Niels Frid-Nielsen: Kulturlivet falder igennem hjælpepakkernes hullede net

KOMMENTAR: Kulturlivet martres af den fortsatte nedlukning af samfundet. Store kulturinstitutioner mister deres omsætning, og de små går konkurs. Der er akut behov for økonomisk hjælp, for de hullede hjælpepakker rækker ikke, skriver Niels Frid-Nielsen.

"Sådan!"

Der gik et lettelsens suk gennem kulturlivet i Danmark, da det fornylig kom frem, at de zoologiske haver ville genåbne igen den 1. maj.

Men sukket var næppe udåndet, før regeringen lod haverne forstå, at de endnu ikke var omfattet af den forsigtige, kontrollerede genåbning af Danmark. Kulturinstitutionerne er ellers klar til at genåbne, jo før jo bedre.

Efter vedtagelsen af den seneste nødhjælpspakke til kulturlivet er det temmelig klart, at hjælpepakker nemlig næppe er nok til at bringe kulturlivet tilbage i vante omdrejninger igen. Én ting er at holde en konkurs fra døren, en helt anden ting er det nemlig at få kulturlivet i gang igen.

Den månedlange lukning af kulturlivet betyder ikke bare likvide problemer med regninger der skal betales til husleje, leverandører og medarbejdere. De manglende indtægter mærkes også som et direkte tab, det vil tage lang tid at indhente og som gør det svært at tage tilløb til nye, store satsninger.

Der er altså udsigt til et langt, sejt træk for den del af kulturlivet, der overlever coronakrisen. Derfor erklærer Louisiana sig klar til at genåbne museet for publikum, jo før jo bedre og selvfølgelig efter Sundhedsstyrelsens anvisninger med masser af håndsprit, afstand og host i ærmet.

Kulturen er klar til at åbne op
Statens Museum for Kunst og alle de andre museer står også og tripper for at komme i gang igen. Teatrene har aflyst deres forestillinger frem til efterårssæsonen.

Det Kongelige Teater melder om tocifrede milliontab. Nogle teatre forsøger sig med alternative forestillinger på digitale skærme, men kan jo ikke skjule, at teatrets magi netop består i den fysiske nærhed mellem skuespillere og publikum.

Digitale forestillinger kan være udmærkede og holder måske erindringen om teater i live, men sandt for dyden hjælper de ikke på teatrenes livsnødvendige omsætning. Så også teatrene er parate til at genåbne, jo før jo bedre og efter Sundhedsstyrelsens anvisninger.

Biografer, biblioteker og cirkusser venter ligeledes utålmodigt på at komme i gang igen. Det kan være svært at forstå, at man gerne må blive tatoveret i huden og få kropsmassage de mest intime steder, men hverken må gå på biblioteket for at låne en bog eller i cirkus for at grine ad en klovn.

Biograferne må se til, mens den ene storfilm efter den anden indstiller optagelserne og dermed udskyder deres premiere. Så når biograferne endelig får lov at genåbne, risikerer de, at det bliver uden de film, de havde glædet sig til at vise. Lige nu står det hen i det uvisse, hvornår den nye James Bond film må vises, efter at dens premiere blev udskudt på ubestemt tid her i foråret.

Lavpunkt for dansk musikliv
Værst står det imidlertid til for spillesteder, festivaler og blandt musikere. Musikbranchen er ramt af forsamlingsforbuddet i sommerferien, der jo ellers er deres absolutte højsæson. Lige nu er det en god nyhed, hvis en festival kan melde ud, at man regner med at være tilbage i 2021, for så forventer man ikke at gå konkurs.

2020 bliver et år, hvor spillesteder går konkurs, mens musikerne - ofte uden held - må søge andet arbejde. Et rædselsfuldt år, der langt ud i fremtiden vil blive husket som et skelsættende lavpunkt for dansk musikliv.

Økonomer sammenligner coronakrisen med Anden Verdenskrig, terrorangrebet på tvillingetårnene i New York og finanskrisen for godt ti år siden.

Men historisk har krisetider faktisk været gode tider for bogbranchen. Danmarks ældste og største forlag, Gyldendal kom gennem Anden Verdenskrig med flotte overskud, fordi - som det hedder på forlaget - folk havde masser af tid til at læse og lave børn.

Det har vi også nu, men infrastrukturen i bogbranchen forhindrer tilsvarende gode tider denne gang. Mens internetboghandlerne har kronede dag, truer coronakrisen de fysiske boglader, der i forvejen i en årrække har måttet kæmpe med butiksdød.

Nogle lukker nu midlertidigt, andre genåbner igen tøvende; så er der dem, der modigt holder åbent fra morgen til aften, eller endda forsøger sig med aftenåbning. At slutresultatet bliver endnu længere mellem boghandlerne i Danmark, er der næppe tvivl om.

Forfatterne i periferien kæmper en hård kamp
De store forlag udgiver fortsat bravt bøger i skyggen af coronavirus. De små forlag, der ellers roses for at holde liv i den unge, smalle og oversatte litteratur, trues på eksistensen. Det drejer sig om forlag, der i forvejen drives med høj risiko og ofte af en enkeltperson med kassekredit. Hvordan litteraturens vækstlag skal overleve, er lige nu svært at se.

De ofte unge og uetablerede forfattere, der udkommer på de små forlag, befinder sig i farezonen sammen med oversættere af små sprogområder og forfatterskaber fjernt fra bestsellerlisterne.

Hvor skal de alle sammen gå hen uden netværket af små forlag, der kan udvikle forfatterskaber til at blive store nok til de store forlag?

Mere end endnu en hullet nødpakke har bogbranchen brug for en lov, der sikrer dens infrastruktur fra ung håbefuld poet til gråhåret, bekymret boghandler.

