Kommentar af 
Morten Reimar

Moderaterne vil redde Jon Stephensens mandat, men risikerer at ofre meget mere

Det er kortsigtet, når Moderaterne vil bevare Jon Stephensens mandat, for vælgerne glemmer ikke partiets håndtering af sagen. Fra nu af vil de være partiet, der ikke tog affære, skriver Morten Reimar.

Desværre for Moderaterne har de giftet sig så meget med Stephensen, at de ikke kan hælde ham ned ad brættet, skriver Morten Reimar.
Desværre for Moderaterne har de giftet sig så meget med Stephensen, at de ikke kan hælde ham ned ad brættet, skriver Morten Reimar.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I politisk kommunikation taler man om, at en person kan "smitte af". Altså, at et personligt brand kan være så stærkt, andre får gavn af det, bare ved at stille sig ved siden af. Det kan være ved at stå fysisk ved siden af personen på et foto, eller ved at gå ind i et samarbejde, hvor den enes personlige integritet får effekt på både projektet og alle øvrige deltagere.

Tænk bare på, hvorfor det er så vigtigt for politikere at blive set sammen med prominente udenlandske kollegaer, populære sportsfolk og elskede musikere.

Eller tænk på daværende leder af Det Politiske Mødested, Lars Løkke, der sammen med den visionære og anerkendte teatermand Jon Stephensen skrev en kronik om at støtte kunst og kultur.

På den måde lånte Løkke af Stephensens goodwill her. Alene havde Løkke ikke det stærkeste navn indenfor kulturpolitik, men ved at stå sammen med Stephensen – ham fra Østre Gasværk og Aveny-T – lignede han en, der både forstod kulturlivet og havde en fod indenfor. Stephensen smittede af på ham.

Siden er der sket ikke så lidt. Mødestedet er blevet et parti, Løkke er blevet leder og udenrigsminister, og Jon Stephensen er blevet folketingsmedlem. Og så er skeletterne ellers væltet ud af skabet. Han smitter stadig af, men hvor han tidligere smittede godt af, så smitter han nu dårligt af. 

Læs også

Desværre for Moderaterne har de giftet sig så meget med Stephensen, at de ikke kan hælde ham ned ad brættet. For de har brug for hans mandat. Derfor er de lige nu ude i en svær øvelse, hvor de på en og samme tid skal holde ham ude i så strakt arm, at han ikke smitter af på partiet, men omvendt ikke forlader dem og bliver til en uregerlig, bitter løsgænger.

Lige nu ser det dog ud til, at de i deres bestræbelser på at redde ét mandat er ved at sætte langt mere over styr.

Lige nu ser det dog ud til, at de i deres bestræbelser på at redde ét mandat er ved at sætte langt mere over styr.  

Morten Reimar

Dårligt var regeringen kommet på plads og de særlige rådgivere ansat, før der kom en historie frem om Uddannelse- og Forskningsminister Christina Egelunds spindoktor Anders Langballes grænseoverskridende opførsel til en fredagsbar på sin tidligere arbejdsplads.

Egelund, der ellers tidligere havde været en udtalt støtte af metoo-bevægelsen, fredede sin rådgiver. Det var uelegant. Både for hende personligt, men også for hele partiet. Moderaterne er, som en række andre partier før dem, stiftet med et løfte om, at nu skal tingene være anderledes. Her skulle komme et frisk pust på Christiansborg.

Desværre for dem, der havde håbet på det, begyndte Moderaterne allerede dér at ligne mere af det samme. De slog ring om deres egne og undlod at sætte hårdt og resolut ind ved først givne lejlighed.

Det var også tilfældet med Jon Stephensen, da de første sager om mulig dokumentfalsk, magtmisbrug og krænkende ledelsesstil begyndte at pible frem. Stephensen blev jaget rundt på årsmødet, nærmest flygtede fra journalisterne.

Den hyrede underholdning, Andreas Bo, lavede endda fra scenen sjov med det hele og lod forstå, det var alle andre, der var krænkelsesparate. Løkke talte udenom og sagde utvetydigt, det ved Gud ikke var værd at bruge tid på.

