Johanne Dalgaard: Hvad rager det dog kulturministeren, at hun får kritik for sin boligindretning?

Der er undertiden skrevet meget om det stormombruste forhold mellem den socialdemokratiske kulturminister, Joy Mogensen, og det danske kulturlivs interessenter.

Dels er kulturlivet under coronakrisen notorisk blevet prioriteret meget lavt, både når det kom til hjælpepakker og muligheden for at holde åbent under epidemien.

Dels er der måden, hvorpå Joy Mogensen med næsten usvigelig sikkerhed har formået at træde centrale kulturaktører over tæerne, hver eneste gang hun udtaler sig om sit ressortområde i offentligheden.

For nylig var det dog Joy Mogensens egne tæer, der var ømme, efter at forfatteren Christina Hagen i et interview med Berlingske havde jokket godt og grundigt på dem med følgende udtalelse:

"Jeg synes, det er fint, at Joy Mogensen lytter til 'Absolute Music' – det gør jeg også selv. Men jeg så engang hendes bolig til salg hos en ejendomsmægler og tænkte, at hvis man indretter sit hjem sådan, så er man nok et sødt menneske med sans for hygge, men det er ikke sikkert, at man skal være med til at bestemme, hvad der er vigtigt for, at vi bliver klogere på, hvem vi er".

På Facebook svarede Joy Mogensen prompte og tydeligt indigneret igen, at hun i det mindste har dannelse nok til ikke at dømme folk ude, fordi de ikke har samme smag som hende.

Det mødte helt forventeligt stor opbakning fra følgere og politikerkollegaer, der i kommentarsporet udtrykte deres respektive sympati for Mogensen og harme imod Christina Hagen i utvetydige vendinger.

Også andre socialdemokrater delte skærmbilledet af den opsigtsvækkende overskrift ledsaget af betragtninger om "kulturelitens" underlødige snobberi over for en stakkels sagesløs politiker.

Men kan nok diskutere, hvorvidt Christina Hagen faktisk personificerer nogen form for "elite". Rent personligt sætter jeg hendes forfatterskab meget højt, men spørgsmålet er, om ikke brugen af ordet "kulturelite" bør reserveres til nogen, der foruden at levere værker af høj kvalitet, også udøver en form for reel indflydelse inden for sit kulturelle område. Måske særligt, når det er en hær af højtstående regeringsfolk, der kaster om sig med begrebet.

Men selv hvis man accepterer præmissen om en "kulturelite", der altså blandt andet består af mere eller mindre brødløst eksisterende skønlitterære danske forfattere, så er det altså en påfaldende ømskindethed, som det parti, der aktuelt beklæder samtlige af landets ministerposter, udviser over for kritik fra lige dén kant.

Helt ærligt, hvad rager det dog kulturministeren, der udstikker retningen for hele den danske kulturpolitik, hvad en tilfældig bogsnedker, som hun sandsynligvis aldrig før har hørt om, synes om hendes private boligindretning?

Hvilken form for magt udøver Christina Hagen reelt over Joy Mogensen, når hun slapt kritiserer hendes boligindretning? En ting er sikkert: Hagen skader på ingen måde ministerens brand, som i forvejen er baseret på samme nyreligiøst betonede dyrkelse af fadølsfolkeligheden, som den socialdemokratiske kulturpolitik generelt er reduceret til. Ingen socialdemokratisk vælger vil nogensinde føle sig andet end frastødt af Hagens hånlige udtalelser om hygge og Biva-møbler.

Spørgsmålet er, om hun denne gang blot har udset sig kulturministeren som tidens nemmeste offer for en art kunstnerisk trolling

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

I det lys kan man jo fundere lidt over, hvad det er for et instinkt, som det socialdemokratiske strategiapparat reagerer på, når man straks vælter ud med sin harme på diverse platforme.

Den mest nærliggende analyse er selvfølgelig, at man netop vil kapitalisere på de antielitære følelser i den socialdemokratiske vælgerskare og i befolkningen som helhed.

Det er som sådan det enkleste og nok mest virkningsfulde trick i populistens håndbog: At udpege lidet afholdte grupper såsom kunstnere, intellektuelle eller, tja, muslimer som magtfulde undertrykkere af majoritetskulturen og sig selv som offeret for undertrykkelsen. Så kan man læne sig tilbage på ministertaburetten og lune sig i al den folkelige velvilje, der strømmer imod én.

Hvis man tidligere har fulgt Hagens ageren i den litterære offentlighed, kan man dog godt blive i tvivl om, hvad der er op og ned i alt dette, og om det er politikeren, der bruger kunstneren eller omvendt.

Hagen har tidligere i Information gjort sig til fortaler for den dårlige smag og forsvarer af "menneskelig grimhed," hvilket provokerede mange af hendes forfatterkollegaer til at komme med vrede og fordømmende reaktioner.

Spørgsmålet er, om hun denne gang blot har udset sig kulturministeren som tidens nemmeste offer for en art kunstnerisk trolling.