En sådan bog-lov kunne samtidig skabe en frugtbar forbindelse til folkebibliotekerne, som man ser det i Frankrig og Norge, hvor bibliotekerne forpligter sig til at købe et minimum af nye norske udgivelser.

Kulturministeren forstår ikke betydningen af kultur
Mange har ellers i den sidste måned oplevet en anderledes hverdag med mere hjemmeliv og plads til fordybelse. Der har været tid og mulighed for læsning, lange samtaler og store filmoplevelser på TV, Netflix og andre platforme.

Samtidig har vi opsparet et behov for at komme ud igen: i biografen, på museum, teater eller spillested for at opleve noget sammen.

Efter snart to måneders coronakrise med dagliger pressemøder og Breaking News melder behovet sig for kunstneriske udfordringer og fortolkninger af menneskelivet.

Forhåbentlig vil det føre til en bredere anerkendelse og forståelse af kulturlivet og dets betydning for sammenhængskraften i samfundet efter krisen.

Netop derfor er det så ærgerligt, at vi har en kulturminister, der synes at savne forståelse for betydningen af sit område.

Hele spørgsmålet om genåbningen af kulturlivet kompliceres af, at Joy Mogensen helt mangler den indsigt, man kunne forvente af en kulturminister. I hele forløbet har hun fremstået fodslæbende og kun fået hjælpepakker til kulturen i hus efter pres fra opposition, støttepartier og ildsjæle i kulturlivet.

Både statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen har måttet optræde som støttepædagoger for kulturministeren, når det virkede, som om Mogensen var gået helt i stå. Måske er det baggrunden for tvivlen om hvorvidt og hvor meget hjælpepakkerne hjælper kulturlivet.

Der har længe været tvivl om nogle af landets mest populære museer, nemlig Den Gamle By, Moesgaard og AROS -  alle i Aarhus -  overhovedet var omfattet af hjælpepakkerne, selv om de rammes ekstra hårdt af manglende billetindtægter her lige op til højsæsonen.

Engagerede besøgende i Den Gamle By har iværksat en folkeindsamling, der lige nu virker som et lys i mørket for det populære, men eksistenstruede museum.

I den anden ende af landet har den hæderkronede kvalitetsbiograf Gentofte Kino måttet se en usikker fremtid i møde siden coronakrisen brød ud. Et ejerskifte lige før krisen forhindrede nemlig hjælp til Gentofte Kino.

Lige nu må biografen klynge sig til håbet om at blive reddet af en undtagelse fra paragrafrytteriet. Det uretfærdige og tilfældige der klæber til disse eksempler, giver en utryg fornemmelse, der ikke er et oplyst samfund værdigt. Eksemplerne mere end antyder, at hjælpepakkerne er fulde af huller og i hvert fald næppe er nok.

De store bliver også ramt hårdt
Fra Løkke-regeringens omprioriteringsbidrag ved vi, at nedskæringer og tilbageslag ikke nødvendigvis rammer de små mere end de store. I virkelighedens verden er de store kulturinstitutioner nok så sårbare, hvilket situationen lige nu desværre understreger.

Museer som Moesgaard, AROS, Den Gamle By men for den sags skyld også Louisiana taber tocifrede millionbeløb på manglende billetindtægter. Dette nettotab vil det tage lang tid at komme sig så meget over, at der igen bliver ressourcer til offensive satsninger.

Det kan vi lige så godt se i øjnene. Det er urealistisk og sikkert også urimeligt at forvente, at regeringen skal finansiere genåbningen af kulturlivet med flere nødpakker.

Heldigvis har adskillige private fonde med Salling Group i spidsen allerede vist stort samfundssind ved at give en hånd til kulturlivet.

Også den spontane indsamling til Den Gamle By i Aarhus virker inspirerende. Det er tydeligt, at indsamlingen skaber glæde og fællesskab mellem brugere og ansatte i Den Gamle By.

Det mest realistiske lige nu er derfor, at regeringens hjælpepakker suppleres med private indsamlinger, måske i form af gavekort til bedre tider efter krisen på det lokale spillested, crowdfunding til støtte for cirkus, teatre, standup-komikere og hvad ved jeg.

Man kan også håbe, at stat og banker spæder til med lån og fleksibilitet i forhold til de økonomiske forpligtelser, der tynger kulturlivet under coronakrisen; sådan som vi har set kommuner gøre det.

Men heller ikke det er nok. En reel genåbning af hele kulturlivet vil formentlig kræve en landsdækkende indsamling, der kan yde akut hjælp til de kulturinstitutioner, kunstnere og kulturpersonligheder, der alligevel vil falde igennem hjælpepakkernes hullede net.

-----

Niels Frid-Nielsen (født 1954) er kulturkommentator, journalist og forfatter. Tidligere har han været kulturredaktør på DR Nyheder og på Det Fri Aktuelt samt kulturreporter og filmanmelder. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Hellere en poptøs end en minister med kuratornykker Johanne Dalgaard: Hellere en poptøs end en minister med kuratornykker Næste artikel Niels Frid-Nielsen: Regeringens svageste led er kulturminister Joy Mogensen Niels Frid-Nielsen: Regeringens svageste led er kulturminister Joy Mogensen
Boganmeldelse: Når #Metoo bliver til menneskejagt

Boganmeldelse: Når #Metoo bliver til menneskejagt

BOGANMELDELSE: Åsa Linderborgs "Året med 13 måneder" er en velanbragt advarsel til os danskere om ikke at miste hovedet, når vi jagter sexkrænkere, skriver kulturkommentator Niels Frid-Nielsen.