Sagerne om Stephensen er siden kun taget til i omfang og styrke. Udover dem fra hans pre-politikerliv, er det kommet frem, at han har sendt lumre sms’er til et 19-årigt medlem af Unge Moderater, og over 1000 mennesker fra kulturbranchen er gået sammen om et åbent brev, hvori de udtrykker deres mistillid. Noget, der mig bekendt er uden fortilfælde.

Ungdomspartiet har krævet ham ekskluderet, enkelte folketingsmedlemmer har i større eller mindre grad taget afstand til hans handlinger. Imens har gruppeformand Henrik Frandsen forsøgt at holde styr på tropperne, blandt andet ved forud for sidste uges mandagsgruppemøde næsten fysisk at skubbe politisk ordfører Monika Rubin forbi den opstillede presse.

Nøjagtig som ethvert andet parti har de forsøgt at dæmme flodbølgen inde ved at have én talsperson og én linje. Dog uden held.

Morten Reimar

Nøjagtig som ethvert andet parti har de forsøgt at dæmme flodbølgen inde ved at have én talsperson og én linje. Dog uden held. Selvom de igen og igen har sagt, de tager det meget seriøst er det svært at finde den egentlige handling.

Til sidst har de set sig nødsaget til at tage alvoren op på øverste niveau, og formand Løkke lagde derfor en video ud på Facebook, hvor han myndigt og med al tænkelig etos lod forstå, at nu tog de hånd om det. Men ekskludere ham, det ville de ikke.

Nej, i stedet blev Stephensen sendt på orlov. Angiveligt for, at Jon Stephensen får tid til at komme på benene, genvinde tilliden, og som Løkke formulerer det "få renset op i hvad der end måtte være."

Med andre ord, sparker de Stephensens shitstorm til hjørne. Det ligner grangiveligt, at de forsøger at købe tid og håber på, der snart kommer en ny og mere spændende mediehistorie, så Stephensens bliver glemt eller i hvert fald kun husket som en pinlig episode i fortiden. Og det har de så helt til oktober til. "Og så ser vi, hvordan verden ser ud til den tid," afslutter Løkke videoen.

Det krisekommunikative greb, de skal ud i herfra er, at Stephensen går i flyverskjul. At han simpelthen forsvinder for en periode og lader andre jokke i spinaten i mellemtiden. Dog vælger han dagen efter Løkkes video at sende skriftlige citater til medier om, at den unge kvinde hverken havde fortalt ham, at hun var medlem af partiet eller 19 år.

When you’re in a hole stop digging, som man siger på amerikansk. Stephensen kan ikke forsvare sig i denne sag. Folkestemningen er imod ham i en grad, så han ikke engang kan nuancere historien. Det eneste, han gør, er at forlænge historiens levetid. Og det er han den sidste, der har gavn af.

Det eneste, han gør, er at forlænge historiens levetid. Og det er han den sidste, der har gavn af.

Morten Reimar

Imens Stephensen er sendt ud at tænke sig om, bør Moderaterne gøre det samme. Den seneste meningsmåling er den dårligste siden valget, og de er gået 2,7 procentpoint tilbage. Der kan vist ikke herske nogen tvivl om hvorfor.

Stephensen smitter dårligt af. Han er et af deres mest kendte ansigter, og det er ikke længere for noget positivt, tværtimod. Desuden gør partiets håndtering ikke indtrykket bedre. Det er gennemskueligt.

Og lad os bare sige, det hele går, som de håber: Stephensen bruger de næste måneder på at undskylde til højre og venstre, han kommer tilbage på Borgen til oktober og holder lav profil fra da af, eller han siger tak for denne gang og overlader sit mandat til en anden.

Er der nogen af de to muligheder, Moderaterne kan være stolte af?  Vælgerne kan nok glemme Stephensens korte folketingskarriere, men næppe Moderaternes håndtering. Og både bagland og ungdomsparti kan ikke andet end blive skuffede, hvis partiet allerede nu handler som et gammelt magtparti. Så var der alligevel ikke mere forandring i luften.

Det er kortsigtet, for godt nok bevarer de mandattallet, men i vælgernes bevidsthed vil Moderaterne fra nu af være partiet, der ikke tog affære. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jon Stephensen

MF (løsgænger)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1990), arkitekt (Det Kgl. Danske Kunstakademi 1984)

Anders Langballe

Fhv. særlig rådgiver, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M)
journalist (DJH. 2004)

0:000:00