Musikselskaber: Blankmedieordningen skal gøres tidssvarende

Af Henrik Daldorph 
Direktør for Sony Music i Danmark og bestyrelsesformand for musikselskabernes brancheorganisation IFPI 

Kulturministeriet har for ganske nylig taget initiativ til en modernisering af den såkaldte blankmedieordning. Det er prisværdigt, for det er tiltrængt. 

Som det er gået op for de fleste, har danskernes forbrug af kultur nemlig i stigende grad flyttet sig fra fysiske medier til digitale medier.

Men samtidig er Danmark det eneste af de EU-lande, der tillader privatkopiering, som ikke har implementeret EU’s InfoSoc-direktiv fra 2001 i dansk lovgivning på en tilfredsstillende måde. 

Direktivet siger, at EU's medlemsstater kan lave et indgreb i kunstnere og kulturproducenters ophavsrettigheder, så danskere og andre europæere lovligt kan kopiere musik, tv og film. Det giver god mening for danske forbrugere. Og det giver også god mening for kunstnere og kulturproducenter. 

InfoSoc-direktivet forpligter nemlig samtidig EU’s medlemsstater til at indføre en ordning, der kompenserer de mennesker, som skaber og investerer i musik, film og tv. 

Dansk kultur er i et kommercielt perspektiv stærk og skrøbelig på en og samme tid. Vi rummer et kæmpe potentiale. Hvis vi skal realisere det potentiale, er det imidlertid vigtigt, at man fra politisk side værner om kulturens økosystem, samtidig med at man understøtter forbrugernes digitale muligheder. 

Henrik Daldorph
Direktør for Sony Music i Danmark og bestyrelsesformand for musikselskabernes brancheorganisation IFPI

På trods af at direktivet snart har 20 år på bagen, har man i Danmark hidtil kun skabt en ordning, som tager hensyn til løse lagringsmedier som cd'er, dvd'er og USB-stik. Genstande, som for mange af os tilhører en svunden tid. Det er problematisk af flere årsager.  

Ordning er ulovlig 
For det første fordi ordningen er utidssvarende. Kopieringen foregår i dag digitalt på mobiltelefoner, tablets og computere. For det andet er det problematisk, fordi ordningen er, og igennem en årrække har været, ulovlig.  

Simpelthen fordi det af direktivet fremgår, at kompensationen skal gælde både løse lagringsmedier og integrerede medier som mobiler, tablets og computere. 

Den mangelfulde implementering af direktivet har betydet, at danske kunstnere og producenter gennem en årrække og indtil nu har været ringere stillet end deres kollegaer (og konkurrenter) i andre europæiske lande. Derfor er det prisværdigt, at Kulturministeriet nu tager initiativ til at forme en tidssvarende og lovlig ordning på dansk jord. 

Problemet er imidlertid, at Kulturministeriet fortsat læner sig op ad en kontroversiel rapport fra analysevirksomheden Seismonaut fra 2017. Da den udkom, blev den mødt med stor forundring fra rettighedshavere, men også fra kulturordførere fra Socialdemokratiet, Alternativet og Dansk Folkeparti. Jeg deltog også selv i koret af forundrede stemmer. 

Manglende klarhed i rapport 
Analysevirksomheden opgjorde værdien af privatkopieret indhold til en milliard danske kroner om året. I mellemtiden lå det anbefalede kompensationsniveau på sølle 44 millioner kroner.

Forholdet mellem opgørelsen og anbefalingen fortabte sig i tågerne, og rapporten blev med rette kritiseret for sin manglende logiske stringens og klarhed. 

Fra flere sider hører man, at der ikke længere kopieres i en digital virkelighed, og at niveauet for kompensation derfor bør være lavt. Intet kunne dog bero på en større misforståelse. Man kopierer i dag, når man gemmer sine playlister fra en musikstreamingtjeneste offline.  

Man kopierer, når man gemmer en video fra YouTube på sin iPad. Og man kopierer, når man videresender en sjov video med musik til sin kæreste. Det er utrolig nemt at kopiere i år 2020. Det skal det også være. Men man skal bare samtidig fra politisk side sikre, at kunstnere og kulturproducenter bliver kompenseret på en anstændig måde, når det sker. 

Uanstændigt forslag til kompensation  
Meget kan man muligvis sige om Kulturministeriets foreslåede kompensation på 44 millioner kroner årligt, men anstændigt er det ikke.  

Beløbet er ironisk nok identisk med niveauet fra 2005, hvor det var langt mere besværligt og tidskrævende at kopiere, end det er på mobilen i dag. Og beløbet ligger milevidt fra de europæiske lande, vi med rimelighed kan sammenligne os med. 

Den lovlige hollandske ordning, som ikke er synderlig favorabel, ville i Danmark give et beløb på næsten 80 millioner kroner, og hvis man anvendte den franske ordning, ville beløbet være fem gange så højt som dét, Kulturministeriet har i tankerne.  

Vores egne opgørelser viser, at en fair og velbegrundet kompensation udgør en sum på 150 millioner kroner årligt. 

Mange tror måske, at det går forrygende i de kommercielle dele af kulturbrancherne, og at der i forbindelse med blankmedieordningen blot er tale om god gammeldags grådighed, når sådan en som mig stiller sig på bagbenene og galper op.