Facebook får demokratiet til at vakle: Den politiske forbruger kan meget vel være løsningen

Vi skriver kun oktober måned, og alligevel har jeg allerede lagt mig fast på, hvad mit nytårsforsæt skal være for 2022: Jeg skal afholde mig helt og aldeles fra at deltage i politiske debatter på sociale medier.

Det er det første skridt i retning af, hvad jeg håber bliver en total SoMe-afgiftning for mig. Engang var det en slags sport for mig at diskutere på internettet - primært på Facebook. I en periode lærte jeg måske endda noget af det. Jeg fik indblik i nogle for mig umiddelbart meget fremmedartede anskuelser og tankesæt. Jeg fik også indimellem nye bekendtskaber ud af det. Jeg blev bedre til at argumentere for min sag, fordi jeg blev god til at forudse modpartens argumenter og tage højde for dem.

Den tid er forbi. Jeg kan konstatere, at jeg kun føler mig dummere og vredere, hver gang jeg kommer op til overfladen igen efter at være røget i cyberdebat-kaninhullet. Der er ikke nogen belønning, hverken i form af nye erkendelser eller nye sociale bånd, der knyttes. Der er kun denne her følelse af afgrund, af meningsløshed, af dyb frustration over tomgang.

En "sense of impending doom" på vegne af menneskeheden, fordi vi står midt i en tid præget af den ene gigantkrise oven i den anden, og ingen af os kan tilsyneladende finde ud af så meget som at føre en civiliseret samtale. Sådan en samtale, hvor man stille og roligt forholder sig til hinandens divergerende analyser af samfundet og verdenssituationen og eventuelt forsøger at afdække, hvad forskellene bunder i; hvad roden til modstridende perspektiver er, og om der kan findes noget fælles fodslag, hvis man går et spadestik dybere ned i ræsonnementet.

Sådan en samtale, hvor man forsøger at tale sig op imod den bedst tænkelige version af sin modparts argument ud fra et oprigtigt ønske om i fællesskab at blive klogere og få en mere nuanceret verdensforståelse. De samtaler er sjældne på internettet. Ofte skal der kun én arrogant debatkriger med tidsoverskud og internetforbindelse til at afspore hele samtalen, og sådan én er der altid i farvandet.

Det er jo ikke nogen tilfældighed, at det er sådan. Vi har i stor stil udliciteret magten over vores offentlige samtale til profitsøgende gigantvirksomheder, der giver fanden i indholdet af den samtale og dens effekt på sammenhængskraften mellem borgerne i demokratiske samfund. Så længe vi – brugerne – bare bliver ved med at føre samtalen aktivt og med konstant engagement på deres platforme.

Maskinlærende algoritmer passer tjansen med at monitorere og tilskynde bestemte typer af adfærd med henblik på at optimere SoMe-giganternes forretningsmodeller. Det lægger ret indlysende ikke op til mekanismer, der fremmer gode, demokratiske samtaler og civiliserede omgangsformer.

 Jeg kan konstatere, at jeg kun føler mig dummere og vredere, hver gang jeg kommer op til overfladen igen efter at være røget i cyberdebat-kaninhullet. 

Johanne Dalgaard

Derfor burde det da heller ikke komme bag på nogen, da whistlebloweren Frances Haugen for nylig kunne berette, at Facebook med åbne øjne har undladt at korrigere algoritmer, der spreder misinformation, fremmer polarisering og ansporer til ekstremisme.

Men gruopvækkende er det nu. Alene dét at en enkelt privat virksomhed har så omfattende magt og indflydelse, at demokratiske institutioner verden over vakler i konfrontationen med den. Man kan selvfølgelig håbe, de politiske lag nu endelig vil vågne op til dåd og få påbegyndt arbejdet med at inddæmme og regulere en løbsk branche, der bevidst undergraver vores demokratiske samfundsmodel.

Spørgsmålet er bare, om det overhovedet kan lade sig gøre på dette fremskredne tidspunkt.

Tør nogen politikere reelt tage livtag med virksomheder, der har så frygtindgydende en magt som senkapitalismens tech-giganter? Og selv hvis nogen tør, har de så en chance for at lykkes med forehavendet? Umiddelbart virker det ikke indlysende for mig, at en sådan brydekamp vil falde ud til fordel for folkevalgte instanser.

Jeg nærer normalt ikke stor tiltro til figuren "den politiske forbruger" som løsning på store samfundsproblemer. Men i en arena, hvor markedet synes helt at have fortrængt de demokratiske styringsredskaber, er der vel kun markedsmekanismerne tilbage. Her er vi ikke længere borgere, men brugere. Og det er brugerne, der udgør varerne i sociale mediers forretningsmodeller. Hvis vi gerne vil være borgere igen, bliver vi nødt til at lære ikke at stille os gratis til rådighed for dem.