Musikchef til Komponistforeningen: Musikloven skal til gennemsyn – men vi må også anerkende realiteterne

Da vi i sidste sæson, som det første orkester i Danmark, spillede musik af en nulevende, sort komponist, Errollyn Wallen, var der ingen, der kommenterede på det. Er det et sundhedstegn eller det modsatte? Har vi været for dårlige til at kommunikere det og undervurderet betydningen?

Det gav stof til eftertanke, og helt oplagt fulgte spørgsmål som: Spørger vi de forkerte? Spørger vi om det forkerte? Er vores nuværende publikum fuldstændig ligeglade med, hvem musikken repræsenterer, og kan vi i så fald være tilfredse med det?

Det er vi da nødt til at tænke grundigt over.  

Politisk rygdækning

Juliana Hodkinson skriver i sit indlæg, at ”de steder, hvor der er flest ressourcer, er skævheden størst”.

Skal der ske markante ændringer, skal politikerne tage konsekvensen og give os den fornødne rygdækning.

Jesper Nordin
Musikchef, Aarhus Symfoniorkester

Her er jeg nødt til at markere tydeligt og slå fast én gang for alle, at det at påstå, at vi i Landsdelsorkestrene har en masse penge at gøre godt med, er – undskyld mig – naivt.

Dette er ikke en klagesang, det er bare realiteterne, og dem må andre også gerne forholde sig til. Det gælder både for tilskudsgivere og komponister.

Der er altså masser af udfordringer med at pålægge os yderligere opgaver, og de skal anerkendes i den her debat. Skal der ske andre markante ændringer, skal politikerne tage konsekvensen og give os den fornødne rygdækning samt slække på kravene på andre områder.

Som eftertanke synes jeg, det er min pligt at understrege, at de geniale men forhadte, døde, hvide, europæiske mænd i den klassiske musiks historie til stadighed - og i mange år fremover - også kan udtrykke noget universelt med deres musik, som kan berige alle mennesker.

Vi burde løfte narrativet ud af den lidt forbitrede dialektik og ind i nogle konstruktive dialoger.

Jesper Nordin
Musikchef, Aarhus Symfoniorkester

Ligesom genier, der ikke hører til i denne kategori, også kan.

Fra mit privilegerede elfenbenstårn forstår jeg ganske ærligt ikke den destruktive trang til at afvikle noget, der er så ufatteligt og uendeligt berigende.

Vi burde i fællesskab gå i døden for det eksisterende og det nye. Vi burde løfte narrativet ud af den lidt forbitrede dialektik og ind i nogle konstruktive og pragmatiske dialoger, hvor alle parter som udgangspunkt kan gå til opgaven, uden at man først starter bulldozeren. Det er mit fromme ønske.