter, hvis hun en dag kom hjem og fortalte om overgreb og krænkelser?

På TV 2 har de raget til sig, som stod de over for en enorm seksuel buffet

Anja Søndergaard
Kommentarskribent

Og nåh, ja, så er der dem, der sidder med ansvaret på TV 2 i dag, hvor problemet tydeligvis ikke er løst, når 27 medarbejdere angiver, at de har oplevet seksuelle krænkelser indenfor det seneste år.

Man kunne i forbindelse med dokumentaren håbe, at det ville stå klart for den nuværende ledelse, at det er dens eget ansvar at bekæmpe en sexistisk arbejdspladskultur.

Men til spørgsmålet om, hvorvidt det er tilfældet, svarer TV 2's nuværende nyhedsdirektør, Ulla Pors Nielsen, i dokumentaren, at "vi alle sammen har et ansvar for, hvad det er for en kultur, der har været på de arbejdspladser, hvor der har været forskellige kulturelle udfordringer".

Man bliver i tvivl om, hvorvidt man skal forstå det som om, at også ofrene for seksuel chikane bærer et ansvar. At generalisere ansvaret for kulturen på en arbejdsplads og ikke omtale problemet i nutid viser jo soleklart, at man har forstået lige præcis nul af, hvad vi har debatteret, siden Sofie Linde tog bladet fra munden sidste år.

Det mest hykleriske ved tilgangen hos Nybroe, Dyrby, Dorph, Pors og alle de andre ansvarlige, der i disse dage dukker nakken, er, at de som journalister konsekvent selv forventer, at politikere og andre indflydelsesrige mennesker skal stå til rådighed for spørgsmål døgnet rundt. Og særligt, når de har begået fejl. Ironien er tyk.

I evigheder har mænd med magt såvel som social og kulturel kapital kunne udnytte sin position til at gøre præcis, som det passede dem, med underordnede kvinder. På TV 2 har de raget til sig, som stod de over for en enorm seksuel buffet.

Hvis ikke man rundt om på direktionsgangene i Danmark vedkender sig, at ledelsen er kulturbærer, at sexisme ikke handler om personer, men om strukturer, og at sagens kerne er magtmisbrug og magtfuldkommenhed, kommer vi ingen vegne.

Debatten har varet et år, men bevægelsen for sexismefrie arbejdspladser er kun lige begyndt.