Debat

Kunstnerisk chef: Kultur skal skabe fællesskab i den digitale solo-tid

DEBAT: Vi lever i en digital solo-tilværelse, hvor vores kulturforbrug er blevet passivt og isoleret. Derfor er det kulturinstitutionernes opgave at skabe fællesskab, skriver Mette Kier, kunstnerisk chef for Musikhuset.

Kulturinstitutionerne skal skabe fællesskab om live-oplevelsen, skriver Mette Kier fra Musikhuset.<br>
Kulturinstitutionerne skal skabe fællesskab om live-oplevelsen, skriver Mette Kier fra Musikhuset.
Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Kier
Kunstnerisk chef, Musikhuset Aarhus

2018 var et mindst lige så vigtigt år for kulturinstitutionerne i Aarhus som det store, succesfulde kulturhovedstadsår i 2017, der kort før jul høstede stor anerkendelse fra EU for både sit stærke program og sin evne til at engagere borgerne i dansk og europæisk kultur.

For hvordan fastholder man momentum og grebet om publikum efter et år, hvor en hel by og region har investeret knap en halv milliard kroner i kunst og kultur, hvor 60 procent af borgerne i Region Midtjylland har deltaget, og hvor alene Musikhuset havde 547.000 gæster til diverse arrangementer?

Hvordan skabes der en legacy, som sikrer et varigt udbytte af de mange investerede kroner og sikrer, at kulturforbruget forbliver højt?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Oplevelsen i nuet
Ja, det korte svar er, at det gør man ved at dyrke det, som kulturinstitutionerne er bedst til: oplevelsen i nuet, den korte, intense live-oplevelse, som man kun deler med de andre tilstedeværende i salen.

Ikke to koncerter, teaterforestillinger eller standupshows er ens. Det er kun os, der er samlet i salen, der kan mærke den særlige stemning, kun os, der kan høre klangene i rummet, kun os, der kan se musikerne eller skuespillernes anstrengelse og mærke deres karisma.

Vi lever i en meget fragmenteret tid, hvor der efterhånden er meget lidt, vi er fælles om. 

Mette Kier
Kunstnerisk chef, Musikhuset Aarhus

Læs også

Alle kender den lidt underlige følelse af højtidelighed og fællesskab, der griber én både under og efter en forestilling.

Man smiler til sin sidemand, som man måske slet ikke kender, men som udtryk for en stiltiende forståelse af, at man de sidste to timer har delt en fællesoplevelse. Noget, man kommer til at huske, et øjeblik, som om lidt er væk, men som har sat et magisk aftryk i ens liv.

De asociale sociale medier
Vi lever i en meget fragmenteret tid, hvor der efterhånden er meget lidt, vi er fælles om.

Vi bruger forskellige medier, læser ikke de samme nyheder, ser ikke de samme tv-serier, følger ikke de samme mennesker på de sociale medier.

Den digitale tilværelse er en solo-tilværelse, hvor enhver følger sine egne søgestrenge og lægger sin egen rute. De sociale medier er på mange måder mere asociale end sociale.

Kulturlivets nye rolle
I et sådant samfund får kulturlivet en ny rolle – eller i hvert fald en udvidet rolle. For vi skal ikke blot sikre et stort og rigt varieret udbud af kunstneriske og underholdningsmæssige vitaminer, med noget for enhver befolkningsgruppe.

Ikke blot understøtte og stimulere nysgerrighed, oplysning og kreativitet. Vi skal også være med til at styrke fællesskabet, det fysiske møde mellem mennesker, den fælles oplevelse, der skaber samhørighed og vækker minder.

Det er det, den levende kunst og kultur kan – og derfor bliver den i virkeligheden vigtigere og vigtigere som et alternativ til det passive og isolerede kulturforbrug på streaming-tjenesterne og andre digitale platforme.

Nytårsfortsæt for 2019
I 2018 gik 975.000 mennesker gennem Musikhusets døre, hvoraf de 353.000 havde købt billet til et arrangement, mens 153.000 deltog i en gratis aktivitet og 41.000 i et erhvervsarrangement.

De resterende godt 428.000 er dem, som har deres gang i Musikhuset og kommer for at nyde husets liv og atmosfære.

Det er mange mennesker, og det forpligter til både at skabe stof til eftertanke, ømme lattermuskler, tårer i øjenkrogen, gåsehud over hele kroppen og fællesskab om live-oplevelsen.

Det må være kulturinstitutionernes nytårsfortsæt for 2019.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00