Debat

Copydan svarer Joy Mogensen igen: Privatkopiering er ikke en diskussion om offline-brug

REPLIK: Kulturministeriet har i et notat for nylig tilkendegivet, at det er deres vurdering, at offline-brug af musik, tv og film ikke skal medtages. Men det er i strid med gældende EU-ret, skriver Copydans administrerende direktør i et svar til kulturministeren i debatten om blankmedieordningen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kulturminister Joy Mogensen (S) efterlyser i sit indlæg i Altinget 2. februar 2021, at en ny blankmedieordning skal stå mål med den faktiske kopiering, der finder sted.

Det er kunstnere og kulturproducenter helt enige i. Men rettighedshaverne er ikke enige i, at det skulle svare til en kompensation i størrelsesordenen 44 millioner kroner.

Det er det tal, tidligere kulturminister Mette Bock (LA) fremlagde, og som stadig spøger – uden at der er noget som helst faktuelt, der understøtter dette beløb. Beløbet svarer cirka til det halve af det ringeste EU-land, som ministeriet har sammenlignet med.

Der er uændret privatkopiering
I 2017 og igen i 2020 fik Kulturministeriet lavet en undersøgelse, der kortlagde danskernes privatkopiering.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Undersøgelserne viser, at målt inden for det sidste halve år har samme andel af danskerne i 2020 som i 2017 kopieret musik, tv eller film. Der er uændret privatkopiering.

Når ministeren siger, at "kun" 15 procent i denne periode har kopieret, er det ud af den samlede befolkning på 5,8 millioner mennesker, hvor ikke alle har kopieringsudstyr. Reelt en pæn andel af danskerne.

Det groteske i beløbet på 44 millioner kroner er, at der ingen fakta findes, som understøtter det.

Jacob Graff Hedebrink
Administrerende direktør i Copydan

Når vi bruger udstyr i dag, laver vi generelt kopieringshandlinger, såsom offline-brug af musik, tv og film. Det kommer oveni de 15 procent, som ikke er medtaget i undersøgelserne.

Undersøgelserne har ikke medtaget danskernes offline-brug af musik, tv og film som privatkopiering, selvom både EU og domstole i Sverige og Holland har slået fast, at offline-brug skal være omfattet af kompensationsordningen.

I strid med EU-retten
Kulturministeriet har i et notat for nylig tilkendegivet, at det er deres vurdering, at offline-brug af musik, tv og film ikke skal medtages. Det er så det, ministeren nu melder ud, men det er i strid med gældende EU-ret – det behøver vi ikke flere retssager for at få afgjort, man kan bare læse de afgørelser, der allerede findes.

Offline-funktioner medvirker til, at vi har brug for meget lagringsplads på vores udstyr, og at der kan sælges udstyr med yderligere lagringsplads.

Holder vi lige fast i undersøgelserne, opgjorde Seismonaut i 2017 på opdrag fra Kulturministeriet, at kunstnernes tab ved privatkopiering kunne opgøres årligt til en milliard kroner, selv hvis man kun tog de kopier, som forbrugerne frivilligt ville erstatte/købe. Et meget højt beløb, som ligger ekstremt langt fra de 44 millioner kroner, som kulturministeren bringer i spil.

Læs også

Ingen fakta understøtter beløb på 44 millioner
Det groteske i beløbet på 44 millioner kroner er, at der ingen fakta findes, som understøtter dette beløb. Og det er netop fakta, kulturministeren efterlyser i sit debatindlæg.

Kopieringen bag "de 15 procent" svarer til en milliard kroner i tab – det kan ikke blive til 44 millioner kroner.

Kunstnerne og kulturproducenterne forestiller sig ikke, at man skal lande på et niveau, der er i nærheden af tabsopgørelsen – blot at vi i Danmark kan få en kompensation i en størrelsesorden, som i sammenlignelige EU-lande.

Det niveau, vi taler om i sammenlignelige EU-lande, er overført til Danmark i størrelsesordenen 150 millioner kroner og svarer til et engangsbeløb i størrelsesordenen 75 kroner for en iPhone, der koster omkring 7.500 kroner. Det svarer til en procent af prisen.

Bidrager gerne til en samlet løsning
Ordningen må og skal jo følge det juridiske grundlag, der følger af EU-retten, og dette omfatter også kompensation for offline-kopiering.

Men i forhold til kompensationens størrelse er dette ikke afgørende, for offline har ikke været medtaget i de beregninger, der konstaterede en værdi på en milliard kroner om året og som i sig selv berettiger til en helt normal EU-ordning.

Når kulturminister Joy Mogensen fejer offline-kopieringen af bordet ved at sige, at rettighedshaverne selv kan forhandle denne del med de forskellige tjenester, glemmer hun, at staten har eksproprieret den ejendomsret til værkerne og dermed forhandlingsretten.

Det er i praksis ikke muligt at lave aftaler om offline-kopiering med store internationale streamingtjenester. At et land blot kan forudsætte, at kompensation skulle kunne indregnes i prisen, er i øvrigt endnu en af de ting, retsafgørelser har afvist. Derfor er det også statens pligt at indregne dette tab i en ny blankmedieordning.

Lad mig til allersidst understrege, at der sættes stor pris på kulturminister Joy Mogensens initiativ og handlekraft, og vi bidrager meget gerne til en samlet fair løsning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00