Kulturcenter: Uden tilstrækkelig finansiering spilder vi kulturhusenes enorme potentiale

En af kulturhusenes helt store styrker er, at de er multidisciplinære, arbejder på tværs og skaber projekter, som involverer mange forskellige aktører.

Men i kulturpolitisk sammenhæng er dette paradoksalt nok en akilleshæl, og formentlig også årsagen til, at vi aldrig for alvor har haft en politisk debat om kulturhusenes vigtige rolle, deres opgaver og potentialer. Og manglende politisk debat betyder manglende politisk prioritering.

Fraværende på finansloven

I Danmark har vi cirka 460 kulturhuse og -centre med estimeret 2.600 ansatte, 8.900 frivillige og 16 millioner besøgende om året. De største kulturhuse – kulturcentrene – ser det som deres opgave at sikre, at dette også vil være tilfældet i fremtidens Danmark.

Man kan prøve at forestille sig samtlige af landets folkebiblioteker, kunst- og kulturhistoriske museer samt teatre drevet efter samme principper – uden statslige midler i spil. 

Kristian Krog
Direktør, kulturcentret Maltfabrikken

Hidtil er finansieringen til landets kulturhuse og til netværket af kulturcentre kommet fra kommunerne og det filantropiske Danmark, mens kulturhusene, det enorme potentiale til trods, er fraværende på finansloven.

I forbindelse med høringen 9. april fremlægger kulturhusene deres forslag til en ordning, som i sin struktur er inspireret af egnsteatrenes ordning, hvor et antal kulturinstitutioner – det kunne for eksempel være ti kulturcentre – kan søge om at få matchet deres kommunale tilskud med statslige midler.

Det vil give økonomisk råderum til at styrke kulturhusenes rolle i forhold til civilsamfund, frivillighed og socialt ansvar såvel som til at arbejde med talentudvikling, publikumsudvikling og et samlet løft af kulturhusene bredt set.

I forslaget beskriver kulturcentrene, hvordan midlerne skal fordeles i forhold til netværket af kulturhuse, talentmiljøer og andre indsatsområder. Der er nok at tage fat på og et stort potentiale at udleve for et område, der har været politisk underprioriteret i mange år.

Skrøbelige økonomiske fundamenter

Med et nationalt fokus på, hvilke udfordringer kulturhusene skal medvirke til at løse i det danske samfund, vil deres aktiviteter, projekter og organisatoriske arbejde blive professionaliseret i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, fordi der følger økonomi med.

Som det er nu, er området ramt af bias, der hedder, at "det fungerer jo". Og kulturhusene er en succes, de løfter store opgaver og udvikler nye projekter rundt om i landet hver eneste dag.

Men de er konstant udfordrede, idet deres organisering i stor udstrækning hviler på et skrøbeligt fundament af interessetimer, forhåndenværende søm og frivillige ildsjæle, mens deres økonomi udgøres af fondsmidler, egen indtjening og kommunale tilskud.

Som et tankeeksperiment kan man prøve at forestille sig samtlige af landets folkebiblioteker, kunst- og kulturhistoriske museer samt teatre drevet efter samme principper – uden statslige midler i spil. Det ville være meget dumt og er heldigvis også nærmest utænkeligt.

Når vi fra kulturcentrenes side henter inspiration i ordningerne for egnsteatre og regionale spillesteder, handler det om, at vi efterlyser en tilsvarende statsstøtteordning hvor de større og organisatorisk stærke kulturhuse, kulturcentrene, får økonomisk rygstød til at løfte ikke blot sig selv, men kulturhusenes arbejde og samarbejde generelt.

Vi er sikre på, at politikerne allerede er klar over områdets gennemslagskraft, men der synes at være en frygt for at åbne for kulturhusenes tankegang, som går på tværs af de kendte genremæssige siloer – billedkunst, scenekunst, litteratur og musik, og som i udpræget grad favner både amatører og professionelle.

Kulturhusenes potentialer

Det er ærgerligt, for i kulturhusenes brede, tværgående arbejde ligger et stort potentiale for at berige vores dagligdag og fælles samfund med uhørt mange facetter:

Kulturhusene er en oplagt klog politisk investering, men den kræver mod til at droppe vanetænkning.

Kristian Krog
Direktør, kulturcentret Maltfabrikken

Kulturhusene er dynamiske knudepunkter, hvor mennesker fra forskellige baggrunde mødes, og fællesskaber trives. De fremmer oplevelsen af tilhørsforhold og social samhørighed inden for kvarterer og byer, og af denne grund er et kulturhus ofte en vigtig driver i byudvikling.

Kulturhuse bidrager til økonomien i deres lokalsamfund ved at tiltrække turister og nye tilflyttere, støtte lokale virksomheder og lokal innovation, og de medvirker til at bevare kulturarv.

Kulturhuse fremmer mangfoldighed og inklusion. De repræsenterer i deres tilgang til kunst og kultur et bredt spektrum af perspektiver og fungerer ofte som platforme for marginaliserede stemmer.

Sidst, men ikke mindst, er kulturhusene bærende kulturinstitutioner uden for de største byer. De er tilgængelige for alle uanset socioøkonomisk baggrund, de er i høj grad med til at demokratisere adgangen til kunst og kultur, og de løfter samfundsansvar på en lang række områder.

Kulturhusene er en oplagt klog politisk investering, men den kræver mod til at droppe vanetænkning.

Den kræver åbenhed og nysgerrighed over for, hvor behovene er, og hvordan de ser ud, så fremtidens kulturstøtteordninger ikke designes efter tænkte illusioner, hvor alt er adskilt og sorteret, men udvikles til at møde virkeligheden med alle dens mange forskellige udtryk, former og blandformer. Virkeligheden, som den findes i kulturhusene.