Enhedslisten: Vi må begrænse de multinationale medie- og techgiganters indflydelse

”Hvilket emne er det mest presserende på den kulturpolitiske dagsorden," lød Altingets udfordrende invitation til dette indlæg. Bemærk entalsordet ”emne”. Det kan man da kalde et benspænd. For hvordan pokker kan man udpege et enkelt emne som det mest presserende, når hele kulturpolitikken står på en brændende platform?

For eksempel ved vi endnu ikke, hvordan kulturlivet har klaret sig gennem coronakrisen. At vi har savnet det, og at der er en opsparet ”kultursult”, er hævet over enhver tvivl. Men hvordan står det egentlig til? Med biograferne? Med museerne? Og med de mange kunstnere og kulturarbejdere, som har måttet finde anden indkomst under pandemien?

Vender vi hurtigt tilbage til tiden før corona, eller er der områder, som kun kan overleve med hurtige og omfattende hjælpepakker? Det vil vi nok først rigtig finde ud af de kommende måneder.

Kulturens Analyseinstitut
En del af dette handler selvfølgelig om den helt ekstraordinære situation med næsten halvandet års hel eller delvis nedlukning. Men den ekstraordinære situation har også afdækket, at vores kollektive og opdaterede viden om det kulturelle område er til at overse. Blandt andet derfor har vi også afsat penge på Enhedslistens finanslovsforslag til oprettelse af et Kulturens Analyseinstitut.

Et andet presserende område er den fortsatte ulighed, hvor hundredtusinder af borgere i vores samfund, heraf mange børn, lever et liv i en fattigdom, som både økonomisk og socialt begrænser deres kulturelle muligheder.

Og lad mig – i 60-året for etableringen af et selvstændigt Kulturministerium – bare sige det lige ud: For Enhedslisten handler kunst og kultur stadig også om dannelse og udsyn.

Kunst og kultur for alle
Så hvad bliver de samfundsmæssige konsekvenser af den fortsatte ulighed? Det kalder på konkrete initiativer for at få mindsket den fattigdom, som da også er en del af det forståelsespapir, som er forudsætningen for den nuværende regering. Kunst og kultur skal være for alle!

Uden kritiske medier (lokalt, regionalt og nationalt), nyheder, debatprogrammer, dokumentarer, børneprogrammer af høj kvalitet, film og underholdning - produceret på dansk og med en dansk indfaldsvinkel - vil vi som folk hurtigt blive prisgivet multinationale medie- og techgiganter, hvis eneste formål i denne verden er at tjene penge.

Søren Søndergaard (EL)
Kultur- og medieordfører

Flere emner kunne nævnes, men når Altinget nu presser så hårdt, så kårer jeg hermed de kommende medieforhandlinger til at være efterårets mest presserende emne på den kulturpolitiske dagsorden.

For uden kritiske medier (lokalt, regionalt og nationalt), nyheder, debatprogrammer, dokumentarer, børneprogrammer af høj kvalitet, film og underholdning - produceret på dansk og med en dansk indfaldsvinkel - vil vi som folk hurtigt blive prisgivet multinationale medie- og techgiganter, hvis eneste formål i denne verden er at tjene penge.

Er det nu ikke at male fanden på væggen? Både og. Selvfølgelig venter dommedag ikke i morgen, men man skal ikke gøre sig nogle illusioner om, hvad der venter, når nogle få store giganter - ikke bare står for det meste af indholdsproduktionen - men også bestemmer, hvad der bliver sendt. Og vi kan ikke sige, at vi ikke er blevet advaret, som når YouTube fjerner dansk musik og Google fjerner Onkel Reje.

Internationalt pres
I Danmark har vi stadig en relativ stærk public service-sektor på tv- og radioområdet. Og vi har en række forskellige publicistiske medier. Men det er ingen naturlov, og de er under voldsomt internationalt pres. For eksempel på annonceområdet, hvor en stadig større del af indtjeningen tilfalder multinationale giganter, som betaler ingen eller kun meget lidt skat i Danmark.

Udviklingen er allerede gået for langt uden reel modstand. Dels på grund af manglende politisk vilje, men også fordi det faktisk er svært at sætte grænser for store multinationale koncerner.

Vi må sikre danskproduceret indhold
”Hanen har galet trende gange, stå nu kun fast for vi er de mange.
Lad ikke fremtiden sige om os, rigdommen knægted os uden at slås.”

Sådan står der i ”Skipper Clements morgensang,” og det kunne efter min mening være mottoet for de kommende medieforhandlinger og kampen for at sikre fremtidigt dansk indhold - som andet end et kuriøst vedhæng til noget, nogle andre har bestemt.

For fremtidige generationer skal ikke kunne sige om os, at multinationale medie- og techgiganter knægtede os uden at slås!