Kulturhusene i Danmark: Bureaukrati spænder ben for et rigt kulturliv

Det er en politisk ambition, at kulturen skal styrkes på tværs af landet og sektorer samt bidrage til løsninger af vores store samfundsudfordringer.

Det skurrer en smule i ørerne, når netop den del af kulturlivet, der står for hverdagens små og store formative fællesskaber på tværs af bygrænser, kunstarter og kulturformer og i samarbejder med sektorer uden for kulturlivet, oplever, at arbejdet udfordres af et stort juridisk og politisk tomrum.

Jeg taler om landets over 400 kulturhuse med deres virvar af kunstnere, kulturaktører, amatører, professionelle, foreninger, virksomheder og alt midtimellem.

De er hver eneste dag igangsættere af og rammerne for kulturelle indsatser inden for trivsel og sundhed, beskæftigelse og iværksætteri eller bæredygtighed og klimabevidsthed - og er det både inden for teater, musik, billedkunst, værksteder og meget mere. 

Fællesskab driver kulturhusene

Tomrummet har engang været en styrke og givet frie rammer og fleksibilitet.

Kulturhusene er på mange måder startet nedefra som borgerinitierede fællesskaber af vidt forskellig slags, var fordelt over hele landet og skabte på eget initiativ rammerne for et væld af kulturoplevelser af den brede og mangfoldige slags.

De første huse er i dag blevet til velkendte navne og adresser blandt lokalbefolkningerne såsom Huset i Magstræde i København, Huset i Hasserisgade i Aalborg og Kulturhuset i Ølgod.

Hvert eneste år opstår der stadig nye kulturhuse, som er ført frem af nye generationer eller forandringer i lokalområdernes demografi. Ofte er kulturhusene blevet inviteret indenfor i kommunale bygninger, og de er endda til tider blevet til kommunalt drevne institutioner. 

Uanset, hvordan de har været organiseret, har de ofte det til fælles at være præget af en høj grad af deltagelse, blanding af kunstarter og kulturformer samt egenfinansiering.  

Kommunegrænser sætter reglerne

I dag fører tomrummet desværre oftere og oftere til en kommunal berøringsangst med dette græsrodsorganiserede, borgerinddragende og deltagerbaserede kulturliv.

I én kommune får man besked om, at kunstnere ikke må have indkomst i kommunale bygninger. I en anden må man ikke bruge lejeindtægter til at sponsorere sine gratis kulturaktiviteter, og i en tredje får man lukket vellykkede samarbejder på socialområdet, for det er jo ikke en kommunal kulturaktivitet.

Samtidig kan vilkårene og reglerne være helt anderledes, hvis man krydser den rigtige kommunegrænse.